Gammel Kongsgård slår dørene op torsdag den 3. juni

26.05.2021

Gammel Kongsgård slår dørene op fra 3. juni og har åbent alle torsdage og søndage i juni, juli og august. Foto: ROMU.

Juni er snart over os, og det betyder, at Lejre Museum kan sæsonåbne Gammel Kongsgård i Gl. Lejre. Det sker den 3. juni.

200 meter fra Lejre Museum midt i landsbyen Gl. Lejre ligger Gammel Kongsgård, et bevaret stuehus fra en gård bygget i 1740.

Gården er åben for offentligheden torsdage og søndage i juni, juli og august klokken 13-16 – og torsdag den 3. juni er altså første åbningsdag.

Det er ganske gratis at komme ind og opleve denne kulturhistoriske perle, og for en skilling kan man nyde en kop kaffe og et stykke kage i den smukke have.

Museumsinspektør på Gammel Kongsgård og Lejre Museum, Isabella No’omi Fuglø, ser frem til åbningen efter en lang og hård vinter:

“Sommer i Gl. Lejre betyder jo hygge med kaffe og kage i haven ved Gammel Kongsgård, og jeg kan ikke vente. Og så bliver det jo bare skønt igen at kunne lukke både lokale og turister ind i denne lille perle af et fortidsminde, hvor de frivillige står klar til at fortælle historier fra gården og fra Gl. Lejre. Vi håber på fantastisk vejr og et stærkt fremmøde fra d. 3. juni og frem gennem sommeren på alle torsdage og søndage.”

De frivillige glæder sig

Frivillige ildsjæle holder gården åben med salg af kaffe og kage og giver i løbet af dagen den 3. juni omvisninger i den gamle fæstegård med de smukke møbler og i haven, som står med originale planter fra 1800-tallet.

Allis Bergh, der selv kommer til at vise rundt i den fine fæstegård, glæder sig særligt til at vise brugerne det gamle køkken, hvor der er åbent ildsted – og også bornholmeruret i den fine gamle stue og haven.

“Haven er jo i fuldt flor og en oplevelse i sig selv lige nu”, siger Allis Bergh, der sammen med de andre frivillige ser frem til at sæsonåbne Gammel Kongsgård.

Tag en dag ud af kalenderen og kom med en tur ind i historiens vingesus, når vi skaber rammerne om en hyggelig sommerdag i Gl. Lejre.

Fakta:

I 1910 blev det besluttet at rive Gammel Kongsgård ned og bygge en ny. Foreningen til gamle Bygningers Bevaring henvendte sig imidlertid til lensgreven på Ledreborg, som ejede gården. Beslutningen blev ændret, så den nye gård blev opført overfor i stedet.

Gården er åben for offentligheden torsdage og søndage i juni, juli og august klokken 13-16, og det er ganske gratis at komme ind og mærke et sus fra 1700-tallet.

Kaffe og kage kan betales med kontanter og MobilePay.

Vild med sagnkonger, vikinger og jernalderarkæologi? Skal du være med til at få Lejre tilbage i danmarkshistorien?
Så skal du tilmelde dig Lejre Museums nyhedsbrev, hvor du månedligt vil modtage artikler, nyheder og spændende historier.

Til top
X
post-5385

DR2 JAGTER DEN FØRSTE DANSKE KONGE – OG SPORENE ENDER PÅ LEJRE MUSEUM

BEGIVENHED

DR2 jagter den første danske konge – og sporene ender på Lejre Museum

04.11.2021

Museumsinspektør Isabella No’omi Fuglø (tv) tager imod DR2-vært og historiker Cecilie Nielsen (th) på Lejre Museum, hvor jagten på den første danske konge ender. Foto: Nicki Sørensen/DR.

 

I DR2’s nye historiske serie ”Gåden om Danmarks første konge” rejser historiker Cecilie Nielsen rundt i kongeriget for at blive klogere på, hvorfor kongerækken ser ud, som den gør. Jagten fører hende i sidste afsnit til Lejre Museum, hvor en lille figur udfordrer den nationale selvforståelse – og viser, at der har været en kongemagt i Lejre før kristendommens indtog i Danmark

Lejre er et sted fyldt med sagn og mysterier – men de sidste 40 års arkæologiske udgravninger på egnen taler deres tydelige videnskabelige sprog og viser os, at de vilde historier ikke bare er grebet ud af den blå luft.

