Her er hvad verdensberømt digt kan fortælle om vikingetidens Lejre

07.11.2022
Tæppe workshop
Det smukke og mytiske landskab omkring Gl. Lejre. Foto: museumskoncernen ROMU
Det angelsaksiske kvad om helten Beowulfs strabadser er kendt i hele verden. Det inspirerede Tolkien til Ringenes Herre og har stået på pensumlisten for mange engelske skolebørn gennem generationer. Herhjemme er det derimod næsten ukendt, og det er egentligt mærkeligt. For selv om kvadet ikke konkret kan fortælle om livet i vikingetidens Lejre, så knytter det sig tæt til stedet – og rummer nøglen til en forståelse af Lejre som et mystisk og sagnomspundet sted.

Af Maja Kvamm

Som med andre oldtidssagaer og krøniker mener man, at historien om Beowulf oprindelig er blevet fortalt mundligt. Dateringen af det mundtlige digt er omdiskuteret – men det 8. eller begyndelsen af det 9. århundrede er mest sandsynligt. Senere, omkring år 1000, er fortællingen skrevet ned i Nordengland, og derefter blev den glemt i flere århundreder.

Heltekvadet eksisterede simpelthen, ubemærket og ulæst helt indtil starten af 1800-tallet, da en islandsk-dansk historiker ved navn Grímur Thorkelín offentliggjorde en kopi af teksten. Men det var J.R.R Tolkien, der virkelig satte Beowulf på landkortet med sit essay: ”Beowulf: The Monsters and the Critics” fra 1936.

Tolkiens læsning af Beowulfkvadet var skelsættende – ikke kun fordi det inspirerede ham til senere at skrive Ringenes Herre, der grundlagde den moderne Fantasy-genre, men også for de tusindvis af engelske skoleelever, der lige siden har haft til opgave at dissekere Beowulfkvadets mange gåder og mærkværdigheder. I dag betragtes Beowulf som et hovedværk i engelsksproget litteratur.

Monsteret i Hjorthallen
Heltekvadet fortæller historien om den svenske Beowulfs heroiske gerninger. Den danske konge Roar er i fortællingen kommet i dyb nød, fordi hans kongehal bliver hjemsøgt af uhyret Grendel, der hver nat bortfører og spiser kongens krigere. Hallen har ellers været samlingssted for store fester, dans og sang.

Beowulf beslutter at komme den danske konge til undsætning. Han samler sine bedste krigere, og efter en hård kamp lykkes det ham at slå uhyret ihjel. Foruden Kong Roar møder Beowulf Skjoldungerne Helge og Rolf Krake, og netop med fortællingens fremstilling af Skjoldungerne knyttes heltekvadet til Lejre, selvom stedet aldrig nævnes direkte.

Enorm hal med prægtige detaljer

Det meste af handlingen udspiller sig i Kong Roars hal – den sagnomspundne Heorot, eller Hjorthal, som vi kalder den på dansk. I kvadet beskrives hallen i prægtige detaljer: den er enorm, dekoreret med smukke tapeter og den skinner så fornemt i guld, at Beowulfs mænd aldrig har set mage. Det er nærlæggende at spørge, om kvadets fremstilling af Hjorthallen og livet omkring den stemmer overens med det billede, som de seneste mange års arkæologiske udgravninger af Kongehallerne i Gl. Lejre maler? Kan vi bruge kvadets beskrivelser til at få indblik i tidens kultur og sociale historie?

Umiddelbart er konklusionen en smule skuffende. Siden 1980’erne har Roskilde Museum gennem arkæologiske udgravninger påvist en række stormandshaller i mindst syv udgaver vest for landsbyen Gl. Lejre, der har udgjort et magtcenter fra ca. 500-1000 f.v.t.

Beowulfkvadet fremstiller en hal, der ikke er ulig dem, man har fundet i Gl. Lejre, men det er en vigtig pointe, at beskrivelserne af hallen har en fortællemæssig funktion. Den guldbesatte, storslåede hal er det stik modsatte af den dunkle, våde og kolde mose, hvor Grendel og de andre monstre hører hjemme. Fremstillingen af hallen har først og fremmest til formål at udgøre en kulisse for heltekvadets dramatisering af universelle temaer – kontrasten mellem det gode og det onde. De få kronologiske holdepunkter, man har ment at kunne finde i teksten, synes ikke at kunne stå for en nærmere prøvelse. Vi må derfor slå os til tåls med, at Beowulf er et digt fra fortiden, ikke en beretning om fortiden.

