Gl. Kongsgaard slår dørene op for sommeren

26.05.2023

Et historisk teaterstykke udspiller sig på gårdspladsen et par gange i løbet af dagen, når Gl. Kongsgård fejrer begyndelsen på en ny sæson. Foto: ROMU

Sommeren begynder med en festlig og historisk sæsonåbning på Gl. Kongsgaard. Søndag den 4. juni fra 11-16 vil gården være fyldt med aktiviteter, håndværk, godt til ganen og hyggeligt samvær.

Gamle håndværk får et særligt fokus ved årets åbning. Her kan gæsterne opleve boder med salg af håndværksvarer og demonstration af b.la. plantefarvning, pilefletning, hørproduktion, båndvævning og produktion af strådyr.

”Der vil også være mulighed for at prøve kræfter med at slå med le og støbe sit eget lys. Så børnene kan få sig en sjov dag med gamle lege, og alle kan prøve lykken i en omgang hønsebingo. Det plejer at være ganske underholdende!” fortæller Maja Kvamm, der arbejder på Lejre Museum.

Gl. Kongsgaard er en fæstegård fra 1700-tallet, der ligger i hjertet af Gl. Lejre. Gårdens frivillige havehold, der hele sommeren holder gården åben med salg af kaffe og kage, vil vise rundt i den gamle gård med de smukke møbler og fortælle om den historiske have, som står med originale planter fra 1800-tallet. Hele dagen akkompagneres af lystig spillemandsmusik og et par gange vil et historisk teaterstykke udspille sig på gårdspladsen.

Lejre Museumsforening står for salg af sandwich, mens Gl. Kongsgårds frivillige sælger lækre kager og kaffe med på-tår.

Tag en dag ud af kalenderen og kom til en hyggelig sommerdag i Gl. Lejre.

”Vi glæder os alle sammen til at tage imod nye som gamle gæster til årets hyggelige sæsonåbning, og vi håber at gæsterne har lyst til at komme igen henover sommeren”, fortæller Else Kristiansen og Vivian Møller, der begge er medlemmer af det frivillige havehold.

Gl. Kongsgaard holder i sommersæsonen åbent torsdage og søndage kl. 13-16 i juni, juli og august med gratis adgang til det smukke stuehus og salg af kaffe og kage.

Tid, pris og sted

4. juni 2023, kl. 11:00-16:00

Gratis

Gl. Kongsgård, Orehøjvej 12, 4320 Lejre

OBS. Vær opmærksom på, at renoveringen af broen over Holbækmotorvejen (dvs. på Orehøjvej ved Gevninge) kan have betydning for din rute til Gl. Kongsgaard.

03.03.21

Bølgende magtkamp i Skåne

Omkring 99,8 procent af jernalderbopladsen på Uppåkra ligger fortsat under jorden, så der er stadig hemmeligheder og skatte at finde. Under udgravningen af de store haller arbejdede arkæologerne under et telt for at beskytte udgravningen mod regn og sol. Besøgende havde mulighed for at følge arbejdet på nært hold. Foto: Lunds Universitet

I artikelserien Her blev Danmark født går en række historikere, arkæologer og forfattere tilbage i historien og fortæller om steder, der har haft stor betydning i udviklingen af det Danmark, vi kender i dag. Denne artikel tager en afstikker til Skåne – som i slutningen af perioden var dansk – og en jernalderboplads, som var centrum for magtstridigheder og en petriskål for udviklingen af samfundet.

Af Lene Steinbeck

Da der i 1934 skal laves fundament til et hus nær Stora Uppåkra kirke et par kilometer syd for Lund, dukker der pludselig potteskår, knoglerester og metaldele op af jorden. Den tililende arkæolog daterer fundene til den romerske jernalder – omkring år 0-400. En mindre udgravning viser spor efter et temmeligt stort område med bebyggelse, men stedet bliver ikke undersøgt yderligere. Først omkring 60 år senere, da man vil vide mere om udviklingen fra stammesamfund til mere civiliserede samfund fra den tidlige jernalder og ca. år 1000, rykker et hold arkæologer til Uppåkra. I 1996 begyndte den første af en række udgravninger.

