17.11.2020
Nu kommer Lejres sagnkonger på skoleskemaet
Af Niels Hein
Folkeskoleelever på mellemtrinnet kan nu blive klogere på Danmarks tidligste konger i Lejre i læringsuniverset Clio. Illustration: Clio
ROMU og læringsuniverset Clio har samarbejdet om et nyt læringsmateriale til alle landets folkeskoler, som cementerer Lejres sagnkongers plads i Danmarkshistorien.
“Engang var de skrevet helt ud af lærebøgerne. Nu kan elever i hele landet, fra Thisted til Rønne, dykke ned i historien om Lejres sagnkongerne” siger Louise Dahl Christensen, museumsinspektør for læring og formidling på ROMU.
Hun er stolt af at kunne præsentere et nyt, digitalt læringsmateriale, som er udviklet i samarbejde med læringsuniverset Clio. Materialet er rettet til folkeskolens mellemtrin og kan indgå i historieundervisningen om vikingetidens Danmark.
I årtier har sagnene om Lejres konger været afskrevet som myter, og de har derfor ikke fået en særlig stor plads i historiebøgerne. Men takket være nye fund og ny forskning i Lejre er kongerne revet ud af sagnene, og ind i kongerækken.
“Det er en vigtig pointe, at eleverne kommer til at reflektere over, at historien ikke er stationær. Den ændrer sig, i takt med at der dukker nye arkæologisk fund op, og at vi får nye tolkninger af de historiske kilder,” siger Louise Dahl Christensen.
På læringsuniverset Clio har man nydt godt af samarbejdet med ROMU:
“Vi er kommet med vores didaktiske tilgang, og ROMU’s medarbejdere har stillet med deres faglig ekspertise og et rigt materiale. Det er der kommet et fedt undervisningsforløb ud af, hvor eleverne skal arbejde som historiedetektiver og undersøge, om Lejre skal skrives ind eller ud af historiebøgerne,” siger Niels Peter Nielsen, digital redaktør fra Clio. Han fortæller også, at der allerede er flere klasser, der er i gang med at bruge læringsmaterialet.
“Materialet er et super supplement til undervisningen, og eleverne kan selv få lov at dykke ned i sagn, historiske kilder, videoer, kort og arkæologiske fund fra Lejre. Og de skal undersøge, hvorfor sagnene i sin tid blev skrevet ud af historien, og hvorfor det i dag er berettiget at skrive sagnkongerne ind i historien igen,” siger Louise Dahl Christensen.
Undervisningsmaterialet er en del af en samlet indsats, hvor Nationalparken Skjoldungernes Land, Sagnlandet Lejre, Lejre kommune og museumsorganisationen ROMU samarbejder om at øge kendskabet til kulturarven i Gl. Lejre gennem udstillinger, videomateriale, artikler, skiltning, undervisningsmateriale, turguides i det fredede område og meget mere.
Gå på opdagelse i spotudstillingen Skelettet i Kongehallen, og i videoer, artikler og podcast fra Lejre Museum under overskriften Kongerigets vugge.
Læs om Sagnlandet Lejres genskabelse af Danmarks største kongehal.
Undervisningsmaterialet er gratis og er tilgængeligt på dette link.
Vild med sagnkonger, vikinger og jernalderarkæologi? Skal du være med til at få Lejre tilbage i danmarkshistorien?
Så skal du tilmelde dig Lejre Museums nyhedsbrev, hvor du månedligt vil modtage artikler, nyheder og spændende historier.