”Kongerækken” om sagnkongerne: Kong Skjold – Skjoldungernes stamfader

06.05.2021

Illustration af sagnkongen Skjold, da han krones til konge. Illustration: Alfred Jacobsen.  

Sagnkongerne i Lejre er skrevet ud af Danmarks fælles historie. Men fortællinger og arkæologiske fund peger på, at der kan være en sammenhæng mellem sagnene og fortidens virkelighed. De væsentlige overlap og forskelle mellem sagn og fakta bliver fortalt i podcast om skjoldungeslægtens sagnkonger.

I podcastserien ”Kongerækken – om Sagnkongerne” giver Anders Olling og Hans Erik Havsteen, værterne på podcasten ”Kongerækken” hos Politiken Historie, et indblik i de mange tidlige kilder der fortæller om sagnkongerne fra Lejre. I 5 afsnit går de bag om historien, og sammenligner myter, sagaer, historiebøger og arkæologi, der på hver sin måde fortæller os noget om sagnkongerne fra Lejre.

Første afsnit handler om Kong Skjold, som er Skjoldungeslægtens stamfader, og hvis du ikke har tid til at forkæle dig selv med ”Kongerækkens” formidable fortælling, så nup de vigtigste pointer fra podcasten her:

Skriftlige kilder og sagaer
I både islandske sagaer, eddaer, danske og engelske digte, kan man finde fortællinger om sagnkongerne, og Lejre er flere stæder nævnt som kongesæde. De er alle lidt forskellige, men fælles for dem er, at man er lidt i tvivl om, hvad der er myter, sagn, og hvad der er den faktiske historie.
Et af de allertidligste steder, hvor Skjoldungeslægtens kongesæde er nævnt, er fra den engelske litteratur, i digtet om Beowullf.
Da man i 1800-tallet professionaliserede og videnskabeliggjorde historieskrivningen ved at indføre kildekritik, blev de skriftlige kilder om sagnkongerne ikke vurderet troværdige. Det betød, at der ikke var historisk belæg for det der stod i sagaerne og digtene om Lejre. Derfor blev sagnkongerne fra Lejre skrevet ud af danmarkshistorien.

Lejre reddet af arkæologien
Men i takt med at arkæologien udviklede sig op gennem det 20. århundrede, udførte man flere udgravninger i og omkring Lejre.
I 1986 stødte arkæologer fra ROMU på sporene af en meget stor kongsgård. Det enorme bygningsværk, som det må have været, skabte igen belæg for, at der har været et kongesæde i Lejre. Også i 2009 dukkede et særligt fund op, en lille Odin-figur, der ligeledes kædede sagnkongerne og Lejre som kongesæde sammen.
Selvom skjoldungerne stadig er sagnkonger, så underbygger de arkæologiske fund, at Gl. Lejre var et af jernalderens og vikingetidens vigtigste magtcentre.

Sagnet om Kong Skjold
Sagnet om Kong Skjold er lidt forskellig, alt efter hvilken kilde man kigger i. Men han er Skjoldungeslægtens stamfader. Kong Skjold kom sejlende til Lejre som lille barn. Han dukkede op ud af det blå og drev i land på sit skib, mens han sov på et skjold. Derfor fik han sit navn.

Oprindelsesmyten lyder, at Kong Skjold var søn af guden Odin og var sendt til Lejre for at blive danernes konge. I fortællingerne bliver han beskrevet som gavmild, retfærdig og dygtig til at føre krig. Han var symbolet på en idealkonge. Efterkommere af Kong Skjold var Skjoldungerne, og blev dem der, ifølge sagnene, regerede fra Lejre.

Skabelsesberetningen for skjoldungeslægten
Første afsnit slutter med at forklare, hvorfor man skal se myten om Kong Skjold som en slags skabelsesberetning for Skjoldungeslægten. Fortællinger som denne kan i datidens skjaldekultur, hvor man fortalte og underholdt med historien, have været med til at vise stedets lange og flotte historie udadtil. Det kan have været en måde at markere sig som kongedømme på.
Det er ikke helt klart hvor meget af sagnene, der er fup og fakta. Men når mange kilder omtaler Lejre som kongesæde, og når arkæologiske fund også viser det, så må der have været konger i Lejre. Men hvor stort et område de har regeret over, ved man ikke.

Hvis du gerne vil høre flere finurlige detaljer om Kong Skjold, få sjove historiske paralleller og interessante perspektiveringer, så lyt til første afsnit af Anders Olling og Hans Eriks Havsteens podcast her: 

Artiklerne om Skjoldungeslægten udspringer af podcastserien ”Kongerækken om sagnkongerne”, som er blevet til i samarbejde mellem Lejre Museum og Politiken historie, med støtte fra nationalpark skjoldungernes land.