De næste godt 35 års udgravninger åbenbarer en af jernalderens mest betydningsfulde bopladser, der strækker sig over et område på 40 hektar. Det er den største sammenhængende bebyggelse i Sydskandinavien, og også tidsmæssigt spænder den vidt.

De tidligste huse er fra omkring år 100 før vor tidsregning, og pladsen er aktiv de næste 1100 år frem til omkring år 1000-1050.

”Her har været lidt af det hele,” siger Lars Larsson, der professor emeritus i arkæologi ved Lunds Universitet og har været med på Uppåkra siden de første udgravninger i 1996. Han har sammen med sit hold fundet spor efter en meget alsidig boplads med blandt andet handel, ølbrygning, bronzestøbning og smykkeproduktion. Her har også været husdyrhold og køkkenhaver, og en hornsmed har fremstillet kamme, nåle og spillebrikker i 2-300-tallet.

Og netop den store og mangfoldige aktivitet har nok været med til at gøre pladsen betydningsfuld og langtidsholdbar, mener Lars Larsson.

”Der findes flere mindre pladser rundt omkring, men meget få, hvor man som her fungerer som både økonomiske, socialt, kulturelt og sandsynligvis også juridisk centrum på et og samme sted. Det er en indflydelse, der kommer fra Sydeuropa, efterhånden som impulser fra Romerriget bevæger sig til Skandinavien.”

Kulthuset i orkanens øje
Arkæologerne har fundet spor efter flere store huse og haller, men særligt et 13 meter langt hus med en meget kraftig konstruktion har vakt opsigt. Fund af sølv- og bronze-bægre med guldblik-dekorerede bånd samt fundet af mere end 100 guldgubber tyder på, at det har været en vigtig bygning, og den bliver tolket som et kulthus eller trætempel.

”Der er spor efter en lille håndfuld nedbrændinger af flere bygninger omkring år 500. Vi kan se mindst tre forandringer, og en tolkning er, at det er familier, som slås frem og tilbage,” forklarer Lars Larsson.

Den germanske jernalder er en urolig periode, hvor magten ligger hos de stærkeste og sjældent går i arv gennem flere generationer. Lige som nogle af de andre strukturer i samfundet er den bølgende magtkamp impulser, man kender sydfra.

”Det er ikke så usædvanligt, især ikke i Centraleuropa, at vi denne periode ser familier slås om magten. Måske ikke så ofte med nedbrændinger, men det sker. Så jager man en tidligere kongemagt væk og rykker ind med sin egen slægt. Det er en tydelig magtdemonstration. Man tager det, man kan bruge, og så bygger man nye huse oven på det gamle.”

Og ifølge Lars Larsson er det ikke utænkeligt, at der her også er tale om lokale slægter fra det vestlige Skåne, der kæmper om magten.

”Et argument for det kunne være, at kulthuset ikke er brændt ned. Det er til gengæld flere huse, der ligger i umiddelbar nærhed. Men kulthuset er der altså taget hensyn til, og hvis det var fremmede, der kom til, kunne man måske forestille sig, at man ikke havde taget det hensyn.”

Uppåkra er en af de vigtigste bopladser fra perioden. Med sin store volumen, lange levetid og alsidige aktivitet kan man her følge tilblivelsen af flere centrale elementer i vores samfund. For forskerne har pladsen været en vigtig brik i undersøgelserne af overgangen stammesamfundet i den tidlige jernalder til tilblivelsen af statsformationer omkring år 1000. Hvordan fungerede magten – og hvor hurtigt skete forandringerne i samfundet?

Men stadig mange spørgsmål er ubesvarede – og en stor del af Uppåkra ligger fortsat og venter på at blive udgravet.

