Spøgelsesskibet i Lejre Ådal

Af: Ole Thirup Kastholm

11.11.2021

Læsetid: 4,5 minutter

Lejre Ås munding med kig mod Lyndby Kirke. Foto: Ole Kastholm, ROMU.

I første afsnit af ”Spøgelsesskibet” hørte vi om, hvordan man ved et gravearbejde i ådalen i 1930’erne var stødt på et muligt skibsvrag fra vikingetiden. Vi hørte også om, hvordan museumsfolk såvel som den lokalhistoriske forening i 1980’erne forsøgte at genfinde skibet – med georadar, boringer og prøvegravning. Men der blev ikke fundet noget skib, og til slut lød spørgsmålet: Kunne man overhovedet sejle på åen dengang?

Del 2 – Sejle op ad åen?

Kunne man sejle på Lejre Å i yngre jernalder, for henved 1.000 år siden? Flere faktorer har betydning for besvarelsen af spørgsmålet: vandstanden i fjorden, åens slyngninger og beliggenhed i landskabet samt designet på datidens fartøjer. Flere af disse spørgsmål har i større eller mindre omfang har været berørt af tidligere forskning.

Havniveauet i Roskilde Fjord

I ældre forskning mente man at havniveauet i vikingetidens Danmark generelt var omkring 1 m højere end i dag, hvilket gennem tiden været brugt som argument for at man dengang kunne sejle ind til en række vigtige indlandslokaliteter. Men nyere undersøgelser, der hviler på et større datamateriale og mere præcise dateringer, viser noget ganske andet: Nemlig at vikingetidens havniveau i det store og hele var lige som i dag. Dét er et billede, der kan bekræftes for Roskilde Fjord-områdets vedkommende, hvor havspejlets forandringer gennem historien har været undersøgt af geologen Erling Bondesen, som har sammenholdt de generelle havspejlssvingninger med lokale boringer og arkæologiske fund ved fjordens kyster. Selv om havniveauet i en given periode er resultatet af nogle komplekse processer, så viser Bondesens resultater ret klart, at vandspejlet i yngre jernalder og vikingetid maksimalt kan have svinget indenfor ± 1 m i forhold til nutidens vandspejl, og at strandlinjen overordnet set befandt sig nogenlunde der, hvor den også findes i dag. Derfor må det også konkluderes, at fjorden ikke har været nærmere Lejre end det er tilfældet i dag. Eventuel sejlads ind mod kongesædet må altså have fundet sted fra Lejre Ås nuværende udmunding ved Tranehalsen, knap to kilometer nordvest for landsbyen Gevninge.

Åmundingen set fra luften. Flyfoto: Ole Kastholm, ROMU.

I dag er selve åmundingen meget lavvandet, og kun besejles af små og fladbundede både. Artiklens forfatter udforskede her i efteråret åens ydre del ved en lille test-rotur i en såkaldt norsk pram, som venligst blev stillet til rådighed af Maritimt Forsøgscenter ved Lyndby. Prammen er en ganske lille og let robåd, der har en dybgang på ca. 20 cm, og har behov for ca. fem m bredde for at kunne manøvres for årer. Med få cm vand under kølen lykkedes det at forcere åmundingen, og fortsætte op ad åløbet, hvor dybden blev øget lidt. Men efter ca. 500 m måtte videre fremfærd opgives, da åen smalnede til, og årerne blev fanget af sivene på begge sider. Afstanden mellem åløbets faste bredder er på dette sted ca. 5,75 m. Kun med en kano eller en kajak ville man kunne komme videre. At stage sig videre frem var heller ikke en mulighed, da åens bund viste sig er for blød til at kunne støde fra.

