En jernaldergrav mellem langhusene ved Højby

19.04.2022

Læsetid: 5 min.

Af Ole Thirup Kastholm, museumsinspektør og arkæolog

Kraniet in situ, set fra vest. Foto: Rasmus Mathiesen, ROMU.

I de senere år har vi omkring Roskilde Fjord oplevet en sand tsunami af gravfund fra den periode af oldtiden vi kalder romersk jernalder (fra år 1 til 375 e.Kr.)

Ikke alene fik vi lejlighed til at undersøge den sidste del af Stålmosegårdgravpladsen ved Vindinge uden for Roskilde, som med sine omtrent 130 grave er Sjællands mest omfattende fra perioden, der dukkede også endnu to gravpladser op lige ved siden af – Vindinge Vest og Lundbjerggård – hvori smykkesæt og importvarer fra fjerne egne i flere tilfælde kunne imponere. Men det var ikke gjort med det. I forbindelse med byggeriet af den nye broforbindelse over Roskilde Fjord – Kronprinsesse Marys Bro – berørte vejanlæggene i tre tilfælde gravpladser med begravelser fra romersk jernalder.

I de sidste 10 år har vi faktisk undersøgt mere end 200 begravelser fra tidsregningens første fire århundreder. Oftest ligger de på en gravplads lidt værk fra bopladsen. Men i sjældne tilfælde optræder gravene på selve bopladsen, og giver nærmest indtryk af at have ligget midt mellem samtidens langhuse. Sådan en grav dukkede op uden for Højby ved Lejre under arkæologiske udgravninger for et par år siden, hvor resultaterne netop er blevet klar.

Arkæologien ved Højby

Arkæologerne fra ROMU har fra 2015 til 2018 foretaget flere udgravninger på markarealerne vest for Højby forud for Valdemarsgård-udstykningen. Uden for den lille landsby, som har sit navn efter de mange gravhøje, hvoraf flere stadig kan ses i landskabet, undersøgte vi blandt andet resterne af en jættestue fra bondestenalderen og såkaldte kogegruber fra yngre bronzealder. Det, der imidlertid gemte sig mest af under mulden, viste sig at være gårde fra romersk jernalder.

Der blev fundet godt 30 bygninger, de fleste har være langhuse, der har rummet beboelse og stald, men det er også mindre driftsbygninger og hegn i blandt fundene. Bygningerne har ikke ligget på stedet på én gang, men er aftrykket af nogle gårde, som er blevet fornyet generation efter generation i jernalderen. Ud fra formen på de mest karakteristiske af husene sammenholdt med naturvidenskabelige kulstof 14-analyser har vi kunnet datere gårdene til perioden fra tiden lige efter tidsregningens begyndelse og op til o. 400 e.kr.

Figur 1: Oversigtskort med udgravningerne ved Højby 2016-2018. Huskonstruktionerne er markeret med rød, området med graven indrammet med blå cirkel. Plan: Ole Kastholm, ROMU. Baggrundskort: Høje Maalebordsblade, SDFE.

Graven

Da vi sidst gravede ved Valdemarsgård, i 2018, forventede vi derfor at finde bopladser. Og det fandt vi også. Men en særlig overraskelse gemte sig i udgravningsfeltets sydlige udkant. Et lille anlæg, som stak ud under feltgrænsen, blev rutinemæssigt undersøgt – og et menneskekranium dukkede op, det var en begravelse. Udgravningsfeltet blev udvidet for at se om der lå flere grave på stedet. Men tilsyneladende lå den alene sammen med husene.

Figur 2: Kraniet in situ, set fra vest. Foto: Rasmus Mathiesen, ROMU.

Graven bestod af en aflang nedgravning, orienteret nord-vest, hvor den døde var lagt i sideleje. Der var intet spor af kiste. Skelettet var dårligt bevaret, men det lykkedes efterfølgende retsmedicinerne på Københavns Universitet at foretage en analyse, der viste, at den gravlagte antageligt var en kvinde på over 50 år med adskillige skavanker: mulig kronisk mellemørebetændelse, tandtab før døden, udtalt karies, rodspidsbetændelse, tandsten og parodontose.

Figur 3 – Et udvalg af glas- og ravperler fra smykkeopsatsen. Foto: Ole Kastholm, ROMU.

Over den gravlagtes lå en perlekæde, hvoraf 55 perler var bevaret. Størstedelen af perlerne var små dobbeltkoniske perler i blåt glas, men der var også skiveformede ravperler i blandt samt en enkelt guldfoliebelagt skiveformet glasperle og en enkelt sølvring/perle. I perlekæden var også et cirkulært hængesmykke og et S-formet hægte, begge fremstillet i sølv. I hver ende af halskæden var der to såkaldte armbrøstfibler – dragtspænder – og vi må formode, at de har været fæstnet til dragten i hver side over brystregionen, og perlekæden har været båret imellem dem. Ved den døde stod et enkelt lerkar, som var meget dårligt bevaret, mens skårene fra et andet lerkar blev fundet rundt om i graven. Måske har der været gravet ned i graven senere hen? Det er velkendt fænomen i grave fra denne tid, og det har snarere været en integrereret del af gravritualerne end for at lave gravrøveri.