I slutningen af 900-tallet bliver Danmark med Harald Blåtand i spidsen kristnet. Blåtand er i perioden op til sin død regent over Danmark med det dertilhørende Skåne. Med kristendommens udbredelse slutter Uppåkras tid som religiøst centrum.

Bægeret i bronze, sølv og guld er fundet under gulvet i kulthuset og et af de mere end 28.000 metalfund, der er gjort på Uppåkra. Bægeret er formentligt fremstillet i Uppåkra. Glasskålen, som er fundet samme sted, menes at stamme fra området ved Sortehavet. Foto: Lunds Universitet

Artikelserien Her blev Danmark født er blevet til på baggrund af en række foredrag, som blev afholdt i løbet af 2020. Artiklen her bringer nogle af de vigtigste pointer foredraget om Uppåkra i Skåne. Foredragsholder Lars Larsson, professor emeritus i arkæologi ved Lunds Universitet, har stået bag en række store studier omkring bosættelsen Uppåkra, er førende ekspert på svensk forhistorisk arkæologi og bl.a. særligt kendt for sit arbejde relateret til stenalder i Skåne.

De historiefortællende guldgubber fra Sorte Muld

Ved en udgravning på Sorte Muld i midten af 1980’erne fandt man over 2.000 guldgubber på et meget lille område. Siden er flere kommet til, så man i alt har omkring 2.800 gubber fra en boplads på Bornholm. Foto: Nationalmuseet.

I artikelserien Her blev Danmark født går en række historikere, arkæologer og forfattere tilbage i historien og fortæller om steder, der har haft stor betydning i udviklingen af det Danmark, vi kender i dag. Artiklen her tager dig med til Bornholm og jernalderbopladsen Sorte Muld, der er findested for tusindvis af små historiefortællere: guldgubberne.

Af Lene Steinbeck

På et bakkedrag på Bornholm, ikke langt fra Svaneke, kan man plante sine fødder i den sorte muld og føle sig forbundet med fortiden. Her lå i jernalderen en boplads, der netop har navn efter farven på jorden: Sorte Muld.

Det var ikke en hvilken som helst boplads. Det er efterhånden gået op for arkæologerne.

”Den er en del af et stort internationalt bosættelses-kompleks, og her har boet en høvding eller en konge,” fortæller Margrethe Watt. Hun er arkæolog og tidligere museumsinspektør ved Bornholms Museum og har forestået de tidligere udgravningerne på Sorte Muld.

De har blandt andet afsløret importeret glas, fine smykker og romerske keramikskår, som peger på, at Sorte Muld har tiltrukket folk fra fjerne himmelstrøg. Derudover har arkæologerne fundet indikationer af, at der har ligget en kultbygning, hvor stedets høvding har afholdt ceremonier med kultdyrkning og offerfester.

Historiefortællende små gubber
Et af de mest interessante spor efter livet på Sorte Muld er fundet af 2.800 små prægede og stemplede stykker guldblik med detaljerede motiver.

”Man kan ikke se guldgubberne og forstå motiverne, uden at se ned mod Mellemeuropa og Frankerriget. Det er tydeligt, at man efterligner hele deres måde at organisere samfundet på,” fortæller Margrethe Watt.

I den germanske jernalder var Europa endnu præget af de store folkevandringer, der foregik i forbindelse med Romerrigets sammenbrud i sidste halvdel af 400-tallet. Folkevandringerne resulterede i etableringen af en række mindre kongedømmer, der dannede grundlag for de stater, vi har i dag – blot i mindre enheder.

”Der har ligget en lille håndfuld af den slags kongedømmer i det, vi dag kalder Danmark. Og Sorte Muld var en af dem,” fortæller Margrethe Watt.

”Det er helt eventyrligt. De er simpelthen så fantastiske. De er så tynde, at de let går i stykker, og de er tit krøllede, når man finder dem. Man kan helt forsigtigt folde dem ud under mikroskop med en træpind, så man kan se motiverne,” fortæller Margrethe Watt.

