Hvem var… runeristerne?

Hvem var menneskene der levede, da Lejre var et kongesæde? Sådan spørger Lejre Museum i en foredragsrække, der løber i første halvdel af 2023. Arkæologiske spor, runer, amuletter, grave, våben og meget andet bliver indgangsvinkler til at forstå, hvem menneskene var i yngre jernalder og i vikingetid. Den internationalt anerkendte runolog og ph.d., Lisbeth Imer fra Nationalmuseet, var første foredragsholder, og hendes arbejde med runeindskrifter skulle give svar på spørgsmålet ”Hvem var runeristerne?”

Gik du glip af foredraget kan du her læse en opsummering af Imers vigtigste pointer.

Af: Jens-Jørgen Krogh

Runer – et ældgammelt fænomen

Danmark har haft et skriftsprog, runerne, fra cirka år 150 e. Kr. De ældste runeindskrifter kan datere sig til den periode – og fundet af den formentlig ældste runesten, Svingerud-stenen i Norge i 2023, peger også på, at futharken – runealfabetet – er fra tiden omkring hundrede år efter Kristi fødsel. Måske endda tidligere.

Det var kontakten med Romerriget, der inspirerede nordboerne til at opfinde runerne. Nordboerne kunne se, at romerne brugte nogle tegn, som andre kunne afkode. Fyrster og stormænd i hele Norden kunne se det praktiske i at være i stand sende beskeder til hinanden og give mange folk en vigtig besked hurtigt.

Men hvorfor overtog man så ikke bare romernes latinske alfabet?

Det handler formentlig om at ville fastholde sin egen identitet, fortæller Lisbeth Imer. Vi ved ikke, hvem der opfandt rune-alfabetet. Og heller ikke omstændighederne. Men bogstaverne har en vis lighed med de mange alfabeter, som var i brug i Middelhavsområdet, så der ligger efter alt at dømme en inspiration fra de latinske og græske alfabeter i futharken.

Runesten er spor af eliten

I dag finder vi de fleste runer på runesten. Fund af rune-inskriptioner på andre genstande som våben og smykker eksisterer, men er ikke overvældende. Der har formentlig været en livlig skriftlig kommunikation på træ- eller barkstykker, men det danske klima gennem tusind år har ikke været holdbarheden venligt stemt. Formodningen er, at langt, langt det meste er gået tabt.

De ældste runesten i Danmark blev rejst i 700- og 800-tallet. Der er ikke så mange, og de må være rejst at den absolutte elite. De fleste runesten i Danmark er rejst fra omkring år 970 og et par generationer frem, fortæller hun. I Danmark er der fundet omkring 260 runesten, mens der er fundet 10 gange så mange i Sverige. I Norge er der omkring 50. I 2022 blev der fundet en ny i Danmark, da et køkkengulv i et gammelt hus i nærheden af Randers blev brækket op. Lisbeth Imer blev tilkaldt for at tyde de fire og en halv rune, der var tilbage på stenen ”efter B…”, som må være begyndelsen på et navn som Bjarne eller Bjørn.

Skriftmiljøet på runestenene hører i den tidlige vikingetid til stormændene. Det typiske er, at man ”gør kumler efter …” eller ”rejser sten efter …” – det vil sige man hædrer sine nærmeste, sin far, sin mor, sin slægt, sin ægtefælle etc. Det var lokale og regionale magthavere, der satte stenene – og i Harald Blåtands tilfælde nationale. Ofte er runestenene også et udtryk for retten til sine besiddelser.

Lisbeth Imer peger på, at uenighed, strid og kamp ofte er fulgt i kølvandet på magten. På mange runesten står der simpelthen, at stenen skal blive stående eller ikke må ødelægges. Disse påskrifter fortæller samtidig, at der må have været en række fortilfælde, hvor runesten netop er blevet ødelagt – formentlig som et tegn på en voldsom strid om magten eller besiddelserne.

Man kan på runestenene også følge kristendommens udbredelse i Danmark. Den mest kendte runesten fortæller det også: ”Harald Konge bød gøre disse kumler efter Gorm sin fader og efter Thyra sin moder, den Harald, som vandt sig hele Danmark, og Norge, og gjorde Danerne kristne,” er teksten på den store Jellinge-sten. Kong Harald Blåtand dør omkring år 985, og i runestenene derefter møder man også kristendommen, nogle gange med et kors i ornamentikken, der besmykker stenen eller med vendingen ”Gud hjælpe hans/hendes sjæl.”.

Runerne og det latinske alfabet levede side om side gennem store dele af middelalderen frem til omkring 1350.

Hvem var runeristerne?

Lidt af hvert, svarer Lisbeth Imer, og det kommer helt an på, hvilken periode man spørger ind til; jernalder, tidlig vikingetid, sen vikingetid eller middelalder. Runerne blev brugt i over 1000 år, og samfundet ændrede sig naturligvis meget gennem tiden. Det var ikke specielt svært at lære at læse og skrive runer – man kan sammenligne det med at lære at læse og skrive i dag. Det tidskrævende var oftest ornamentikken. Hvor det kunne tage få timer at riste nogle runer, så må det ofte have taget uger eller måneder at besmykke med ornamentikken. Og der var forskel på amatører og professionelle. Faktisk var der dygtige håndværkere, der må have levet af at riste runer. Dem kender vi fra Sverige, hvor en af de mest kendte hed Åsmund Kåresson. Han ”signerede” ofte runestenene med sit eget navn. I hvert fald optræder hans navn på mindst 20 runesten. Ud fra hans huggeteknik, kan man i dag fastslå, at han har ristet mindst 20 andre runesten. Og hertil kommer de sten, som ikke er opdaget eller ikke er her mere.

Teknisk er kvaliteten af runerne og runestenene meget op og ned. Amatører og professionelle side om side. Den store Jellinge-sten er tydeligt udført med sikker hånd og stor kvalitet. Andre er de glade amatør-sten, ristet af lokale magthavere.

Læs mere om vikingetidens runer og runeskrivere:

Nationalmuseets hjemmeside: Vikingeruner (natmus.dk)

Lisbeth M. Imer: ”Danmarks runesten – en fortælling” – bog på 364 sider, rigt illustreret, købes i diverse web-boghandler

Lisbeth M. Imer: ”Rigets runer” – bog på 100 sider, rigt illustreret, købes i diverse web-boghandler

Anders Lund Hansen, Niels Roland og Lisbeth M. Imer: ”Runernes verden”. Tegneserie 40 sider. Købes på Lejre Museum, webshoppen hos ROMU.dk eller diverse web-boghandler.