Lejre Å i yngre jernalder

Spørgsmålet er så om forholdene på åen var anderledes for 1000 år siden. Arkæologen Jens Ulriksen har kigget nærmere på dette, og pointerer indledningsvis, at en række menneskeskabte faktorer – såsom dræning af omkringliggende jorder og indvinding af drikkevand – igennem tiden har ændret på vores vandløb, både hvad angår form og vandmængde. For Lejre Ås vedkommende, så er vandmængden i dag kraftigt reduceret, hvilket dels skyldes at drikkevandsboringerne har sænket grundvandsniveauet, dels at der løber mindre vand til åen sydfra. Før da var der altså en højere vandstand i åen, men også en kraftigere strøm ud mod fjorden. Ulriksen har på baggrund af kortmateriale desuden undersøgt faktorer som åens slyngninger og dens fald igennem landskabet fra udspring til munding. Herudfra når han frem til, at strækningen fra fjorden og indtil området omkring Gevninge er relativt lige og med ubetydelig stigning, mens strækningen herfra og frem til Lejre dels er præget af skarpe slyngninger, dels af en kraftigere stigning. Konklusionen er, at det næppe har kunnet lade sig gøre at bevæge sig længere op ad Lejre Å end til Gevninge.

Den første del af Lejre Å er relativt bred. Her set fra mundingen og østpå mod Sluphuse. Foto: Ole Kastholm, ROMU.

Efter få hundrede meter bliver åløbet for smalt til at ro selv en lille båd videre. Foto: Ole Kastholm, ROMU.

Undersøgelser ved Borgring

Et andet sted på Sjælland har et forskerteam undersøgt en lignende problemstilling grundigt, og netop offentliggjort resultatet i en videnskabelig artikel. Det er ved vikingetidsborgen Borgring vest for Køge. Borgring ligger på kanten af Køge Ådal, og der er ca. 4,5 km gennem ådalen fra borgen og ud til kysten i Køge Bugt, når man ser bort fra åens slyngninger. Ganske som i tilfældet Lejre har der været fremsat spekulationer om, hvorvidt det i vikingetiden var muligt at besejle Køge Å ind til Borgring. For at afklare spørgsmålet blev der taget boreprøver og gravet tværsnit i ådalen, og på baggrund af ¹⁴C-dateringer kunne hovedtrækkene i åens forløb og størrelse i vikingetiden fastslås. Efterfølgende kunne resultatet sammenholdes med en række kendte vikingeskibsfund i forskellig størrelse. Konklusionen var klar: Åens slyngninger og dybde tillod højst en jolle at komme frem, og så ville åens brinker ikke have levnet plads til brug af årer. Et fartøj på bare 10 m længde ville have siddet fast i vandløbets skarpe sving – her må det indskydes, at bare et mindre langskib fra vikingetiden har haft en længde på 17-20 m, mens de længste vi kender til har haft en længde på op mod 37 m.

Slyngningerne på Køge Å sammenholdt med vikingeskibsfundene fra Skuldelev: vrag nr. 1 = 16 m langt; vrag nr. 2 = 29,2 m langt; vrag nr. 3 = 14 m langt; vrag nr. 5 = 17,3 m langt; vrag nr. 6 = 11,2 m langt. Kun den lille jolle på 6,5 m fra Gokstadfundet i Norge kan passere slyngningerne. Illustrationen stammer fra artiklen ”The lost landscape of Borgring” skrevet af C. Jessen, P.S. Henriksen, M.M. Hald & J. Ulriksen i ”Danish Journal of Archaeology” (vol. 10, 2021).

Vi kan naturligvis ikke i detaljen overføre forholdene omkring åen ved Køge til Lejre. Men indtil videre tyder alt på, at muligheden for sejlads i større stil har været lige så umulig til Lejre som til Borgring. Ikke desto mindre vil en grundig geoarkæologisk undersøgelse af ådalen, som den ved Borgring, være den bedste måde at få afklaret spørgsmålet på.

Men hvis ikke det var muligt at sejle så langt op ad åen som til syd for Lænkebro, hvad var det så de observerede under ledningsarbejdet, arbejdsmændene dengang i 1930’erne? Det må vi se nærmere på i tredje og sidste afsnit af ”Spøgelsesskibet i Lejre Ådal” …

Oversigtskort med Lejre Ådal. Rød pil er kongesædet i Lejre. Gul pil er Gevninge, som er foreslået som Lejres anløbsplads. Grøn pil viser hvor langt man i dag kan komme op i Lejre Å med en lille robåd. Baggrundskort: Høje Maalebordsblade fra sidste halvdel af 1800-tallet, © Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering.