Gl. Kongsgaard slår dørene op for sommeren

26.05.2023

Et historisk teaterstykke udspiller sig på gårdspladsen et par gange i løbet af dagen, når Gl. Kongsgård fejrer begyndelsen på en ny sæson. Foto: ROMU

Sommeren begynder med en festlig og historisk sæsonåbning på Gl. Kongsgaard. Søndag den 4. juni fra 11-16 vil gården være fyldt med aktiviteter, håndværk, godt til ganen og hyggeligt samvær.

Gamle håndværk får et særligt fokus ved årets åbning. Her kan gæsterne opleve boder med salg af håndværksvarer og demonstration af b.la. plantefarvning, pilefletning, hørproduktion, båndvævning og produktion af strådyr.

”Der vil også være mulighed for at prøve kræfter med at slå med le og støbe sit eget lys. Så børnene kan få sig en sjov dag med gamle lege, og alle kan prøve lykken i en omgang hønsebingo. Det plejer at være ganske underholdende!” fortæller Maja Kvamm, der arbejder på Lejre Museum.

Gl. Kongsgaard er en fæstegård fra 1700-tallet, der ligger i hjertet af Gl. Lejre. Gårdens frivillige havehold, der hele sommeren holder gården åben med salg af kaffe og kage, vil vise rundt i den gamle gård med de smukke møbler og fortælle om den historiske have, som står med originale planter fra 1800-tallet. Hele dagen akkompagneres af lystig spillemandsmusik og et par gange vil et historisk teaterstykke udspille sig på gårdspladsen.

Lejre Museumsforening står for salg af sandwich, mens Gl. Kongsgårds frivillige sælger lækre kager og kaffe med på-tår.

Tag en dag ud af kalenderen og kom til en hyggelig sommerdag i Gl. Lejre.

”Vi glæder os alle sammen til at tage imod nye som gamle gæster til årets hyggelige sæsonåbning, og vi håber at gæsterne har lyst til at komme igen henover sommeren”, fortæller Else Kristiansen og Vivian Møller, der begge er medlemmer af det frivillige havehold.

Gl. Kongsgaard holder i sommersæsonen åbent torsdage og søndage kl. 13-16 i juni, juli og august med gratis adgang til det smukke stuehus og salg af kaffe og kage.

Tid, pris og sted

4. juni 2023, kl. 11:00-16:00

Gratis

Gl. Kongsgård, Orehøjvej 12, 4320 Lejre

OBS. Vær opmærksom på, at renoveringen af broen over Holbækmotorvejen (dvs. på Orehøjvej ved Gevninge) kan have betydning for din rute til Gl. Kongsgaard.

Spøgelsesskibet i Lejre Ådal

Af: Ole Thirup Kastholm

11.11.2021

Læsetid: 4,5 minutter

Lejre Ås munding med kig mod Lyndby Kirke. Foto: Ole Kastholm, ROMU.

I første afsnit af ”Spøgelsesskibet” hørte vi om, hvordan man ved et gravearbejde i ådalen i 1930’erne var stødt på et muligt skibsvrag fra vikingetiden. Vi hørte også om, hvordan museumsfolk såvel som den lokalhistoriske forening i 1980’erne forsøgte at genfinde skibet – med georadar, boringer og prøvegravning. Men der blev ikke fundet noget skib, og til slut lød spørgsmålet: Kunne man overhovedet sejle på åen dengang?

Del 2 – Sejle op ad åen?

Kunne man sejle på Lejre Å i yngre jernalder, for henved 1.000 år siden? Flere faktorer har betydning for besvarelsen af spørgsmålet: vandstanden i fjorden, åens slyngninger og beliggenhed i landskabet samt designet på datidens fartøjer. Flere af disse spørgsmål har i større eller mindre omfang har været berørt af tidligere forskning.