Figur 4 – Det S-formede hægte. Foto: Ole Kastholm, ROMU.

Men hvilken tid? Graven kan heldigvis dateres relativt præcist til sidste halvdel af 200-tallet e.Kr., dels ud fra gravgaverne, dels ud fra en kulstof 14-datering af skelettet. Vi skal altså godt 1.800 år tilbage i tiden for at møde denne kvinde vandre i levende live rundt på Lejre-egnen.

Graven og bebyggelsen

Den gravlagte kvinde lå ganske tæt ved resterne af flere langhuse, hvoraf kun hullerne efter de tagbærende stolper var tilbage. Husene er ligesom graven fra 200-tallet, og de har formentlig udgjort en gård med hovedhus og driftsbygninger, som har ligget på netop dette sted i nogle generationer.

Men hvorfor ligger graven alene mellem husene, og ikke på en gravplads? Almindeligvis er gravene i denne periode samlet på gravpladser, som befinder sig i nærheden af bopladsen – måske inden for et par hundrede meters radius. Men en gang imellem støder vi på det fænomen, at en enkelt grav, eller en håndfuld, ligger på et samtidigt bopladsområde.

Set i en længere tidsramme end blot inden for romersk jernalder, er koblingen mellem bolig og grav ikke uset. Velkendte eksempler har vi allerede fra den tidlige del af bondestenalderen ved for eksempel Bygholm Nørremark ved Horsens og Sarup på Sydvestfyn, hvor gravmonumenter er blevet placeret bevidst oven på nyligt nedrevne boliger. Også i slutningen af bondestenalderen og i ældre bronzealder kender vi til gravhøje placeret bevidst oven på huse. Det geografisk nærmeste eksempel er fra Trekroner ved Roskilde.

Også i perioder af jernalderen kendes fænomenet. Et godt eksempel findes lige om hjørnet: nemlig begravelserne på halområdet ved kongesædet i Lejre. Her påkalder syv grave på bopladsområdet sig opmærksomhed, og især én af dem – en 900-tals mandsgrav – som med sin placering centralt nærmest forsegler en af kongehallerne stedet. Graven kan ses i Lejre Museums udstilling.

Figur 5 – Det cirkulære hængesmykke, for- og bagside. Foto: Ole Kastholm, ROMU.

Der vil kunne nævnes flere eksempler, hvor koblingen mellem hus og grav er klar. Men én ting er, at koblingen overordnet betragtet er klar, noget andet er hvad den underliggende symbolik har bestået i? Vi kan nok være sikre på, at det ikke altid var den samme årsag.

Lå bedstemor lige omme bag laden, fordi hun havde haft en særlig status socialt eller slægtsmæssigt, og det var trygt og lykkebringende at have hendes grav helt tæt på de efterlevende? Eller var det den barnløse enke på gården, som med sin død ”lukkede og slukkede” for slægten, og hvis grav måtte forsegle den nedrevne og forladte gårdtomt? Eller var kvindens grav placeret ud fra landskabelige ræsonnementer, hun skulle måske ligge tæt ved vadestedet over åen, og var relationen til bopladsen i virkeligheden sekundær? Svaret blæser ud over spekulationernes udstrakte slette, og i forsøget på at få det tøjlet, må vi kigge dybt i kildematerialet for at finde mere af samme slags og få kortlagt det.

Figur 6 – Den bedst bevarede af de to fibler. Foto: Ole Kastholm, ROMU.

Læs Mere:

Christensen, T. 2015: Lejre bag myten. De arkæologiske udgravninger. Jysk Arkæologisk Selskab. Højbjerg.

Kastholm, O.T. under forb.: En yngre romertids boplads-begravelse fra Højby ved Lejre. Gefjon. Arkæologiske studier og rapporter, nr. 7 (udkommer nov. 2022).

Kastholm, O.T., K.I. Kjær, N.M. Kring Mortensen & P.Ø. Sørensen 2019: Døden i Vindinge – et smugkig på to nye gravpladser. ROMU. Årsskrift for Museumsorganisationen ROMU 2018.

Kjær, K.I. 2018: Fra begravelse til bebyggelse i Højby, Lejre. Kærvej i Højby, Rorup Sogn. ROMU. Årsskrift for Museumsorganisationen ROMU 2017.

Kjær, K.I. 2022: Gravpladserne langs Fjordlandsvej. I: O.T. Kastholm (red.): Kronprinsesse Marys Bro og arkæologien. Roskilde.