Guldgubber, hedder de, og de næsten 1.500 år gamle små stykker guldblik kan faktisk fortælle en del om bopladsens rolle i den sidste del af jernalderen. De findes kun i Skandinavien – primært på Bornholm – og de meget detaljerede motiver viser en tydelig inspiration fra Mellemeuropa og Frankerriget. Både i form af figurernes påklædning, håndstillinger og tilbehør som fx drikkebægre.

Knudepunkt for handel
Guldet fra guldgubberne stammer fra østromerske mønter, og materialet samt motiverne på de omsmeltede mønter tyder på, at bopladsen på Bornholm har været et centralt knudepunkt for et stærkt internationalt netværk af handelsrejsende.

Områdets strategiske beliggenhed med indgang til Østersøen har sandsynligvis givet bopladsens høvding mulighed for at kræve told og gøre gode handler. Blandt andet med rejsende fra Rhin-området, der har efterladt sig spor til arkæologerne i form af smykker og våbendele. Og når man nærstuderer guldgubberne, er de altså med til at underbygge den teori.

”På mange af guldgubberne ser man påklædning, der ligner pelskapper. Pels, som man har fået fra Nord- eller Mellemsverige, har været meget eftertragtet. Jeg tror, at Bornholm har været en vigtig mellemstation for handelsrejsende,” siger Margrethe Watt.

”Det er tydeligt, at Sorte Muld har haft en central rolle i regionen og været meget vigtig for Østersø-handlen i jernalderen. Men den taber umiddelbart sin betydning i slutningen af vikingetiden,” siger Margrethe Watt.

Guldgubberne har – trods deres ædle metal – ikke været brugt som betaling. Derimod forestiller Margrethe Watt sig, at de fx kan have været klæbet op på søjlerne i kultbygningen og har været en del af et ofringsritual til guderne.

Bopladsens storhedstid strækker sig over nogle hundrede år i den sidste del af jernalderen. Men på et tidspunkt må pladsen have mistet sin betydning. I hvert fald finder man kun ganske få genstande, der knytter sig til vikingetiden.

Artikelserien Her blev Danmark født er blevet til på baggrund af en række foredrag, som blev afholdt i løbet af 2020. Artiklen her bringer nogle af de vigtigste pointer fra Margrethe Watts foredrag om Sorte Muld.

Lejre – mellem myte og fakta

I artikelserien Her blev Danmark født går en række historikere, arkæologer og forfattere tilbage i historien og fortæller om steder, der har haft stor betydning i udviklingen af det Danmark, vi kender i dag. I denne artikel gælder det Lejre – ifølge sagnene hjemsted for Danmarks første enekongeslægt.

Af Lene Steinbeck

Lejre er kongernes land. Det har det været i mange menneskealdre. I gamle dage – for mere end 100 år siden – betragtede man Lejre som hjemsted for den mytologiske kongeslægt, som man mente var Danmarks første enekongeslægt: Skjoldungeslægten.

Skjoldungerne begynder allerede at dukke op i skriftlige kilder ude i Europa omkring 4-500-tallet.

”Det er en tid med opbrud og folkevandringer efter Romerrigets fald. Vi ser fra den periode heltekvad og historiske værker, der beskriver de folk, som overtager det gamle Romerrige, og da nævnes danerne i forskellige sammenhænge,” fortæller museumsinspektør Tom Christensen.

”Skjoldungerne begynder at optræde i heltedigtningen og skjaldekvadene, som er en del af den fælles germanske og europæiske kulturarv. De dukker blandt andet op i sagnene om Beowulf og Nibelungens Ring.”