Lejre – myternes sted
Der er dermed ikke mange konkrete indsigter i dansk historie at hente i Beowulf, og fortællingens beskrivelser er nok mere eller mindre fiktion. Ikke desto mindre kan vi tolke heltekvadets fremstilling af stormandsmiljøet som, at man i England kendte til det magtcenter og de storslåede haller, der befandt sig her, midt på Sjælland.

Den amerikanske forsker i engelsk litteratur John D. Niles argumenterer i sit værk ”Beowulf and Lejre” for, at det berømte heltekvad ikke kunne være blevet skabt uden Lejre og de mennesker, der engang levede her. Han fremlægger, at fundet af Kongehallerne, der stod i Lejre, tyder på, at fortællingen om Beowulf er tæt forbundet til området. For Skjoldungeslægten er ganske vist mytiske figurer, men der boede magtfulde højtstående folk, måske endda konger, i Lejre. Historierne om både det storslåede magtcentrum og de farverige Skjoldunger fulgte med vikingerne på deres togter til England – og her har man brugt dem som ramme om det legendariske epos.

Beowulfkvadet fortæller os, at Lejre – allerede i heltekvadets samtid – var omgærdet af forestillinger, fantasi og historiefortælling. Stedet har i mere end 1000 år været vævet ind i et kompliceret mønster af sagn, myter og historiske efterretninger. Skjoldungernes optræden i Beowulfkvadet er endnu et eksempel herpå.

Hvis du gerne vil dykke dybere ned i Beowulfkvadets handling, og høre mere om Lejres mytiske historie, så kan du lytte til Lejre Museums studentermedhjælper, Martin Harvøe Kristensens minipodcastserie lige her.

Episode 1: Kong Skjold driver i land, Kong Roars rædsel og Beowulfs ankomst i Lejre

Episode 2: Beowulfs kamp imod uhyret Grendel

Episode 3: Beowulf må igen slås for danernes land, og den store helts endeligt

 

Er du interesseret i at læse mere:

Tom Christensen: Lejre bag myten: de arkæologiske udgravninger (2015)

Timothy D. Arner et.al: The Grinnel Beowulf: a Translation with notes (2013)

John D. Niles: Beowulf and Lejre (2007)

Episode 1: Kong Skjold driver i land, Kong Roars rædsel og Beowulfs ankomst i Lejre

Episode 2: Beowulfs kamp imod uhyret Grendel

Episode 3: Beowulf må igen slås for danernes land, og den store helts endeligt

TILMELD DIG ROMU’S NYHEDSBREV
– OG MODTAG LIGNENDE ARTIKLER OG NYHEDER DIREKTE I DIN INDBAKKE

FLERE NYHEDER OG ARTIKLER FRA ROSKILDE MUSEUM

Grundlovsdag på Lejre Museum

Grundlovsdag på Lejre Museum

På Grundlovsdag den 5. juni inviterer Roskilde Museum til hyggeligt samvær og fællessang, hvor vi med historiefortællinger og nærværet til Roskilde by omfavner grundloven gennem tale fra ROMUs direktør Morten Thomsen Højsgaard og musik akkompagneret af Line Rosenlund.

læs mere
LÆR LEJRE AT KENDE PÅ HISTORISKE SOMMERVANDRETURE

LÆR LEJRE AT KENDE PÅ HISTORISKE SOMMERVANDRETURE

Ved du, hvor Harald Hildetand eftersigende er begravet? Eller kender du historien om gudinden Nerthus i Herthadalen? Lejreområdets naturskønne landskab er sprængfyldt med fascinerende historier – og hele sommeren kan du høre nogen af dem, når Lejre Museum i samarbejde med Lejre Museumsforening, Lejre Historiske forening og lokale lodsejere inviterer på gratis historiske vandreture i lejreområdet.

læs mere
Hvem var… runeristerne?

Hvem var… runeristerne?

Hvem var menneskene der levede, da Lejre var et kongesæde? Sådan spørger Lejre Museum i en foredragsrække, der løber i første halvdel af 2023. Arkæologiske spor, runer, amuletter, grave, våben og meget andet bliver indgangsvinkler til at forstå, hvem menneskene var i yngre jernalder og i vikingetid.
Den internationalt anerkendte runolog og ph.d., Lisbeth Imer fra Nationalmuseet, var første foredragsholder, og hendes arbejde med runeindskrifter skulle give svar på spørgsmålet ”Hvem var runeristerne?”

læs mere
X
post-6189

Grundlovsdag på Lejre Museum

BEGIVENHED

Hyld demokratiet sammen med ROMU

25.05.2023

Folkemøde i Herthadalen. Tidspunktet for mødet er ukendt, men billedet giver et indtryk af rammerne i Herthadalen for de populære folkemøder i 1800-tallet. Foto: Flensborg. Lejre Arkiv.