Vild med sagnkonger, vikinger og jernalderarkæologi? Skal du være med til at få Lejre tilbage i danmarkshistorien?
Så skal du tilmelde dig Lejre Museums nyhedsbrev, hvor du månedligt vil modtage artikler, nyheder og spændende historier.

X
post-6189

Grundlovsdag på Lejre Museum

BEGIVENHED

Hyld demokratiet sammen med ROMU

25.05.2023

Folkemøde i Herthadalen. Tidspunktet for mødet er ukendt, men billedet giver et indtryk af rammerne i Herthadalen for de populære folkemøder i 1800-tallet. Foto: Flensborg. Lejre Arkiv.

På grundlovsdag den 5. juni fejrer ROMU demokratiet i Lejre og Roskilde – med fællessang, godt til ganen og overraskende, væsentlige lokalhistorier. Roskilde var det danske demokratis vugge, og i Lejre blev holdt gigantiske folkefester til ære for grundloven. Dét bliver afsættet, når ROMU markerer dagen med to gratis arrangementer.

Mange tusind mennesker havde fundet vej, på gåben, til hest eller i hestevogn, til Herthadalen nær Gl. Lejre den 5. juni 1854. De ville fejre landets nye forfatning, grundloven – og ikke mindst høre den berømte præst, salmedigter, politiker, forfatter og folkeoplysningsmand N.F.S. Grundtvigs tale om sagn fra Lejre, national stolthed og borgeren.

“I midten af 1800-tallet kunne de virkelig fejre det spæde demokrati. Vi kan ikke måle os med datidens rene og skære folkefest, men fra ROMUs side vil vi også markere denne demokratiets festdag med fælleskab, gode historier og fejring af demokratiet,” siger museumsdirektør Morten Thomsen Højsgaard.

Derfor markerer ROMU årets grundlovsdag med to hyggelige, oplysende, underholdende mini-folkefester – om formiddagen på Lejre Museum, efter middag i museumsgården på Roskilde Museum.

Lokale historier og lokale sange
Gæsterne vil kunne nyde gratis kaffe, te og kage, fællessang med lokalområdet som tema ved pianist og sanger Line Rosenlund og en kort og fyndig grundlovstale fra museumsdirektør Morten Thomsen Højsgaard om lokalområdets spændende historier fra grundlovens tidlige år.

Arrangøren bag begge grundlovsfejringer, Marie Abel Hesse fra ROMU, fortæller, at det især handler om at være sammen med andre om at fejre demokratiet:

“For os handler det for om at skabe en fællesskabsfølelse – med spændende lokalhistorier om demokratiets begyndelse og fællessang, fordi det bringer os tættere sammen”.

Museumsdirektøren tilføjer:

“Når man arbejder med museer, så lever og ånder man på mange måder for demokratiet. Museer er sat i verden for at oplyse, berige og underholde borgerne med den historie, vi er rundet af.”

Derfor er begge arrangementer også rundet af lokalområdets lange tradition for politiske folkefester, fortæller Marie Abel Hesse og påpeger, at Grundtvig allerede i 1851, tre år før det første store møde i Herthadalen, holdt tale for folket et andet sted i lokalområdet; nemlig ved den engang 100 meter lange skibssætning fra vikingetiden i Gl. Lejre – hvorfor arrangementet i Lejre også i år bliver afholdt netop dér.

I Roskilde vil fokus naturligt være på byens enestående historier som rugemaskine for det danske demokrati.

Roskilde var grundlovens vugge

I 1844 – altså fem år før grundloven – stod den nationalliberale politiker Orla Lehmann i en stor sal i det smukke gule barokanlæg, Det Kongelige Palæ, i centrum af Roskilde. I hesteskoformede rækker sad repræsentanter for bønder, borgere og godsejere på Sjælland, Fyn og øerne og hørte den kendte politiker bruge sin taletid på at kritisere stilstanden i udviklingen af en ny forfatning for Danmark.

Forsamlingen på omkring 70 mænd var den såkaldte stænderforsamling, hvor delegerede fra de tre stænder i det østlige Danmark siden 1835 mødtes for at drøfte statens anliggender.

“Det er ikke en historie, som vi har patent på, for der var også stænderforsamlinger i Viborg og i de to hertugdømmer. Men Roskilde var en vugge for demokratiet i Danmark, ” fortæller Morten Thomsen Højsgaard.