Var Skjoldungerne fra Lejre?
Tom Christensen er i dag ansat som projektforsker på Nationalmuseet og med i ledelsen af forskningsprojektet Viking Dynasties, som foregår i samarbejde med Uppsala Universitet. Tidligere har han gennem mange år været museumsinspektør på Lejre Museum, hvor han har været med i en lang række udgravninger. De første foregik i 1980’erne, og selv om Lejre i historiefortællingen længe har været et sted for konger, var det først med udgravningerne, at man rent fysisk kunne se Lejres betydning i jernalderen.

”Lejre fremstår som et kongesæde og har de træk, som et konge- eller fyrstesæde skal have allerede i 600-tallet. Her er de store haller, højene og skibssætningerne. Så der er god grund til at formode, at Lejre er et kongesæde. Men kan man sætte Skjoldungerne ind i Lejre? Ikke umiddelbart,” siger Tom Christensen.

Tidsmæssigt passer pengene. Historierne om Skjoldungerne foregår nogenlunde på det tidspunkt, hvor man kan se, at magten har været til stede i Lejre. Men at Skjoldungerne skulle høre til i Lejre, fremgår ikke af de ældste beretninger eller de gamle skriftlige kilder. Hvordan og hvornår den kobling er lavet, er ikke helt sikkert.

”Måske er det nogle konger i Lejre senere, som gerne vil knyttes bagud i tid. Man vil jo gerne legitimere sin egen magt ved at knytte magt til sine forfædre, og da kan man da godt forestille sig, at nogen kunne bruge Skjoldungerne til det formål,” siger Tom Christensen.

Myter og fakta
Historierne om Skjoldungerne har været vedholdende gennem flere århundreder, så derfor har det været vigtigt for historien at kunne grave sig frem til, hvad Lejre var.

”Det er stort i Lejre, samtidig med at der har været de her historier om Skjoldungerne. Og nu, da vi ved hvad Lejre består af, er det ikke så mærkeligt, at de blev knyttet hertil. Det er simpelthen et sted, der har været kendt og har de her karakteristika, som kendetegner kongesæder.”

Om der rent faktisk har været en Skjoldungeslægt, og om den har hørt til i Lejre – det kan man ikke sige med sikkerhed.

”Historierne er først skrevet ned i middelalderen. Indtil da har det været mundtlig overleveret. Man ved, at de er blevet fortalt i Vikingetiden, og de har været meget vedholdende. Men problemet for en moderne historiker er, at vi vil have skriftlige kilder og beviser,” siger Tom Christensen.

Så når man skal holde sig til de fysiske og arkæologiske tegn på, hvad vi ved, så står dette tilbage: Lejre har haft en enorm betydning i jernalderen. I omkring et halvt årtusinde var store bygninger og tegn på kongesæde til stede i området. Om det er Skjoldungerne, som var på spil, finder vi måske aldrig ud af, trods de vedholdende fortællinger.

”Selv om der et eller andet sted er en kerne af sandhed, er det enormt svært med udgangspunkt i det materiale, vi har, at finde ind til den kerne,” slutter Tom Christensen.

Artikelserien Her blev Danmark født er blevet til på baggrund af en række foredrag, som blev afholdt i løbet af 2020. Artiklen her bringer nogle af de vigtigste pointer foredraget om Lejre. Foredragsholder Tom Christensen er tidligere mangeårig museumsinspektør ved ROMU, Lejre Museum. Han er i dag ansat som projektforsker på Nationalmuseet og med i ledelsen af det dansk-svenske forskningsprojekt ”Viking Dynasties – the royal families of Lejre and Uppsala between archaeology og text”, der er støttet af KroagerFonden.

15.12.20

Guldet i Gudmes gemmer

Masken fra Gudme er fundet i hullet efter en af stolperne til en kultbygning. Ved en af de andre stolper blev der fundet en lille guldskat. Foto: ROMU

I artikelserien Her blev Danmark født går en række historikere, arkæologer og forfattere tilbage i historien og fortæller om steder, der har haft stor betydning i udviklingen af det Danmark, vi kender i dag. I denne artikel handler det om den sydfynske by Gudme, der fra omkring år 200 og nogle hundrede år frem var en af de rigeste steder i Danmark.

