Spøgelsesskibet i Lejre Ådal

Af: Ole Thirup Kastholm

28.09.2021

Den største af kongehallerne ved Lejre set fra luften, da den blev udgravet i 2009. I baggrunden ses Lejre Ådal og åen. Foto: Ole Kastholm, ROMU.

Læsetid: 6,5 minutter

Tag med denne artikelserie med på en opdagelsesrejse i tre dele, hvor vi kaster os over spørgsmålet: Kunne jernalderens og vikingetidens folk sejle ind til kongesædet i Lejre? Rejsen hen over Roskilde Fjord til Lejre Ådal byder på tiders forskningsresultater, overraskende opdagelser og et spøgelsesskib

Del 1 – Eftersøgningen

”I gamle dage kunne man vist sejle her?” Dét er en folkelig opfattelse, man som arkæolog ofte bliver præsenteret for ude i det danske landskab. Selv ude i Vindinge, landsbyen sydøst for Roskilde, der befinder sig godt 50 m over fjordens nutidige vandspejl, er jeg engang blevet stillet det spørgsmål. Og vand har der jo været også der, hvor Vindinge ligger i dag – for henved 20 millioner år siden, dog uden et ”man”, som kunne sejle på det. Når det er sagt, så er tanken om sejlads til lands alligevel ikke helt skæv. Landskabet er dynamisk, det har været – og er – under stadig forandring, hvilket skyldes både eustatiske og isostatiske kræfter, altså henholdsvis ændringer i havspejlets niveau og landhævning eller -sænkning. I slutningen af jægerstenalderen (5400-3950 f.Kr.) nåede havspejlet sit maksimum inden for den periode, hvor der har levet mennesker på vores breddegrader, og stod 3-5 m højere end i dag i regionen omkring Roskilde Fjord. Dermed lå kystlinjen, hvor der er tørt land i dag, og mange af vores nuværende ådale udgjorde små fjordarme. Dengang kunne man sejle mange steder, hvor det ikke er muligt i dag. Imidlertid hævede landet sig efterhånden, vandet blev trukket tilbage, og det landskab vi kender i dag, dukkede frem i løbet af bondestenalderen.

Kongesædet i Lejre

En lokalitet, der traditionelt har pådraget sig særlig opmærksomhed med hensyn til mulige eller umulige besejlingsforhold, er jernalderkongesædet i Lejre. Kunne man dengang sejle de ca. seks km fra bunden af Lejre Vig ad åen indtil dette betydningsfulde sted, som var i funktion fra ca. 500-1050 e.Kr.? Det er et rigtigt guldaldermaleri: Langskibenes knejsende dragehoveder i ådalen neden for skråningen med den mægtige kongehal. Guldaldermaleriet er jo sådan set ikke grebet ud af den blå luft, for i sagaerne sejler kongerne så godt som altid, når de skal ud og føre sig frem. Skibet og kongemagten havde et symbiotisk forhold i jernalderen.

Lejre Å som den ser ud i dag, lige syd for Lænkebro, hvor georadarundersøgelsen fandt sted i 1981. Foto: Ole Kastholm, ROMU.

Et skib i ådalen?

Havde fordums kongers snekker besejlet Lejre Å, så kunne man måske være så heldig at finde resterne af et skib i dag? Det var motivationen for nogle undersøgelser i ådalen, som blev foretaget af Vikingeskibshallen, Nationalmuseet, Roskilde Museum og Lejre Fredningsforening i første halvdel af 1980’erne. På Lejre-egnen havde nemlig i mange år floreret den historie, at der ved et gravearbejde i Lejre Ådal i slutningen af 1930’erne skulle være fundet plankerne fra et vikingeskib. Historien kom fra arbejdsmænd, som havde været med ved anlæggelsen af den kildeplads i ådalen, der til i dag medvirker til at forsyne København med drikkevand.

I musealt regi begyndte historien d. 5 december 1977, hvor Ole Crumlin-Pedersen fra Nationalmuseets Skibshistoriske Laboratorium i Roskilde blev ringet op af en fru Aasted – indrømmet, et for sagen ganske sigende efternavn. Fru Aasted havde før boet i Gevninge, og hendes nabo her – en hr. Sørensen – arbejdede ved vandværket. Han fortalte, at der var fundet et ”vikingeskib” ved gravearbejderne i ådalen, men at man havde holdt fundet hemmeligt for ikke at forsinke arbejdet. Nu var hr. Sørensen død, og fru Aasted mente at hun nu kunne give sin hemmelighed videre.

Men i Lejre Fredningsforening havde man kendt til ”vikingeskibssagen” i længere tid. Foreningens formand Leif Færregaard Jensen var siden 1973 gentagne gange blevet præsenteret for historien, og folkene fra foreningen udforskede den yderligere i tiden fra 1977-1979. Gennem interviews med en række lokale, som på den ene eller anden måde havde været involveret – eller kendte nogen, der havde – kom flere oplysninger frem. Det skete dog ikke uden sværdslag, for flere var uvillige til at tale om sagen, da arbejdsformanden dengang angiveligt havde truet dem til tavshed – en trussel, som åbenbart stadig havde sin virkning fire årtier senere. Men det lykkedes alligevel at få vigtige detaljer frem, ikke mindst om hvor ”skibet” formodentlig var blevet set.

Resultaterne fra georadarundersøgelsen i 1981. Anomalierne ses skraveret. Fra Vikingeskibsmuseets arkiv.

Eftersøgning med georadar i 1981

Med Jan Skamby Madsen fra Vikingeskibshallen i spidsen indledte museerne og Fredningsforeningen på den baggrund en undersøgelse i ådalen. Ud fra de forhåndenværende informationer blev eftersøgningsstedet indkredset til omtrent 30 m syd for Lænkebro, som stedet hedder, hvor landevejen mellem Roskilde og Holbæk krydser dalen. Her ved Københavns Vandforsynings brøndboring nr. G23 mente man at stedet var.