Havniveauet i Roskilde Fjord

I ældre forskning mente man at havniveauet i vikingetidens Danmark generelt var omkring 1 m højere end i dag, hvilket gennem tiden været brugt som argument for at man dengang kunne sejle ind til en række vigtige indlandslokaliteter. Men nyere undersøgelser, der hviler på et større datamateriale og mere præcise dateringer, viser noget ganske andet: Nemlig at vikingetidens havniveau i det store og hele var lige som i dag. Dét er et billede, der kan bekræftes for Roskilde Fjord-områdets vedkommende, hvor havspejlets forandringer gennem historien har været undersøgt af geologen Erling Bondesen, som har sammenholdt de generelle havspejlssvingninger med lokale boringer og arkæologiske fund ved fjordens kyster. Selv om havniveauet i en given periode er resultatet af nogle komplekse processer, så viser Bondesens resultater ret klart, at vandspejlet i yngre jernalder og vikingetid maksimalt kan have svinget indenfor ± 1 m i forhold til nutidens vandspejl, og at strandlinjen overordnet set befandt sig nogenlunde der, hvor den også findes i dag. Derfor må det også konkluderes, at fjorden ikke har været nærmere Lejre end det er tilfældet i dag. Eventuel sejlads ind mod kongesædet må altså have fundet sted fra Lejre Ås nuværende udmunding ved Tranehalsen, knap to kilometer nordvest for landsbyen Gevninge.

Åmundingen set fra luften. Flyfoto: Ole Kastholm, ROMU.

I dag er selve åmundingen meget lavvandet, og kun besejles af små og fladbundede både. Artiklens forfatter udforskede her i efteråret åens ydre del ved en lille test-rotur i en såkaldt norsk pram, som venligst blev stillet til rådighed af Maritimt Forsøgscenter ved Lyndby. Prammen er en ganske lille og let robåd, der har en dybgang på ca. 20 cm, og har behov for ca. fem m bredde for at kunne manøvres for årer. Med få cm vand under kølen lykkedes det at forcere åmundingen, og fortsætte op ad åløbet, hvor dybden blev øget lidt. Men efter ca. 500 m måtte videre fremfærd opgives, da åen smalnede til, og årerne blev fanget af sivene på begge sider. Afstanden mellem åløbets faste bredder er på dette sted ca. 5,75 m. Kun med en kano eller en kajak ville man kunne komme videre. At stage sig videre frem var heller ikke en mulighed, da åens bund viste sig er for blød til at kunne støde fra.

Lejre Å i yngre jernalder

Spørgsmålet er så om forholdene på åen var anderledes for 1000 år siden. Arkæologen Jens Ulriksen har kigget nærmere på dette, og pointerer indledningsvis, at en række menneskeskabte faktorer – såsom dræning af omkringliggende jorder og indvinding af drikkevand – igennem tiden har ændret på vores vandløb, både hvad angår form og vandmængde. For Lejre Ås vedkommende, så er vandmængden i dag kraftigt reduceret, hvilket dels skyldes at drikkevandsboringerne har sænket grundvandsniveauet, dels at der løber mindre vand til åen sydfra. Før da var der altså en højere vandstand i åen, men også en kraftigere strøm ud mod fjorden. Ulriksen har på baggrund af kortmateriale desuden undersøgt faktorer som åens slyngninger og dens fald igennem landskabet fra udspring til munding. Herudfra når han frem til, at strækningen fra fjorden og indtil området omkring Gevninge er relativt lige og med ubetydelig stigning, mens strækningen herfra og frem til Lejre dels er præget af skarpe slyngninger, dels af en kraftigere stigning. Konklusionen er, at det næppe har kunnet lade sig gøre at bevæge sig længere op ad Lejre Å end til Gevninge.

Den første del af Lejre Å er relativt bred. Her set fra mundingen og østpå mod Sluphuse. Foto: Ole Kastholm, ROMU.

Efter få hundrede meter bliver åløbet for smalt til at ro selv en lille båd videre. Foto: Ole Kastholm, ROMU.

