”Kongerækken” om sagnkongerne: Brødrene Helge og Roar delte kongemagten
06.05.2021
I Lejre ligger Gamle Lejre Å, som før i tiden var et bredt vandløb der førte 4-5 km. fra Lejre mod nord, ud i Roskilde fjord. Byen har haft forbindelse til fjorden, selvom man nok ikke kunne sejle helt ind til Lejre. FOTO: ROMU.
Sagnkongerne i Lejre er skrevet ud af Danmarks fælles historie. Men fortællinger og arkæologiske fund peger på, at der kan være en sammenhæng mellem sagnene og fortidens virkelighed. De væsentlige overlap og forskelle mellem sagn og fakta bliver fortalt i podcast om skjoldungeslægtens sagnkonger.
I podcastserien ”Kongerækken – om Sagnkongerne” giver Anders Olling og Hans Erik Havsteen, værterne på podcasten ”Kongerækken” hos Politiken Historie, et indblik i de mange tidlige kilder der fortæller om sagnkongerne fra Lejre. I 5 afsnit går de bag om historien, og sammenligner myter, sagaer, historiebøger og arkæologi, der på hver sin måde fortæller os noget om sagnkongerne fra Lejre.
Andet afsnit handler om brødrene Helge og Roar, som delte magten i kongeriget mellem sig. Hvis du ikke har tid til at forkæle dig selv med ”Kongerækkens” formidable fortælling, så nup de vigtigste pointer fra podcasten her:
Landskabet i Lejre
I Lejre ligger Gl. Lejre Å, som før i tiden var et bredt vandløb der førte 4-5 km. fra Lejre mod nord, ud i Roskilde Fjord. Lejre har altså før i tiden haft forbindelse til vandet, selvom byen ligger inde i landet.
Der er ikke bevis på, at man har kunnet sejle helt op til Lejre, og det er uvist hvor store skibe, der har kunnet sejle op ad vandløbet.
Men Lejres placering er ikke tilfældig. Store magtcentre har ofte været placeret et stykke inde i landet, så de var beskyttet mod overraskelsesangreb.
Var man ude på at overraske Lejre-kongerne, måtte man gå i land 5 km. mod nord og gå til fods resten af vejen. Dét har gjort det muligt at advare om eventuelle angreb.
Sagnet om Helge og Roar
Sagnet fortæller, at Helge og Roar var børnebørn af skjoldungernes stamfader, Kong Skjold. Deres farbror Kong Frode myrdede deres far, og de to brødre stak af for at gemme sig på Vifils ø. Her tog Vifil, som var en gammel livvagt, sig af dem og lærte dem at slås.
Brødrene tog senere hævn, da de sneg sig ind på Kong Frodes kongsgaard og satte ild til den, så han brændte ihjel. Herefter var kongemagten deres, og de to brødre delte den mellem sig.
Den fredelige Roar blev landkonge mens Helge blev søkonge.
Landkongen Roar forblev hjemme i Lejre og etablerede købstaden Roskilde, opkaldt efter ham selv – Roars Kilde. Søkongen Helge, der var meget dameglad, tog på mange erobringstogter. Helge fik undervejs en datter, som han senere giftede sig med, da han ikke var klar over, at han selv var far til hende. De fik sønnen Rolf Krake, som blev den næste i rækken af sagnkonger.
Skjaldekulturen og kongehallen
Her i andet afsnit tolker værterne på sagnet, hvor Helge og Roar er beskrevet, som et udtryk for, hvor vigtig skjaldekulturen og kongehallen har været.
I kongehaller, som eksempelvis Roars, har der ifølge kilderne været skjalde, der underholdt og hyldede kongen med sang. Kongehallen har formentlig været et kultisk hovedsæde. Et sted man både boede, førte politik, holdt ”kontakt” til guderne og dyrkede sin egen selvfortælling.
Skjaldekulturen kan have været en måde at retfærdiggøre den ellers noget voldelige og drabelige tid, hvor selvfortællingen var den prestige og status man fik, hvis man døde i kamp. Skjaldene kunne forstærke selvbilledet af den seje skjoldungeslægt ved at synge om den.
Selvom sagnene kan synes uvirkelige, har de haft betydning for opfattelsen af livet og ens ophav, dengang. Samtidig giver sagnet et bud på, hvordan Roskilde fik sit navn, og på den måde er der en klar kobling mellem Lejre og Roskilde.
Hvis du gerne vil høre flere finurlige detaljer om Helge og Roar, få sjove historiske paralleller og interessante perspektiveringer, så lyt til andet afsnit af Anders Olling og Hans Erik Havsteens podcast her:
Atiklerne om Skjoldungeslægten udspringer af podcastserien ”Kongerækken om sagnkongerne”, som er blevet til i samarbejde mellem Lejre Museum og Politiken historie, med støtte fra nationalpark skjoldungernes land.
Vild med sagnkonger, vikinger og jernalderarkæologi? Skal du være med til at få Lejre tilbage i danmarkshistorien?
Så skal du tilmelde dig Lejre Museums nyhedsbrev, hvor du månedligt vil modtage artikler, nyheder og spændende historier.