Derfor skal du se ”The Dig”, hvis du interesserer dig for Lejres sagnkonger

Af arkæolog ved ROMU, Julie Nielsen

Still fra filmen ‘The Dig’. Foto: Netflix

PERSPEKTIV. Den nyligt udsendte Netflix-film ’The Dig’ handler om ét af verdens mest imponerende arkæologiske fund til dato: Sutton Hoo. Og for alle, der er er optagede af jernalderens og vikingetidens Lejre, er dét en film, som er værd at lægge mærke til. Arkæolog Julie Nielsen giver dig her de vigtigste ligheder mellem fundene i Sutton Hoo og Lejre.

Fundet af den prægtige skibsbegravelse ved gravpladsområdet Sutton Hoo fra 500- og 600-tallet ved Suffolk i det sydlige England blev foretaget af amatørarkæologen Basil Brown. Det var på opfordring af jordens ejer enken Edith Pretty i 1938 og 1939 under optakten til 2. verdenskrig i Europa. Skibsgraven og dets rige intakte gravgods fra Sutton Hoo fik massiv interesse, fordi de for alvor kastede lys over gråzonen mellem myter og egentlige fakta. Fundene blev – og er – stadig centrale i forståelsen af den angelsaksiske epoke og er tilmed kaldt for ”en af de vigtigste arkæologiske opdagelser nogensinde”.

På omtrent samme tidspunkt herhjemme i Danmark opdagede og udgravede arkæologen Harald Andersen imidlertid også en vigtig gravplads – vikingetidsgravpladsen fra 900-tallet anlagt ved skibssætningerne på næsset mellem to å-løb øst for Gl. Lejre landsby. Interessen for stedet opstod, da arbejdsmænd var stødt på knoglerester i forbindelse med grustagning i området omkring stenmonumenterne. Selvom udgravningerne ikke fik samme massive interesse som fundene i Sutton Hoo, havde Andersen, ligesom Brown, nu opdaget den første reelle kobling mellem Lejres arkæologiske fakta og de skriftlige kilders nedskrevne myter og sagn.

Og der er flere ligheder mellem de to lokaliteter: Skibsbegravelsen ved Sutton Hoo gemte på mange prægtige fund af imponerende håndværksmæssig kvalitet. Men hvad filmen ikke viser, er opdagelsen af, hvad der senere skulle blive nok et af de bedst kendte og omdiskuterede fund fra graven, nemlig hjelmen. Og særligt den er en nøgle til at forstå de ligheder, der findes mellem Sutton Hoo og Lejre

De adskillige fragmenterede jernstykker, som jordhøjens tryk havde efterladt Sutton Hoo-hjelmen i, blev først sat sammen af konservatorer flere år senere. Igen kom hjelmens majestætiske udformning til syne. Ikke mindst det flotte ansigtsparti af stilistisk fremstillede øjenbryn, næseryg og overskæg. Og kigger man en ekstra gang fremkommer ligeledes formen af en fugl set ovenfra , med hovedet mellem øjenbrynsbuerne, der tilmed udgør fuglens vinger, næsebeskyttelsen, der forestiller kroppen og overskægget fuglens halefjer. Detaljerne er altså ikke overladt til tilfældighederne.

Hjelmen fra Sutton Hoo. Foto: The British Museum

I Danmark er der til dato fremkommet to eksempler på hjelme. Det ene fra et smededepot fundet i Tjele nær Viborg, der er tolket som øjenbrynsbuer og næsebeskytter fra en hjelm dateret til vikingetiden. Det andet stammer fra Gevninge kun et par kilometer nord for Lejre og er et fragment af selve hjelmøjet fra hvad, der må være en bronzestøbt hjelm. Stykkets mål er blot 8 x 5 cm, men elegant udført med en svungen plastisk udformet øjenbrynsbue, der tilmed fremhæves med fine streger, så det ligner et ægte øjenbryn. Spor efter forgyldning tyder på at hjelmen, hvorpå stykket har været pånittet, oprindeligt må have strålet om kap med selveste solen.      

Hjelmøjet fra Gevninge. Foto: Lejre Museum // ROMU

Hjelmøjet fra Gevninge blev fundet i 2000 under en arkæologisk prøvegravning forud for udstykning af grunde i hjertet af Gevninge landsby. Fragmentet blev fundet alene uden andre dele fra hjelmen. Desuden blev der ikke fundet andet i nærheden, der umiddelbart kunne hjælpe med dateringen. Men dekorationerne på fragmentet har samme karakteristika som hjelme fra 500-600-tallet fundet i bl.a. Uppåkra, Vendel og Välsgärde i Sverige. Og så også fra netop Sutton Hoo-hjelmen. Gevningefragmentet passer altså til de angelsaksiske og skandinaviske “langkammede hjelme”, karakteriseret af en rund top, med en kam fra næse til nakke.

Der er altså store ligheder mellem de to hjelmes fysiske fremtræden. Men lighederne stopper ikke her. Også når det gælder deres symbolske tolkninger, er der mange fællestræk. Hjelmøjet fra Gevninge kan være et fragment fra en ødelagt hjelm, eller det kan være faldet af og tabt for ca. 1400-1500 år siden. Men forskere har også fremstillet en hypotese om, at øjet kan være ofret til kongernes enøjede gud Odin. Nyere forskning af hjelmen fra Sutton Hoo peger ligeledes på, hvordan de røde granater, der har prydet både højre og venstre øjenbrynsbue på hjelmen, er fremstillet forskelligt således, at det alt efter lysindfaldet kun er det ene hjelmøje, der fremhæves – er dette en tilfældighed eller har det været den siddende regents hyldest til ikke kun gudernes konge men også kongernes gud, den enøjede Odin?

Lejre har flere paralleller til Sutton Hoo end kun hjelmfragmentet. En kobling findes i relationen til Odin, der for Lejres vedkommende nærmest ingen yderligere præsentation behøver, idet den lille sølvfigur, der fremkom under de arkæologiske udgravninger af det gamle kongesædes residensområde i 2009, efterhånden er gået hen og blevet et ikonisk varemærke (læs mere om Odin fra Lejre her).

At hjelmen fra Sutton Hoo er en del af det personlige gravudstyr fra en højtstående person, gravlagt i et næsten 30 meter langt skib, leder tankerne mod Lejres stamfader til skjoldungeslægten, hvis beretning, der bl.a. berettes om i åbningen til det berømte oldengelske kvad Beowulf, fra første halvdel af 500-tallet. Heri fortælles om, hvorledes et barn, Kong Skjold, kommer sejlende til sit folk i et skib ladet med alverdens kostbarheder sendt til Sjælland af selveste Odin. At guddommelighed, slægtskab og hjelm hænger stærkt sammen kommer således på fornemste vis til udtryk i netop sangen om Beowulf, hvor den døende helts sidste handling beskrives således:

”Fra halsen tog den tapre høvding
Det gyldne ringsmykke, rakte svenden (Viglaf),
den unge med spydet, sin udsmykte guldhjelm,
ring og brynje, bad ham bruge dem ret:
Du er den sidste frugt af vor fælles stamme”