Undersøgelser ved Borgring

Et andet sted på Sjælland har et forskerteam undersøgt en lignende problemstilling grundigt, og netop offentliggjort resultatet i en videnskabelig artikel. Det er ved vikingetidsborgen Borgring vest for Køge. Borgring ligger på kanten af Køge Ådal, og der er ca. 4,5 km gennem ådalen fra borgen og ud til kysten i Køge Bugt, når man ser bort fra åens slyngninger. Ganske som i tilfældet Lejre har der været fremsat spekulationer om, hvorvidt det i vikingetiden var muligt at besejle Køge Å ind til Borgring. For at afklare spørgsmålet blev der taget boreprøver og gravet tværsnit i ådalen, og på baggrund af ¹⁴C-dateringer kunne hovedtrækkene i åens forløb og størrelse i vikingetiden fastslås. Efterfølgende kunne resultatet sammenholdes med en række kendte vikingeskibsfund i forskellig størrelse. Konklusionen var klar: Åens slyngninger og dybde tillod højst en jolle at komme frem, og så ville åens brinker ikke have levnet plads til brug af årer. Et fartøj på bare 10 m længde ville have siddet fast i vandløbets skarpe sving – her må det indskydes, at bare et mindre langskib fra vikingetiden har haft en længde på 17-20 m, mens de længste vi kender til har haft en længde på op mod 37 m.

Slyngningerne på Køge Å sammenholdt med vikingeskibsfundene fra Skuldelev: vrag nr. 1 = 16 m langt; vrag nr. 2 = 29,2 m langt; vrag nr. 3 = 14 m langt; vrag nr. 5 = 17,3 m langt; vrag nr. 6 = 11,2 m langt. Kun den lille jolle på 6,5 m fra Gokstadfundet i Norge kan passere slyngningerne. Illustrationen stammer fra artiklen ”The lost landscape of Borgring” skrevet af C. Jessen, P.S. Henriksen, M.M. Hald & J. Ulriksen i ”Danish Journal of Archaeology” (vol. 10, 2021).

Vi kan naturligvis ikke i detaljen overføre forholdene omkring åen ved Køge til Lejre. Men indtil videre tyder alt på, at muligheden for sejlads i større stil har været lige så umulig til Lejre som til Borgring. Ikke desto mindre vil en grundig geoarkæologisk undersøgelse af ådalen, som den ved Borgring, være den bedste måde at få afklaret spørgsmålet på.

Men hvis ikke det var muligt at sejle så langt op ad åen som til syd for Lænkebro, hvad var det så de observerede under ledningsarbejdet, arbejdsmændene dengang i 1930’erne? Det må vi se nærmere på i tredje og sidste afsnit af ”Spøgelsesskibet i Lejre Ådal” …

Oversigtskort med Lejre Ådal. Rød pil er kongesædet i Lejre. Gul pil er Gevninge, som er foreslået som Lejres anløbsplads. Grøn pil viser hvor langt man i dag kan komme op i Lejre Å med en lille robåd. Baggrundskort: Høje Maalebordsblade fra sidste halvdel af 1800-tallet, © Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering.

Spøgelsesskibet i Lejre Ådal

Af: Ole Thirup Kastholm

28.09.2021

Den største af kongehallerne ved Lejre set fra luften, da den blev udgravet i 2009. I baggrunden ses Lejre Ådal og åen. Foto: Ole Kastholm, ROMU.

Læsetid: 6,5 minutter

Tag med denne artikelserie med på en opdagelsesrejse i tre dele, hvor vi kaster os over spørgsmålet: Kunne jernalderens og vikingetidens folk sejle ind til kongesædet i Lejre? Rejsen hen over Roskilde Fjord til Lejre Ådal byder på tiders forskningsresultater, overraskende opdagelser og et spøgelsesskib