Som værktøj blev en af de dengang helt nye metoder valgt, georadar. Georadaren sender et radarsignal ned i jorden, og signalets refleksion kan fortælle om strukturer eller konstruktioner, der skiller sig ud fra jordlagene. På den måde kan man i princippet kigge ned i jorden – uden at svinge spade og skovl. Georadarundersøgelsen i Lejre Ådal var sammen med undersøgelserne af Sydhøjen i Jelling blandt de tidligste forsøg med denne metode på det arkæologiske område i Danmark. Med georadaren kunne man dække et relativt stort område, og på baggrund af resultaterne efterfølgende sætte ind med udgravninger på udvalgte steder.

Undersøgelsen, der fandt sted i oktober 1981, dækkede et areal på ca. 470 m² omkring vandværksbrønden. Radarsignalet kunne dog kun nå 1-1,5 m ned under overfladen, og dækkede dermed blot ferskvandstørven. En boreprøve viste, at der under denne dybde fandtes marine aflejringer. Desværre gav georadaren ikke entydige resultater, men der kunne dog udpeges enkelte ”anomalier” i undergrunden, der muligvis kunne være forårsaget af større træstykker. Der blev også planlagt en prøvegravning på de udpegede steder i maj 1982, men den fandt ikke sted. Der er dog også kun et enkelt af de udpegede steder, som kan have relevans, da det befinder sig, hvor der blev gravet i forbindelse med brønden, mens de andre ligger uden for graveområdet fra 1930’erne.

Stedet, hvor Lejre Fredningsforening foretog deres undersøgelse i 1984, som det ser ud i dag. Foto: Ole Kastholm, ROMU.

Boringer og prøvegravning i 1984

Efter de ikke helt entydige resultater fra 1981-undersøgelse, fortsatte Fredningsforeningen indsatsen i Gevningeområdet med at indsamle oplysninger om fundet i ådalen. Det førte til ny og mere præcis viden, som tydede på, at georadarundersøgelsen havde ramt ved siden af. Ifølge de nye oplysninger var fundet gjort nedenfor Orehøjgård, 600-800 m syd for Lænkebro. Det havde befundet sig i to meters dybde, og havde kunnet følges over en strækning på fem meter i vestsiden af ledningsgraven. På den baggrund granskede folkene fra foreningen terrænet, sammenholdt det med vandforsyningens kortmateriale, og interessen samlede sig derefter om strækningen mellem to vandværksbrønde, G18 og G17.

Eftersøgningen blev taget op på ny i 1984. Nu med jordbor på strækningen mellem de to brønde. I alt 22 boringer blev foretaget for at finde frem til trærester, og omtrent midtvejs mellem brøndene dukkede der pludselig træ op i adskillige boringer. Træet lå godt en meter nede, og et gennemsyn på Vikingeskibshallen viste, at der var tale om ret nedbrudt fyrretræ. Det var på tide at foretage en prøvegravning, hvilket skete juni-august 1984.

Et lille udgravningsfelt 6 m² blev anlagt der, hvor koncentrationen af træ havde vist sig. Terrænoverfladen var her ca. 3,6 m over havets overflade. Der blev gravet ned gennem tørven, til omtrent halvanden meters dybde, ned til istidens aflejringer af grus og sand, som befandt sig ca. 2,4 m over havets overflade. Undervejs undersøgte Fredningsforeningen mange stykker træ, der viste sig at være fyrretræ, ligesom i boreprøverne. Men beklageligvis viste træet sig at være uberørt af menneskehånd, det var naturens efterladenskaber omkring vandløbet. At der har været en del fyrreskov ved ådalen blev også indikeret i nogle pollenprøver, der blev taget under udgravningen fra den nederste del af tørvelaget, og efterfølgende analyseret på RUC. To af prøverne blev vurderet til at være fra Subboreal tid (3900-500 f.Kr.) mens en tredje var fra Subboreal eller Subatlantisk tid (500 f.Kr. til i dag).

Udgravningsplanen fra Lejre Fredningsforenings undersøgelse i 1984. Fra Vikingeskibsmuseets arkiv.

Fredningsforeningens undersøgelse viste sig altså også resultatløs, for så vidt angår spøgelsesskibet. Da udgravningen var afsluttet gik foreningens folk til deres kilde i Gevninge, i udgravningsrapporten benævnt ”H.”, for at dobbelttjekke om de nu havde gravet det rette sted. Det blev i store træk bekræftet af H., dog opstod der en mistanke om, at vraget kunne gemme sig under den flere meter brede ingeniørvej, som var anlagt mellem vandværksbrøndene. Denne mistanke blev dog liggende på skrivebordet, for her kunne man ikke så let komme til at grave.

Georadar, boringer, prøvegravning. Intet spor af spøgelsesskibet var blevet fravristet ådalens tørv. Efter Fredningsforeningens indsats blev der ikke gjort yderligere for at opklare den mærkelige sag, og hvis der er et skib i ådalen, så ligger det der måske endnu. Eller gør det? For hvordan skulle et vikingeskib have passeret det snævre åløb – kan det overhovedet lade sig gøre? Det er et spørgsmål, hvis besvarelse vi må kigge nærmere på i næste afsnit af ”Spøgelsesskibet i Lejre Ådal”.

Oversigtskort med de to undersøgelser i Lejre Ådal. Øverste prik er georadarundersøgelsen, nederste prik er udgravningen. Baggrundskort: Høje Maalebordsblade fra sidste halvdel af 1800-tallet, © Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering.