Et pilotprojekt: Georadarundersøgelser om kongesædet i Lejre
Af Isabella No’omi Fuglø og Julie Nielsen
08.10.2021
Læsetid: 2 minutter
Arne Stamnes fra NTNU University Museum i gang med georadarscanninger på skibssætningsområdet ved brug af en 3D-georadar kort med ATV, som anvendes ved kortlægninger i større terræn. Foto: Julie Nielsen / ROMU
Bemærkede du ATV’en, der kørte rundt i Lejre for et par uger siden? Over to dage i slutningen af september har et pudsigt syn præget to særlige områder i Gl. Lejre. Ved kongehalsområdet vest for landsbyen og omkring skibssætningen øst for landbyen kørte en ATV med et fladt påhæng møjsommeligt rundt på hele overfladearealet.
I slutningen af september havde vi på Lejre Museum besøg fra Arne Anderson Stamnes fra NTNU University Museum, Norwegian University of Science and Technology, Trondheim. I forbindelse med modningen af et af ROMU’s kommende forskningsprojekter i og omkring lokaliteten Lejre gennemførte han i samarbejde med Lejre Museum et mindre pilotprojekt i form af georadarscanninger af mindre udvalgte områder i Gl. Lejre: Bopladsområdet ved kongehallerne (Mysselhøjgårdlokaliteten) samt området omkring Grydehøj og skibssætningerne.
I dag ved vi med sikkerhed, at Lejre er et af Danmarks tidligste kongesæder. Gennem vidnesbyrd fra kildemateriale og resultater af arkæologiske udgravninger fra de seneste år kender vi nu til de kongelige residensområder, dele af et værkstedsområde under nutidens Gl. Lejre landsby og en del af begravelsesområdet øst for landsbyen. Derudover har vi kendskabet til de synligt bevarede fortidsminder som gravhøje og resterne efter flere skibssætninger. De tidligere projekter betyder ikke, at Lejre som forskningsobjekt er et udtømt emne – tværtimod. Dels rejser projekterne i sig selv helt nye problemstillinger, dels danner de et solidt fundament at bygge videre på inden for deres fokusområder. Lejre er forsat et mysterium, hvor vi kun kender til måske 10 pct. af historien.
Lejre-arkæolog Julie Nielsen, georadarspecialist Arne Stamnes og lokal detektorfører Tommy Olesen følger med i de spæde resultater fra undersøgelserne, som vi først vil have endelige udmeldinger om til næste år. Foto: Ole Kastholm, ROMU
Georadarscanninger er en non-destruktiv undersøgelsesmetode, hvor elektromagnetiske pulstog sendes ned i underlaget. Formålet med undersøgelsen er at lave et arkæologisk kortlægning af området, som ikke kræver traditionelle søgegrøfter. Dele af signalet fra de elektromagnetiske pulstog reflekteres af laggrænser eller emner med forskellig elektrisk polariseringsevne, hvilket giver et empirisk grundlag i form af en række 3D-modeller, som kan vidne om, hvad der gemmer sig under jordoverfladen. Gennem de non-destruktive scanninger er det muligt at pin-pointe strukturer under jorden, som ville være meget svære at finde på traditionel vis, og eventuelle videre arkæologiske udgravninger kan så skræddersys til de specifikke resultater – og på den måde hjælpe os med af afdække kongesædet i Lejre.
Det vil tidligst være til næste år, at vi kan se frem til udmeldinger omkring resultater fra pilot-undersøgelsen. Til den tid vil vi fra Lejre Museum invitere indenfor til dialog, hvor vi sammen kan gå på opdagelse i den nye viden, metoderne bag og alle spørgsmål, som det kommer til at frembringe.
Vi siger tak for opbakningen og tilladelserne til de lokalundersøgelser fra Lejre Kommune, Nationalpark Skjoldungernes Land, Lejre Historiske Forening, Naturstyrelsen, Slots- og Kulturstyrelsen samt de interesserede, vi talte med undervejs.
Vild med sagnkonger, vikinger og jernalderarkæologi? Skal du være med til at få Lejre tilbage i danmarkshistorien?
Så skal du tilmelde dig Lejre Museums nyhedsbrev, hvor du månedligt vil modtage artikler, nyheder og spændende historier.
FLERE NYHEDER OG ARTIKLER
Hugin og Munin indtager Lejre Museum
I efterårsferien zoomer Lejre Museum ind på Odin – og ikke mindst hans to flyvende informanter, ravnene Hugin og Munin. Der vil være ravneaktiviteter for store og små, en ravneekspert og missioner, der skal løses. Så puds fjerene og tag familien med til Lejre i uge 42.
Sommeren i Lejre er for voksne, børn og barnlige sjæle
Gennem hele sommeren byder Lejre Museum, Tadre Mølle og Gl. Kongsgård indenfor i en verden af oplevelser. Museet holder åbent hele sommeren, du kan komme med på historiske sommervandringer i det sælsomme landskab omkring Lejre, du kan nyde æblekagen på Gl. Kongsgård, og de mindste kan være med til at løse Kongehallernes mysterierLejre Museum søger 2-3 nye medarbejdere, fx studerende eller seniorer, der kan hjælpe med at løfte museet inden for formidling, salg og kommunikation
Sommeråbent på Gammel Kongsgaard
200 meter fra Lejre Museum midt i landsbyen Gl. Lejre ligger Gammel Kongsgård, et bevaret stuehus fra en gård bygget i 1740