Skelet-mysteriet fortsætter på Lejre Museum
Pressemeddelelse
25.03.2021

Lejre Museum forlænger udstillingen ’Skelettet i kongehallen – Hvem var han?’ Den er centreret om skelettet af en mand, hvis grav blev fundet under udgravningerne af den store kongehal. Her er konservator Unn Gelting ved at arrangere udstillingen med de fund, der blev gjort sammen med skelettet. FOTO: ROMU
På Lejre Museum venter et mystisk skelet på, at gæsterne vender tilbage og hjælper med at opklare dets hemmeligheder. Udstillingen om skelettet fra kongehallen fortsætter nemlig her på den anden side af nedlukningen. En pause, som museet har udnyttet til at få en flyvende start på det digitale univers, som gæsterne har brugt flittigt i lukkeperioden.
Når Lejre Museum den 21. april forhåbentlig igen må åbne for gæster, er det med et skelet fra vikingetiden som centrum. Udstillingen ’Skelettet i kongehallen – Hvem var han?’ får fortsat lov til at pirre gæsternes nysgerrighed.
”Vi fortsætter i år, fordi den blev så godt modtaget. Der er stor interesse for alt, hvad der har med magten og kongesædet her i Lejre at gøre,” fortæller museumsinspektør Isabella No’omi Fuglø.
Udstillingen, der åbnede sidste sommer, inviterer gæsterne til at gætte med på, hvem skelettet var, da han var i live. Den mystiske mand, som blev fundet under udgravningen af Danmarks største kongehal, rejser nemlig flere spørgsmål, end han giver svar.
Og nu er gæsterne altså snart velkomne igen til at hjælpe arkæologerne med at komme på sporet af mandens identitet. Blot skal de være i besiddelse af et coronapas. Det vil sige, at de skal fremvise dokumentation for, at de er vaccineret, tidligere har været smittet eller inden for de sidste 72 timer er testet negativ for covid-19.
Fascinerer på tværs af alder
Da museet måtte lukke ned i december sidste år, fik museet mange henvendelser fra folk, der ikke havde nået at se udstillingen. Den skulle være taget af plakaten med udgangen af 2020. Men nu får gæsterne en chance mere til at prøve at gennemskue skelettets hemmeligheder.
”Rigtig mange har været glade for den og besøgt den. Det særligt interessante er, at den har vakt stor fascination på tværs af generationer. Også blandt børn og unge, selvom kompleksitets-niveauet er så højt, at det efterlader selv de voksne grublende.”
Hvor længe udstillingen fortsætter, er endnu ikke afgjort. Men nok ikke helt til alle spørgsmål om mandens liv og skæbne er afklaret.
Digital omstilling blev accelereret
Tiden uden gæster har været hård for museerne. Men hvis man tager ja-hatten på, har det på mange måder været en spændende tid, fortæller Isabella No’omi Fuglø. Museet tog nemlig kort før den første nedlukning hul på en omstilling, hvor livestreams, podcasts og videoer skulle udvide museets mange historier i et stort, digitalt univers. Meget brugbart, viste det sig, når gæsterne ikke måtte komme på museum.
”Det var det perfekte tidspunkt, vi begyndte vores digitale omstilling. Vi har haft stigende aktivitet på facebook og på vores hjemmeside, og vi har haft mange, som har lyttet til podcast og set vores videoer. Interessen og opbakningen har været der, og den vil vi selvfølgelig rigtig gerne fortsat komme i møde.”
På Lejre Museums hjemmeside kan man gå på opdagelse i det digitale univers. Hvis man er glad, analog museumsgænger, skal man ikke frygte, at museet post corona bliver helt digitalt. Men det digitale univers kan være med til at gøre oplevelsen større.
”Det er i genstandene, vi har vores ståsted. Jeg kan godt fortælle dig, hvor magisk Odin-figuren er – men det er jo noget helt andet at stå og se den med sine egne øjne. Men måske er det også fedt at have hørt en podcast og set en video om den, inden man kommer ind.”
Glæder sig til mennesker i udstillingen
Selv om tiden har været brugt fornuftigt, glæder Isabella No’omi Fuglø sig alligevel til, at der igen er liv inden døre. Hun har lagt mærke til, at parkeringspladsen foran museet især i weekenderne har været propfyldte, og at folk har brugt museets vandreruter til at udforske og opleve landskabet omkring museet.