Del 1 – Eftersøgningen

”I gamle dage kunne man vist sejle her?” Dét er en folkelig opfattelse, man som arkæolog ofte bliver præsenteret for ude i det danske landskab. Selv ude i Vindinge, landsbyen sydøst for Roskilde, der befinder sig godt 50 m over fjordens nutidige vandspejl, er jeg engang blevet stillet det spørgsmål. Og vand har der jo været også der, hvor Vindinge ligger i dag – for henved 20 millioner år siden, dog uden et ”man”, som kunne sejle på det. Når det er sagt, så er tanken om sejlads til lands alligevel ikke helt skæv. Landskabet er dynamisk, det har været – og er – under stadig forandring, hvilket skyldes både eustatiske og isostatiske kræfter, altså henholdsvis ændringer i havspejlets niveau og landhævning eller -sænkning. I slutningen af jægerstenalderen (5400-3950 f.Kr.) nåede havspejlet sit maksimum inden for den periode, hvor der har levet mennesker på vores breddegrader, og stod 3-5 m højere end i dag i regionen omkring Roskilde Fjord. Dermed lå kystlinjen, hvor der er tørt land i dag, og mange af vores nuværende ådale udgjorde små fjordarme. Dengang kunne man sejle mange steder, hvor det ikke er muligt i dag. Imidlertid hævede landet sig efterhånden, vandet blev trukket tilbage, og det landskab vi kender i dag, dukkede frem i løbet af bondestenalderen.

Kongesædet i Lejre

En lokalitet, der traditionelt har pådraget sig særlig opmærksomhed med hensyn til mulige eller umulige besejlingsforhold, er jernalderkongesædet i Lejre. Kunne man dengang sejle de ca. seks km fra bunden af Lejre Vig ad åen indtil dette betydningsfulde sted, som var i funktion fra ca. 500-1050 e.Kr.? Det er et rigtigt guldaldermaleri: Langskibenes knejsende dragehoveder i ådalen neden for skråningen med den mægtige kongehal. Guldaldermaleriet er jo sådan set ikke grebet ud af den blå luft, for i sagaerne sejler kongerne så godt som altid, når de skal ud og føre sig frem. Skibet og kongemagten havde et symbiotisk forhold i jernalderen.

Lejre Å som den ser ud i dag, lige syd for Lænkebro, hvor georadarundersøgelsen fandt sted i 1981. Foto: Ole Kastholm, ROMU.

Et skib i ådalen?

Havde fordums kongers snekker besejlet Lejre Å, så kunne man måske være så heldig at finde resterne af et skib i dag? Det var motivationen for nogle undersøgelser i ådalen, som blev foretaget af Vikingeskibshallen, Nationalmuseet, Roskilde Museum og Lejre Fredningsforening i første halvdel af 1980’erne. På Lejre-egnen havde nemlig i mange år floreret den historie, at der ved et gravearbejde i Lejre Ådal i slutningen af 1930’erne skulle være fundet plankerne fra et vikingeskib. Historien kom fra arbejdsmænd, som havde været med ved anlæggelsen af den kildeplads i ådalen, der til i dag medvirker til at forsyne København med drikkevand.

I musealt regi begyndte historien d. 5 december 1977, hvor Ole Crumlin-Pedersen fra Nationalmuseets Skibshistoriske Laboratorium i Roskilde blev ringet op af en fru Aasted – indrømmet, et for sagen ganske sigende efternavn. Fru Aasted havde før boet i Gevninge, og hendes nabo her – en hr. Sørensen – arbejdede ved vandværket. Han fortalte, at der var fundet et ”vikingeskib” ved gravearbejderne i ådalen, men at man havde holdt fundet hemmeligt for ikke at forsinke arbejdet. Nu var hr. Sørensen død, og fru Aasted mente at hun nu kunne give sin hemmelighed videre.