Faktisk var stænderforsamlingerne det repræsentative demokratis spæde begyndelse, for de delegerede blev stemt ind af omkring tre procent af vælgerne. Dog havde forsamlingen ingen magt, men de måtte rådgive enevoldskongen.

Værdsæt demokratiet – og dem vi står på skuldrene af

Og det var ikke uden betydning at sidde i stænderforsamlingen i Det Kongelige Palæ. Flere af herrerne blev forkæmpere for demokratiet – heriblandt grundlovens hovedforfatter, D.G. Monrad – og førnævnte Orla Lehmann, som også fik stor indflydelse på udkastet til grundloven.

“På stænderforsamlingen blev der slået en grundtone an – mændene her diskuterede statens anliggender og dannede netværk, som skubbede på for en ny styreform i Danmark,” fortæller museumsdirektøren og påpeger, hvorfor vi skal mindes historien:

“Vi skylder at fejre, markere og hylde vores demokrati og værdsætte de personer, som muliggjorde det gode samfund, vi har i dag med ytringsfrihed, ligestilling, foreningsliv med mere”.

Morten Thomsen Højsgaard fortsætter med stof til eftertanke:

“Når man kigger ud i verden, er det tydeligt, at demokratiet ikke er en given styreform, som alle lande en dag vil tage til sig – det troede en del danskere nok engang. Så hvis demokratiet er noget man er glad for, så synes jeg, at man skal fejre grundlovsdag.”

Kom til fejring af grundloven i Lejre og Roskilde

Lejre Museum, kl. 9.45

Program:

9.45-10.00: Udskænkning af kaffe og kage ved Skibssætningen til de første 50.

10.00: Museumsdirektør Morten Thomsen Højsgaard holder grundlovstale ved Skibssætningen.

10.15: Alle går i samlet flok til Lejre Museum

10.30-11.00: Fællessange med udgangspunkt i lokalområdet med pianist og sanger Line Rosenlund.

Tid, pris og sted

Tid: 5. juni 2023, kl. 9.45-11.00

Pris: Gratis

Sted: Skibssætningen i Gl. Lejre, tæt ved Lejre Museum, Orehøjvej 4B, 4320 Lejre

Roskilde Museum, museumsgården, kl. 12.30

Program:

12.30-12.45: Udskænkning af kaffe og kage til de første 50.

12.45-13.00:  Museumsdirektør Morten Thomsen Højsgaard holder grundlovstale.

13.00-13.30: Fællessange med udgangspunkt i lokalområdet med pianist og sanger Line Rosenlund.

Tid, pris og sted

Tid: 5. juni 2023, kl. 12.30-13.30

Pris: Gratis

Sted: Roskilde Museum, Museumsgården, Sankt Ols Stræde 3, 4000 Roskilde

Husk: Påklædning efter vejrforholdene – vi rykker dog indenfor, hvis nødvendigt.

FLERE NYHEDER OG ARTIKLER FRA LEJRE MUSEUM

Hvem var… runeristerne?

Hvem var… runeristerne?

Hvem var menneskene der levede, da Lejre var et kongesæde? Sådan spørger Lejre Museum i en foredragsrække, der løber i første halvdel af 2023. Arkæologiske spor, runer, amuletter, grave, våben og meget andet bliver indgangsvinkler til at forstå, hvem menneskene var i yngre jernalder og i vikingetid.
Den internationalt anerkendte runolog og ph.d., Lisbeth Imer fra Nationalmuseet, var første foredragsholder, og hendes arbejde med runeindskrifter skulle give svar på spørgsmålet ”Hvem var runeristerne?”

læs mere
[{ _i=”0″ _address=”4.0.0.0″ /]

post-1509

Butik

BEGIVENHED

Besøg Lejre Museums butik hvor du finder et varieret udvalg af varer bl.a. historiske smykker, bøger, legetøj, drikke og meget mere. Mange af varerne kommer med en lille historie tilknytte. I Butikken kan også købes billet til museets udstillinger såvel som til museets forskellige arrangementer.

Lejre Museum tilbyder også muligheden for at stille tørsten og den søde tand. I museets lille cafehjørne kan du nyde økologisk, fairtrade Puro kaffe, økologisk juice, smoothies og sodavand fra Naturfrisk Ørbæk Bryggeri, Hansen’s Is samt chokolade fra den lokale chokoladeverdensmester Friis-Holm m.m. I sommerhalvåret kan du nyde dine køb og solens stråler i vores udendørs cafemøbler.

Det er gratis entré til museets butik og café.

banner_gul_99x32

Åbent i påsken
Alle dage kl. 11-16