Af Lene Steinbeck

I 1833 går en fæstebonde og pløjer en mark, som tilhører herregården Broholm. Da ploven vender jorden, åbenbares en guldskat, der ikke siden er blevet overgået i omfang: Guldsmykker, våben og romerske mønter – over 70 genstande, der tilsammen vejer mere end fire kilo, vælter frem.

På herregården er stedets arving, herremandens søn, med til at udgrave den omfangsrige skat, som vi nu kender som Broholmskatten. Han bliver bidt af arkæologien, og over tid skriver han bøger med detaljerede kort over de guldfund, der gøres i området.

Bøgerne og kortene ligger i en lang periode ubemærket hen, men i 1980’erne bliver de fundet af nogle historieinteresserede metaldetektorførere, som straks giver sig til at gennemsøge området. Det bipper livligt: Endnu engang åbner jorden sig, og det vælter frem med fund. Arkæologerne bliver tilkaldt, og en hidtil glemt del af Gudmes historie begynder for alvor at udfolde sig.

Et tidligt og rigt magtcenter

Det kræver mere end et trænet øje at se, at Gudme for omkring 1800 år siden var et af de tidligste og absolut rigeste bebyggelser i Danmark. Sådan et trænet øje har museumsinspektør ved ROMU, Palle Østergaard Sørensen.

”Gudme starter omkring år 200 efter Kristi fødsel. Det tidligste, vi er stødt på, er to haller, som udgør et kultsted eller et tempel. I løbet af de næste 50 år skyder gårde op rundt omkring kultstedet,” fortæller Palle Østergaard Sørensen, der som arkæolog har deltaget i undersøgelser af Gudmes tidlige historie.

Særligt for stedet er den lange tidsperiode,
bygningerne står samme sted. Typisk vil bønder flytte fra deres gårde, når jorden er udpint, og slå sig ned et nyt sted, hvor jorden er mere frodig.

”Men her er der er tale om meget langvarige bebyggelser, som bliver fornyet igen og igen. Nogle af de gårde, vi har undersøgt, har ligget 6-700 år på samme sted,” siger Palle Østergaard Sørensen.

Også kultstedet må formodes at have en meget lang levetid. Ved en udgravning finder man ornamenteret keramik, guld og andre genstande, der måske er blevet efterladt i templet som en ofring til guderne. De er lagt ud samtidig, men stammer fra forskellige tidsperioder.

”Jeg tolker, at man på et tidspunkt rydder det her rum i templet, og så ryger de ud. Tidsmæssig har de så lang en periode, at de kun kan ryge i samme hul, hvis de har stået i et tempel i 100 år,” fortæller Palle Østergaard Sørensen. 

Guld fra det romerske rige

Bebyggelsen med kultstedet i centrum og den tilhørende ladeplads Lundeborg små fem kilometervæk har sandsynligvis været en slags handelscentrum, hvor europæiske handlende er kommet sejlende til ladepladsen Lundeborg godt fem kilometer væk. I stedet for landbrug har gårdene sandsynligvis huset værksteder som smedjer, hvor ædelt metal er blevet bearbejdet og smeltet. Materialer, vi ikke har i Danmark.

”Vi har fundet masser af romerske genstande, som mønter, fade og endda statuer i bronze, der er klippet op i flere hundrede mindre dele.”

Ifølge Palle Østergaard Sørensen er det sandsynligvis rester fra Romerriget, der falder omkring år 400.

”Da det falder, tager germanerne på røvertogter ind i det halvt opløste romerske rige, hvor man stjæler alt, man kan få fat på. Meget af det sølv og guld, vi har fundet her, er nok blevet røvet af germanerne ved Rhinen og taget med herop.”