”Vi glæder os selvfølgelig enormt, til vi må invitere gæsterne indenfor igen. Det er herinde, vi binder hele landskabet sammen. Måske har vi med vores digitale formidling udenfor kunnet klæde folk rigtig godt på til at komme tilbage og opleve genstandene.”
Lejre Museum kan fremover besøges hele året. Åbningstiderne er, som de plejer: Mandag lukket, øvrige dage 11-16
Tadre Mølle skyder sæsonen i gang 1. maj og kan besøges lørdage og søndage kl. 11-16.
Hovedpersonen i udstillingen ’Skelettet i kongehallen – Hvem var han?’ er skelettet af en mand på 35-50 år, der er begravet i guldindvævet tøj og med få genstande. Han er begravet i vikingetiden, tilsyneladende efter at kongehallen er revet ned. Hvem er han? Lejre Museums arkæologer fremlægger alt, de ved – og så kan gæsterne ellers bare lege detektiver og gætte med.
Gå på opdagelse i Lejre Museums digitale overflødighedshorn af podcast, videoer og artikler her.
ROMU holder sig løbende opdateret om gældende retningslinjer for, hvordan besøgsstederne bedst passer på de besøgende. Foreløbig står det klart, at der bl.a. vil være krav om coronapas, når museerne – om alt går vel – kan åbne fra den 21. april. Det vil sige, at man skal fremvise dokumentation for, at man er vaccineret, tidligere har været smittet, eller at man inden for de sidste 72 timer er testet negativ for covid-19.
På romu.dk kan man løbende følge med i tiltag og retningslinjer, så alle kan passe på hinanden.
Vild med sagnkonger, vikinger og jernalderarkæologi? Skal du være med til at få Lejre tilbage i danmarkshistorien?
Så skal du tilmelde dig Lejre Museums nyhedsbrev, hvor du månedligt vil modtage artikler, nyheder og spændende historier.
FLERE ARTIKLER OG NYHEDER
Grundlovsdag på Lejre Museum
På Grundlovsdag den 5. juni inviterer Roskilde Museum til hyggeligt samvær og fællessang, hvor vi med historiefortællinger og nærværet til Roskilde by omfavner grundloven gennem tale fra ROMUs direktør Morten Thomsen Højsgaard og musik akkompagneret af Line Rosenlund.
LÆR LEJRE AT KENDE PÅ HISTORISKE SOMMERVANDRETURE
Ved du, hvor Harald Hildetand eftersigende er begravet? Eller kender du historien om gudinden Nerthus i Herthadalen? Lejreområdets naturskønne landskab er sprængfyldt med fascinerende historier – og hele sommeren kan du høre nogen af dem, når Lejre Museum i samarbejde med Lejre Museumsforening, Lejre Historiske forening og lokale lodsejere inviterer på gratis historiske vandreture i lejreområdet.
Magisk vinterferie på Lejre Museum
Hele familien kan opleve vølvernes forunderlige og magiske verden, når Lejre Museum inviterer til en kombineret rundvisning og kreativt værksted i vinterferien.
Hvem var… runeristerne?
Hvem var menneskene der levede, da Lejre var et kongesæde? Sådan spørger Lejre Museum i en foredragsrække, der løber i første halvdel af 2023. Arkæologiske spor, runer, amuletter, grave, våben og meget andet bliver indgangsvinkler til at forstå, hvem menneskene var i yngre jernalder og i vikingetid.
Den internationalt anerkendte runolog og ph.d., Lisbeth Imer fra Nationalmuseet, var første foredragsholder, og hendes arbejde med runeindskrifter skulle give svar på spørgsmålet ”Hvem var runeristerne?”
Foredragsrække kaster lys på menneskene i Lejres storhedstid
Hvem var menneskene, der levede, da Lejre var et kongesæde? Spørgsmålet vil blive undersøgt i ny foredragsrække på Lejre Museum i første halvdel af 2023. Arkæologiske spor, runer, amuletter, grave, våben og meget andet bliver indgangsvinkler til at forstå, hvem menneskene var i yngre jernalder og i vikingetid.
Planterester vidner om oldtidsmenneskers livstil
Torsdag den 8. december byder Lejre Museum, i samarbejde med Lejre Museumsforening, velkommen til foredrag med arkæobotaniker Sabine Karg om brug af planter som råstof gennem historien.