Men i Lejre Fredningsforening havde man kendt til ”vikingeskibssagen” i længere tid. Foreningens formand Leif Færregaard Jensen var siden 1973 gentagne gange blevet præsenteret for historien, og folkene fra foreningen udforskede den yderligere i tiden fra 1977-1979. Gennem interviews med en række lokale, som på den ene eller anden måde havde været involveret – eller kendte nogen, der havde – kom flere oplysninger frem. Det skete dog ikke uden sværdslag, for flere var uvillige til at tale om sagen, da arbejdsformanden dengang angiveligt havde truet dem til tavshed – en trussel, som åbenbart stadig havde sin virkning fire årtier senere. Men det lykkedes alligevel at få vigtige detaljer frem, ikke mindst om hvor ”skibet” formodentlig var blevet set.

Resultaterne fra georadarundersøgelsen i 1981. Anomalierne ses skraveret. Fra Vikingeskibsmuseets arkiv.

Eftersøgning med georadar i 1981

Med Jan Skamby Madsen fra Vikingeskibshallen i spidsen indledte museerne og Fredningsforeningen på den baggrund en undersøgelse i ådalen. Ud fra de forhåndenværende informationer blev eftersøgningsstedet indkredset til omtrent 30 m syd for Lænkebro, som stedet hedder, hvor landevejen mellem Roskilde og Holbæk krydser dalen. Her ved Københavns Vandforsynings brøndboring nr. G23 mente man at stedet var.

Som værktøj blev en af de dengang helt nye metoder valgt, georadar. Georadaren sender et radarsignal ned i jorden, og signalets refleksion kan fortælle om strukturer eller konstruktioner, der skiller sig ud fra jordlagene. På den måde kan man i princippet kigge ned i jorden – uden at svinge spade og skovl. Georadarundersøgelsen i Lejre Ådal var sammen med undersøgelserne af Sydhøjen i Jelling blandt de tidligste forsøg med denne metode på det arkæologiske område i Danmark. Med georadaren kunne man dække et relativt stort område, og på baggrund af resultaterne efterfølgende sætte ind med udgravninger på udvalgte steder.

Undersøgelsen, der fandt sted i oktober 1981, dækkede et areal på ca. 470 m² omkring vandværksbrønden. Radarsignalet kunne dog kun nå 1-1,5 m ned under overfladen, og dækkede dermed blot ferskvandstørven. En boreprøve viste, at der under denne dybde fandtes marine aflejringer. Desværre gav georadaren ikke entydige resultater, men der kunne dog udpeges enkelte ”anomalier” i undergrunden, der muligvis kunne være forårsaget af større træstykker. Der blev også planlagt en prøvegravning på de udpegede steder i maj 1982, men den fandt ikke sted. Der er dog også kun et enkelt af de udpegede steder, som kan have relevans, da det befinder sig, hvor der blev gravet i forbindelse med brønden, mens de andre ligger uden for graveområdet fra 1930’erne.

Stedet, hvor Lejre Fredningsforening foretog deres undersøgelse i 1984, som det ser ud i dag. Foto: Ole Kastholm, ROMU.

Boringer og prøvegravning i 1984

Efter de ikke helt entydige resultater fra 1981-undersøgelse, fortsatte Fredningsforeningen indsatsen i Gevningeområdet med at indsamle oplysninger om fundet i ådalen. Det førte til ny og mere præcis viden, som tydede på, at georadarundersøgelsen havde ramt ved siden af. Ifølge de nye oplysninger var fundet gjort nedenfor Orehøjgård, 600-800 m syd for Lænkebro. Det havde befundet sig i to meters dybde, og havde kunnet følges over en strækning på fem meter i vestsiden af ledningsgraven. På den baggrund granskede folkene fra foreningen terrænet, sammenholdt det med vandforsyningens kortmateriale, og interessen samlede sig derefter om strækningen mellem to vandværksbrønde, G18 og G17.

Eftersøgningen blev taget op på ny i 1984. Nu med jordbor på strækningen mellem de to brønde. I alt 22 boringer blev foretaget for at finde frem til trærester, og omtrent midtvejs mellem brøndene dukkede der pludselig træ op i adskillige boringer. Træet lå godt en meter nede, og et gennemsyn på Vikingeskibshallen viste, at der var tale om ret nedbrudt fyrretræ. Det var på tide at foretage en prøvegravning, hvilket skete juni-august 1984.