Gudme går i sig selv
I perioden omkring år 700 sker der en opblomstring af lokaliteter rundt om i landet, og de første byer begynder at blive etableret. Men i Gudme går det modsat. Bebyggelserne er langsomt forsvundet, det lille samfund går i sig selv. Det er svært at sige hvorfor. Men ifølge Palle Østergaard Sørensen kan det have noget at gøre med, at kristendommen begynder at slå rod i Danmark.

”Der er en tendens til, at hvis der har været et oldtidskultsted, som ikke har været kristent, gør man hvad man kan for at udradere stedet. Der har sikkert stadig været en folketro i området, og selv om man siger, at ’nu er vi kristne’, så tror folk stadig på nisser og lokale ånder. Det vil folkekirken jo gerne af med.”

Først i middelalderen dukker byen, der er forløber for nutidens Gudme, op med en landsbykirke og gårde som vi kender dem. På en undergrund, der gemmer på en vigtig del af Danmarks historie.

Artikelserien Her blev Danmark født er blevet til på baggrund af en række foredrag, som blev afholdt i løbet af 2020. Artiklen her bringer nogle af de vigtigste pointer fra Palle Østergaard Sørensens foredrag om Gudme. Palle Østergaard Sørensen er uddannet arkæolog og historiker og har tidligere arbejdet for Nationalmuseet, hvor han har deltaget i undersøgelsen af det store rigdomscenter ved Gudme på Fyn.

15.12.20

Monumentale byggerier og 500 års magt ved Tissø

Af Lene Steinbeck

Den første hal fra Bulbrogårdresidensen er 38 m lang og 7 m på det bredeste sted. Foto: Per Poulsen, Nationalmuseet.

I artikelserien Her blev Danmark født går en række historikere, arkæologer og forfattere tilbage i historien og fortæller om steder, der har haft stor betydning i udviklingen af det Danmark, vi kender i dag. I denne artikel kan du læse om Tissø, der gennem flere hundrede år var en central plads for magten i Danmark.

Rejser man ca. 1500 år tilbage i tiden, er området omkring Tissø på Vestsjælland et bart stykke land. Men på kort tid – og ud af stort set ingenting – indledes et overvældende byggeprojekt ved den store sø. En aristokratisk plads med monumental arkitektur tager form.

Mange århundreder senere finder arkæologerne spor efter enorme halbyggerier, der har søjler af egetræer med imponerende diametermål på 80-100 cm. Derudover er der tydelige tegn på, at de store lerklinede haller som noget af det tidligste, vi kender herhjemme, har været kalket hvide.

En klar signalværdi, som man senere kender fra landsbykirkerne:

”De bliver synlige langt væk. Byggeriet er lavet til at imponere. Det er symbolsk arkitektur, så det basker. Derfor er synligheden vigtig, og det hjælper kalkningen til. Intet er overladt til tilfældighederne,” fortæller arkæolog Josefine Franck Bican.

Hun er cand.mag. i forhistorisk arkæologi og har arbejdet med udgravninger, registrering og publicering af de arkæologiske fund omkring Tissø i 20 år. De arkæologiske udgravninger har blotlagt to residenser i området: Bulbrogårdresidensen og Fugledegårdresidensen. Den tidligste, Bulbrogårdresidensen, er etableret omkring år 550.

”Tissø er etableret på jomfruelig jord. Det er ikke en eksisterende gård, der er vokset sig stor – den er bygget med ét formål: At demonstrere magt.”

Omkring år 700 rykker man 5-600 meter længere mod syd, hvor Fugledegårdresidensen etableres. Der er fundet spor af flere haller indtil omkring år 1050.