På grundlovsdag den 5. juni fejrer ROMU demokratiet i Lejre og Roskilde – med fællessang, godt til ganen og overraskende, væsentlige lokalhistorier. Roskilde var det danske demokratis vugge, og i Lejre blev holdt gigantiske folkefester til ære for grundloven. Dét bliver afsættet, når ROMU markerer dagen med to gratis arrangementer.

Mange tusind mennesker havde fundet vej, på gåben, til hest eller i hestevogn, til Herthadalen nær Gl. Lejre den 5. juni 1854. De ville fejre landets nye forfatning, grundloven – og ikke mindst høre den berømte præst, salmedigter, politiker, forfatter og folkeoplysningsmand N.F.S. Grundtvigs tale om sagn fra Lejre, national stolthed og borgeren.

“I midten af 1800-tallet kunne de virkelig fejre det spæde demokrati. Vi kan ikke måle os med datidens rene og skære folkefest, men fra ROMUs side vil vi også markere denne demokratiets festdag med fælleskab, gode historier og fejring af demokratiet,” siger museumsdirektør Morten Thomsen Højsgaard.

Derfor markerer ROMU årets grundlovsdag med to hyggelige, oplysende, underholdende mini-folkefester – om formiddagen på Lejre Museum, efter middag i museumsgården på Roskilde Museum.

Lokale historier og lokale sange
Gæsterne vil kunne nyde gratis kaffe, te og kage, fællessang med lokalområdet som tema ved pianist og sanger Line Rosenlund og en kort og fyndig grundlovstale fra museumsdirektør Morten Thomsen Højsgaard om lokalområdets spændende historier fra grundlovens tidlige år.

Arrangøren bag begge grundlovsfejringer, Marie Abel Hesse fra ROMU, fortæller, at det især handler om at være sammen med andre om at fejre demokratiet:

“For os handler det for om at skabe en fællesskabsfølelse – med spændende lokalhistorier om demokratiets begyndelse og fællessang, fordi det bringer os tættere sammen”.

Museumsdirektøren tilføjer:

“Når man arbejder med museer, så lever og ånder man på mange måder for demokratiet. Museer er sat i verden for at oplyse, berige og underholde borgerne med den historie, vi er rundet af.”

Derfor er begge arrangementer også rundet af lokalområdets lange tradition for politiske folkefester, fortæller Marie Abel Hesse og påpeger, at Grundtvig allerede i 1851, tre år før det første store møde i Herthadalen, holdt tale for folket et andet sted i lokalområdet; nemlig ved den engang 100 meter lange skibssætning fra vikingetiden i Gl. Lejre – hvorfor arrangementet i Lejre også i år bliver afholdt netop dér.

I Roskilde vil fokus naturligt være på byens enestående historier som rugemaskine for det danske demokrati.

Roskilde var grundlovens vugge

I 1844 – altså fem år før grundloven – stod den nationalliberale politiker Orla Lehmann i en stor sal i det smukke gule barokanlæg, Det Kongelige Palæ, i centrum af Roskilde. I hesteskoformede rækker sad repræsentanter for bønder, borgere og godsejere på Sjælland, Fyn og øerne og hørte den kendte politiker bruge sin taletid på at kritisere stilstanden i udviklingen af en ny forfatning for Danmark.

Forsamlingen på omkring 70 mænd var den såkaldte stænderforsamling, hvor delegerede fra de tre stænder i det østlige Danmark siden 1835 mødtes for at drøfte statens anliggender.

“Det er ikke en historie, som vi har patent på, for der var også stænderforsamlinger i Viborg og i de to hertugdømmer. Men Roskilde var en vugge for demokratiet i Danmark, ” fortæller Morten Thomsen Højsgaard.

Faktisk var stænderforsamlingerne det repræsentative demokratis spæde begyndelse, for de delegerede blev stemt ind af omkring tre procent af vælgerne. Dog havde forsamlingen ingen magt, men de måtte rådgive enevoldskongen.

Værdsæt demokratiet – og dem vi står på skuldrene af

Og det var ikke uden betydning at sidde i stænderforsamlingen i Det Kongelige Palæ. Flere af herrerne blev forkæmpere for demokratiet – heriblandt grundlovens hovedforfatter, D.G. Monrad – og førnævnte Orla Lehmann, som også fik stor indflydelse på udkastet til grundloven.