Et lille udgravningsfelt 6 m² blev anlagt der, hvor koncentrationen af træ havde vist sig. Terrænoverfladen var her ca. 3,6 m over havets overflade. Der blev gravet ned gennem tørven, til omtrent halvanden meters dybde, ned til istidens aflejringer af grus og sand, som befandt sig ca. 2,4 m over havets overflade. Undervejs undersøgte Fredningsforeningen mange stykker træ, der viste sig at være fyrretræ, ligesom i boreprøverne. Men beklageligvis viste træet sig at være uberørt af menneskehånd, det var naturens efterladenskaber omkring vandløbet. At der har været en del fyrreskov ved ådalen blev også indikeret i nogle pollenprøver, der blev taget under udgravningen fra den nederste del af tørvelaget, og efterfølgende analyseret på RUC. To af prøverne blev vurderet til at være fra Subboreal tid (3900-500 f.Kr.) mens en tredje var fra Subboreal eller Subatlantisk tid (500 f.Kr. til i dag).

Udgravningsplanen fra Lejre Fredningsforenings undersøgelse i 1984. Fra Vikingeskibsmuseets arkiv.

Fredningsforeningens undersøgelse viste sig altså også resultatløs, for så vidt angår spøgelsesskibet. Da udgravningen var afsluttet gik foreningens folk til deres kilde i Gevninge, i udgravningsrapporten benævnt ”H.”, for at dobbelttjekke om de nu havde gravet det rette sted. Det blev i store træk bekræftet af H., dog opstod der en mistanke om, at vraget kunne gemme sig under den flere meter brede ingeniørvej, som var anlagt mellem vandværksbrøndene. Denne mistanke blev dog liggende på skrivebordet, for her kunne man ikke så let komme til at grave.

Georadar, boringer, prøvegravning. Intet spor af spøgelsesskibet var blevet fravristet ådalens tørv. Efter Fredningsforeningens indsats blev der ikke gjort yderligere for at opklare den mærkelige sag, og hvis der er et skib i ådalen, så ligger det der måske endnu. Eller gør det? For hvordan skulle et vikingeskib have passeret det snævre åløb – kan det overhovedet lade sig gøre? Det er et spørgsmål, hvis besvarelse vi må kigge nærmere på i næste afsnit af ”Spøgelsesskibet i Lejre Ådal”.

Oversigtskort med de to undersøgelser i Lejre Ådal. Øverste prik er georadarundersøgelsen, nederste prik er udgravningen. Baggrundskort: Høje Maalebordsblade fra sidste halvdel af 1800-tallet, © Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering.

Foredrag belyser gamle gåder fra den sagnomspundne Lejre Ådal

De fleste, der færdes i den naturskønne ådal øst for Gl. Lejre, har sikkert bemærket, at der de seneste år har foregået et større ledningsarbejde langs Lejre Å, hvor der er lagt vandledninger mellem vandværket ved Lejre og et nyt værk, der opføres ved Gevninge.

Ethvert spadestik i Lejres muld kan potentielt afsløre nye spor efter stedets fascinerende fortid, og ROMU’s arkæologer har tilset gravearbejdet i Lejre Ådal løbende. I slutningen af november 2021 fandt man resterne af en møllekanal, og det gav anledning til begejstring. For måske havde man her fundet levnene af ”Lune Mølle” – en vandmølle, vi ellers kun har kendt af navn fra gamle landskabskort.

Til aftenens foredrag kan man blive opdateret på den nyeste arkæologiske viden om ådalen i Lejre, når arkæolog og museumsinspektør fra ROMU, Ole Kastholm, fortæller om fundet af Lune Mølle og sætter det i perspektiv til andre fund i ådalen. For Lune Mølle er ikke den eneste uløste gåde fra ådalens fortid, som vil blive belyst til aftenens foredrag. Nye arkæologiske undersøgelser kan nemlig bringe klarhed over et mangeårigt og sejlivet rygte om, at resterne af et vikingeskib – et såkaldt spøgelsesskib – skulle gemme sig i Lejre Ådal.