Pladsen ved Tissø er den i Danmark, hvor der er fundet flest amuletter og menneskefigurer. Her en kvindefigur fundet i to dele. Foto: Pia Brejnholt, Førkristne Kultpladser

Handel, håndværk og kultdyrkelse

I de ca. 500 år, Tissø-residenserne eksisterer, er det et sted, hvor magten færdes. Den historie fortælles både af bygningernes overlegne udformning og de mange unikke fund, der er gjort på stedet. Her er spor efter jernsmede, smykkesmede, træ- og tekstilhåndværk. Importerede varer vidner om et internationalt handelscentrum, mens fund af rideudstyr og våbendele peger på en tilstedeværelse af ryttere og våbenføre mænd.

”Og så er der spektakulære fund som fibler (et – ofte dekorativt – spænde med en nål til at fastgøre tekstiler, red), smykkemodeller, amuletter, som thorshammere og så videre. Der er fundet usandsynligt mange genstande med en særlig betydning, og det er den plads i Danmark, hvor der er fundet flest amuletter og menneskefigurer.”

Smykkerne med religiøse motiver er ikke de eneste spor efter gudedyrkelse. På området har man fundet flere offerfund som våben og en værktøjskiste i hhv. søen og en nærliggende å. Desuden er en brøndlignende struktur, hvor der over længere tid er blevet nedlagt dyreknogler, hvorefter den er blevet forseglet med en stor sten i toppen.

”Det er blandt andet kranier og store lemmeknogler af heste, hunde, tyre, geder osv. Man kan se på knoglerne, at de har været udsat for vind og vejr, inden de er lagt ned. De er altså blevet brugt til noget inden, måske som udsmykning i forbindelse med kulten. Det, at man har lagt dem ned, som man har gjort, viser, at de endnu besad en kraft eller magi, så de skulle håndteres på en bestemt måde,” fortæller Josefine Franck Bican.

Kulthuset er en bygning, man har fundet spor efter i et lille indhegnet område ved Fugledegårdresidensen. Der er ikke fundet genstande, der direkte kan forbindes med kultdyrkelse i huset, men sammenligner man med kulthuse på andre pladser, er der klare fællestræk. For eksempel peger bygningens beliggenhed i den retning.

”I begyndelsen var der kun adgang til bygningen fra hallen, så den har haft en helt særlig betydning. Vi ved ikke, om stormanden personligt har styret kulten, men han har nok haft en styring med den.”

Pladsen byder på mange importerede fund. Fx denne kattelignende figur, som man mener har siddet i bunden af et såkaldt hængekar. Figuren er fra England. Foto: Pia Brejnholt, Førkristne Kultpladser.

Lejrekongens sommerresidens?

Hvem stormanden var, kan man ikke med sikkerhed sige. Men den tydelige magtdemonstration og en lignende byggestil og struktur peger mod det samtidige kongesæde Lejre, 60 kilometer derfra.

”Der er håndværk og handel til stede, vi kan se det religiøse og vi har et helt særligt genstandsmateriale. Det eneste, vi ikke har, er gravene. De ligger så i Lejre.  En mulighed er, at Tissø er Lejrekongens sommerresidens, men vi ved det ikke med sikkerhed”

Under alle omstændigheder har Tissø været et sted, der ikke var til at komme uden om i en 500 år lang periode fra ca. 550-1050. Det er heller ikke uden grund, at pladsen er en af de bedst afdækkede i den liga herhjemme.

”Tissø er en nøglelokalitet til at forstå den periode – både lokalt, regionalt, skandinavisk og internationalt. Den giver en forståelse af magt, kommunikation, struktur, funktion, kult og ritualer,” fortæller Josefine Franck Bican.

Artikelserien Her blev Danmark født er blevet til på baggrund af en række foredrag, som blev afholdt i løbet af 2020. Artiklen her bringer nogle af de vigtigste pointer foredraget om Tissø. Foredragsholder er Josefine Franck Bican, cand.mag. i forhistorisk arkæologi, som har arbejdet med Tissø i perioden 2000-2019 med udgravning, publicering, digitalisering, registrering og som redaktør på Tissøpublikationen. Bican har udgivet flere artikler om Bulbrogårdresidensen.