“På stænderforsamlingen blev der slået en grundtone an – mændene her diskuterede statens anliggender og dannede netværk, som skubbede på for en ny styreform i Danmark,” fortæller museumsdirektøren og påpeger, hvorfor vi skal mindes historien:

“Vi skylder at fejre, markere og hylde vores demokrati og værdsætte de personer, som muliggjorde det gode samfund, vi har i dag med ytringsfrihed, ligestilling, foreningsliv med mere”.

Morten Thomsen Højsgaard fortsætter med stof til eftertanke:

“Når man kigger ud i verden, er det tydeligt, at demokratiet ikke er en given styreform, som alle lande en dag vil tage til sig – det troede en del danskere nok engang. Så hvis demokratiet er noget man er glad for, så synes jeg, at man skal fejre grundlovsdag.”

Kom til fejring af grundloven i Lejre og Roskilde

Lejre Museum, kl. 9.45

Program:

9.45-10.00: Udskænkning af kaffe og kage ved Skibssætningen til de første 50.

10.00: Museumsdirektør Morten Thomsen Højsgaard holder grundlovstale ved Skibssætningen.

10.15: Alle går i samlet flok til Lejre Museum

10.30-11.00: Fællessange med udgangspunkt i lokalområdet med pianist og sanger Line Rosenlund.

Tid, pris og sted

Tid: 5. juni 2023, kl. 9.45-11.00

Pris: Gratis

Sted: Skibssætningen i Gl. Lejre, tæt ved Lejre Museum, Orehøjvej 4B, 4320 Lejre

Roskilde Museum, museumsgården, kl. 12.30

Program:

12.30-12.45: Udskænkning af kaffe og kage til de første 50.

12.45-13.00:  Museumsdirektør Morten Thomsen Højsgaard holder grundlovstale.

13.00-13.30: Fællessange med udgangspunkt i lokalområdet med pianist og sanger Line Rosenlund.

Tid, pris og sted

Tid: 5. juni 2023, kl. 12.30-13.30

Pris: Gratis

Sted: Roskilde Museum, Museumsgården, Sankt Ols Stræde 3, 4000 Roskilde

Husk: Påklædning efter vejrforholdene – vi rykker dog indenfor, hvis nødvendigt.

FLERE NYHEDER OG ARTIKLER FRA LEJRE MUSEUM

Grundlovsdag på Lejre Museum

Grundlovsdag på Lejre Museum

På Grundlovsdag den 5. juni inviterer Roskilde Museum til hyggeligt samvær og fællessang, hvor vi med historiefortællinger og nærværet til Roskilde by omfavner grundloven gennem tale fra ROMUs direktør Morten Thomsen Højsgaard og musik akkompagneret af Line Rosenlund.

læs mere
LÆR LEJRE AT KENDE PÅ HISTORISKE SOMMERVANDRETURE

LÆR LEJRE AT KENDE PÅ HISTORISKE SOMMERVANDRETURE

Ved du, hvor Harald Hildetand eftersigende er begravet? Eller kender du historien om gudinden Nerthus i Herthadalen? Lejreområdets naturskønne landskab er sprængfyldt med fascinerende historier – og hele sommeren kan du høre nogen af dem, når Lejre Museum i samarbejde med Lejre Museumsforening, Lejre Historiske forening og lokale lodsejere inviterer på gratis historiske vandreture i lejreområdet.

læs mere
[{ _i=”0″ _address=”4.0.0.0″ /]

post-1509

Butik

BEGIVENHED

Besøg Lejre Museums butik hvor du finder et varieret udvalg af varer bl.a. historiske smykker, bøger, legetøj, drikke og meget mere. Mange af varerne kommer med en lille historie tilknytte. I Butikken kan også købes billet til museets udstillinger såvel som til museets forskellige arrangementer.

Lejre Museum tilbyder også muligheden for at stille tørsten og den søde tand. I museets lille cafehjørne kan du nyde økologisk, fairtrade Puro kaffe, økologisk juice, smoothies og sodavand fra Naturfrisk Ørbæk Bryggeri, Hansen’s Is samt chokolade fra den lokale chokoladeverdensmester Friis-Holm m.m. I sommerhalvåret kan du nyde dine køb og solens stråler i vores udendørs cafemøbler.

Det er gratis entré til museets butik og café.

banner_gul_99x32

Åbent i påsken
Alle dage kl. 11-16