Før Gorm den Gamle og før Harald Blåtands kristning af danerne har der været en centraliseret magt i Lejre, og dén del af Danmarkshistorien får nu oprejsning i DR2’s nye serie ”Gåden om Danmarks første konge”. Historiker Cecilie Nielsen rejser land og rige rundt og besøger flere steder, hvor der er spor efter store konger.

Kongehallerne er en magtmanifestation
I sidste afsnit af serien, som lige nu kan ses i sin fulde længde på DRTV, møder Cecilie Nielsen museumsinspektør ved Lejre Museum, Isabella No’omi Fuglø, som hun har sat stævne ved kongehallen i Sagnlandet Lejre.

Kongehallen er en genskabelse af den største hal fra vikingetid, vi kender i Danmark, baseret på blandt andet Lejre Museum og ROMUs udgravninger og forskning. Sporene efter den blev fundet i 2009, og Isabella No’omi Fuglø peger på, hvordan den enorme hal, som måler over 60 meter fra gavl til gavl, er ét blandt flere vidnesbyrd om et magtcentrum i Lejre før Gorm den Gamle og hans efterkommere.

Odin fra Lejre udfordrer vores nationale selvfortælling
Isabella No’omi Fuglø inviterer også Cecilie Nielsen med ind på Lejre Museum, hvor man kan opleve sølvfiguren Odin fra Lejre, som blev fundet omkring kongehallen.

Ifølge Fuglø udfordrer tolkningen af denne unikke lille figur den danske selvforståelse som en nation, hvis historie først rigtig begynder ved Harald Blåtands kristning af danerne på Jellingestenen i ca. 965.

For Odin var gudernes konge og kongernes gud – derfor har figuren været meget værdifuld og en konge værdig. Så også dén vidner om en kongemagt i århundrederne, der gik forud for Gorm den Gamles og Harald Blåtands tid, forklarer Isabella No’omi Fuglø.

Hun mener, at der skal være mere plads i vores fælles bevidsthed til fortællingen om de kongemagter, der gik hånd i hånd med asatroen, og som havde deres langvarige storhedstid gennem flere århundreder, inden kristendommens indtog – og en væsentlig del af den historie begynder i Lejre.

Se hele serien ”Gåden om Danmarks første konge” på DRTV eller onsdage kl. 21.00 på DR2 fra 3. november. Afsnittet fra Lejre sendes på DR2 den 1. december.

Bliv klogere på, hvor Lejre er Kongerigets Vugge, og dyk dybere ned i historien om de første konger i udstillingen på Lejre Museum.

Læs mere om museet og se åbningstider og entrepriser.

Vild med sagnkonger, vikinger og jernalderarkæologi? Skal du være med til at få Lejre tilbage i danmarkshistorien?
Så skal du tilmelde dig Lejre Museums nyhedsbrev, hvor du månedligt vil modtage artikler, nyheder og spændende historier.

post-1509

Butik

BEGIVENHED

Besøg Lejre Museums butik hvor du finder et varieret udvalg af varer bl.a. historiske smykker, bøger, legetøj, drikke og meget mere. Mange af varerne kommer med en lille historie tilknytte. I Butikken kan også købes billet til museets udstillinger såvel som til museets forskellige arrangementer.

Lejre Museum tilbyder også muligheden for at stille tørsten og den søde tand. I museets lille cafehjørne kan du nyde økologisk, fairtrade Puro kaffe, økologisk juice, smoothies og sodavand fra Naturfrisk Ørbæk Bryggeri, Hansen’s Is samt chokolade fra den lokale chokoladeverdensmester Friis-Holm m.m. I sommerhalvåret kan du nyde dine køb og solens stråler i vores udendørs cafemøbler.

Det er gratis entré til museets butik og café.

banner_gul_99x32

Åbningstid i dag
d.7-12-2021
Åben