”Arkæologiske undersøgelser bliver ved med at belyse spørgsmål om Lejres fortid med nye fascinerende resultater, og lægger nye brikker til det samlede billede af Lejre. Vi glæder os til foredraget, der vil holde os helt ajourført med fortidens Lejre” fortæller Maja Kvamm, der er projektmedarbejder på Lejre Museum.

Tid, pris og sted

Torsdag d. 10. november kl 19-21.

75 kr. (+ billetgebyr). Tilmelding via billetto.

Lejre Museum, Orehøjvej 4b, 4320 Lejre

Dørene til arrangementet åbner kl 18:45

Årets mest populære artikler på Lejremuseum.dk

Af Søren Stegger Søndergaard Jensen

13.12.2021

Læsetid: 2 min.

Året går på hæld – og udsigten i Gl. Lejre er smuk og passende for årstiden. Vi ser tilbage på året der gik i 2021. Foto: Søren Stegger Søndergaard Jensen / ROMU 

Året er ved at gå på hæld, og her på Lejre Museum glæder vi os til at se, hvad 2022 kommer til at bringe.

Før vi springer ind i det nye år, vil vi dog kigge tilbage på hvad der rørte sig i løbet af året her i Lejre, det danske kongeriges vugge.

Derfor har vi undersøgt, hvad I har læst mest om på vores hjemmeside og fundet de 5 mest læste artikler fra 2021:

Året 2021 har ført til en masse oplevelser på Lejre Museum, hvor vi både har gjort nye arkæologiske opdagelser, formidlet nye historier og været centralpunkt i DR2’s fortælling omkring Danmarks første konge. Foto: ROMU

5. plads: En mystisk viking…

På femtepladsen over de mest læste artikler på vores hjemmeside, kan du læse om ’Skelettet i Kongehallen’. Den mystiske viking, som blev fundet under udgravningerne af Danmarks største kongehal, rejser mange interessante spørgsmål omkring kongerigets storhedstid – du kan stadig møde skelettet i vores udstilling.

Læs artiklen om Skelet-mysteriet her

4. plads: Gammel Kongsgården åbner!

Fjerdepladsen indtages af en nyhed, som mange havde glædet sig til. Torsdag d. 3. juni åbnede dørene igen op for gæster på Gammel Kongsgård, hvor de frivillige ildsjæle holdte gården åben med kaffe, kage og god stemning.

Læs om sommer i Gl. Lejre og glæden over Gammel Kongsgård her

3. plads: Lejre og Danmarks første konge?

I femte og sidste afsnit af ”Gåden om Danmarks første konge” besøgte TV-vært og historiker Cecilie Nielsen Lejre Museum, hvor museumsinspektør Isabella No’omi Fuglø forklarede hvorfor, at Lejre er så vigtig en del af fortællingen omkring den danske kongerække.

Læs artiklen om Jagten på den første danske konge her

2. plads: Nye forskningsresultater om Ny Kongsgårdskatten.

Vores andenplads indtages af de spændende forskningsresultater, der kom frem, da den hollandske forsker, Drs. Arent Pol fra Universitetet i Leiden, besøgte arkæolog ved Lejre Museum, Julie Nielsen. Han skulle undersøge og datere guldet fra Ny Kongsgårdskatten, der blev fundet i 2011.

Læs om resultaterne af undersøgelsen her

1. plads: Et spøgelsesskib?

Årets mest læste artikel handler om Spøgelsesskibet fra Lejre Ådal. Vi stiller spørgsmålet: Kunne jernalderens og vikingetidens folk sejle ind til kongesædet i Lejre? I artikelserien er der alle tiders forskningsresultater, overraskende opdagelser og et spøgelsesskib.
NB! Tredje og sidste del af artikelserien udkommer i starten af januar 2022

Læs om spøgelsesskibet fra Lejre Ådal her