Spøgelsesskibet i Lejre Ådal

Af: Ole Thirup Kastholm

22.12.2021

Læsetid: 4,5 minutter

Dæmningen ved Gl. Lejre indrammet med rød. Baggrundskort: Reliefkort og ortofoto, © Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering.

I første afsnit af ”Spøgelsesskibet” hørte vi om, hvordan man ved et gravearbejde i ådalen i 1930’erne var stødt på et muligt skibsvrag fra vikingetiden. Men det er aldrig lykkedes at finde skibet. Og i andet afsnit blev der kastet lys over, hvorvidt åen var sejlbar i jernalderen. Det var den ikke. Her, i tredje og sidste afsnit, undersøger vi, hvad det mon så kan være for en trækonstruktion, der blev fundet i ådalen, når nu det ikke kan være et skib.

Del 3 – Den lange dal

Men hvis ikke det var muligt at sejle så langt op ad åen som til syd for Lænkebro, hvad var det så de observerede under ledningsarbejdet, arbejdsmændene dengang i 1930’erne? Dét vi konkret ved om selve fundet er, at det fremtrådte som en ca. fem meter lang ”væg” af planker, som blev blottet i ledningstraceets vestlige side, da en jordvæg skred ned. Det forlyder også, at nogle af plankerne blev taget med hjem af arbejderne som brænde, de var ca. en tomme tykke (2,5 cm). Men derudover er ingen yderligere oplysninger om plankernes dimensioner eller karakter i øvrigt, dog må vi notere os, at fundet intuitivt blev opfattet som et resterne af et skib. Omfanget såvel som skibstolkningen giver det indtryk, at det observerede må have været en del af en menneskeskabt konstruktion, og ikke bare nogle af naturens efterladenskaber i form af grene og væltede stammer. Men hvad?

Over åen

Mens det er højst tvivlsomt, at åen kunne fungere som transportvej i yngre jernalder, så kan vi regne det for en kendsgerning, at åen i sig selv, såvel som ådalens sumpede terræn, generelt har udgjort en barriere i oldtidens landskab. Det har været nødvendigt at etablere overgange for at kunne passere ådalen og åen – om ikke fuldstændig tørskoet, så dog på et nogenlunde fast underlag. Overgangene kunne være vadesteder, hvor der blev anlagt vej ved lavvandede strømsteder. Vejene kunne være befæstet med ris, sten eller planker. Fra yngre jernalder og frem kender vi også til brokonstruktioner, mest kendt er nok den monumentale Ravning Enge-broen i Vejle Ådal fra slutningen af 900-tallet.

Overgangene har været der, hvor landskabet gav de bedste muligheder for passage, for eksempel hvor strækket over ådalen var kort. Ofte kan de findes ved gamle vejforløb, og nogle gange kan man blive ledt på sporet på ældre kortmateriale, hvor ”vad” eller ”spang” kan være markeret. Ved en række undersøgelser i Tryggevælde Ådalen ved Stevns i 1970’erne blev oldtidens veje og vadesteder systematisk eftersøgt, og der blev lokaliseret adskillige fra mange perioder i oldtiden og middelalder. Også træbyggede konstruktioner blev fundet, i ét tilfælde var bygningstømmer fra jernalderhuse eller lignende blevet genanvendt som fundering af en stenlagt vej.

Var det resterne af et vadested, som arbejderne fandt, da de stødte på plankerne i ådalen? Det er en nærliggende tanke, og mere oplagt, end at det skulle være et skib i sin helhed. Man kan have genanvendt forskelligt konstruktionstømmer til opbygning og forstærkning af vadestedet – det kan jo sågar have været genbrugt skibstømmer, men nu bevæger vi os vist ud på gætteriets overdrev.

Der er flere steder spor efter – eller efterretninger om – konstruktioner på tværs af ådalen, dog uden at de umiddelbart kan sættes i forbindelse med ”skibet”. Lad os kaste et blik på dem, for til slut at vende tilbage til skibet.

Overgangen neden for Harald Hildetands Høj indrammet med rød. Baggrundskort: Reliefkort og ortofoto, © Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering.

Dæmningen ved Gl. Lejre

Mest markant og velundersøgt er den fredede dæmning lige sydøst for Gl. Lejre, der krydser ådalen, og hvorpå vejen til skibssætningerne ligger. Den ca. 200 m lange konstruktion er opført i midten af 1300-tallet, og menes at have været en mølledæmning, som opstemmede vandet i en dam syd for, så det kunne bruges til vandmølledrift. Nord for dæmningen er der fundet resterne af en vandmølle. En mindre udgravning i 1982 viste, at dæmningen var 10-15 m bred, og havde en højde på 4-5 m. Det var en tørveopbygget vold med en indre konstruktion af nedrammede pæle. Dæmningen fungerede naturligt – som i dag – som passage af ådalen. Her gik vejen mod Kornerup, der kan følges på gamle kort tilbage til ca. 1750, men som formentlig er langt ældre.

Overgangen neden for Harald Hildetands høj

Også nordøst for Gl. Lejre er der en passage af ådalen, som kalder på interesse. Der er tale om en lav dæmning af ½ m højde og 4-5 m bredde ved foden, som strækker sig knap 60 m fra landsbyen og nordøst på, på tværs af ådalen, og ud til selve åløbet, som her befinder sig i dalens østkant. I dag er der en trampesti på dæmningen, og selve åen forceres via en spang. Alderen på anlægget lader sig ikke umiddelbart spore, og der har indtil videre ikke været foretaget arkæologiske undersøgelser lige her. Ej heller ældre kortmateriale gør os klogere på, hvor længe der har været et vad eller en spang her. Imidlertid gjorde arbejdsmændene i 1930’erne en interessant opdagelse i dette område, da ledningen skulle graves ned. Det fremgår af nogle oplysninger, som Lejre Fredningsforening indsamlede: ” … Endvidere har fhv. vandværksarbejder Kaj Christiansen, Allerslev, i 1977 fortalt os, at der under ledningsarbejdet i 30’erne gravedes igennem en række stolper, på tværs af ådalen, omtrent ud for Harald Hildetands høj. Han havde dengang tydet det som rester af en havn.”.

Vi kan ikke med sikkerhed vide, om stolperækken blev fundet præcis i den lave dæmning vi kan se i dag. Men det er en nærliggende tanke, og efterretningen om tømmerkonstruktionen leder tanken videre til, at der i givet fald må have været tale om et anlæg af blivende karakter. Spørgsmålene om alder såvel som karakter kan formentlig besvares ved en mindre arkæologisk udgravning på stedet.

Volden ved Sønderdal indrammet med rød. Baggrundskort: Reliefkort og ortofoto, © Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering.

Lune Mølledæmning?

Længere nordpå, omtrent på højde med gården Sønderdal øst for ådalen, findes et menneskeskabt anlæg, hvis konkrete funktion svæver i det uvisse. Det er en større vold, der er anlagt på tværs af dalen, der her er meget smal. Volden er mindst 40 m lang, 20-25 m bred ved foden og har en højde på godt 3 m. Den synes oprindeligt at have været en forlængelse af en naturlig landskabsformation i ådalens østside, og på Original 1-kortet fra 1800-tallets begyndelse ses volden som en kraftig forhøjning, hvor åen slynger sig vest om. På senere kort, fra sidste halvdel af 1800-tallet og første halvdel af 1900-tallet, løber åen på begge sider af forhøjningen, mens den i dag kun løber øst om i en lille slugt, der lader til at være gravet. Slugten har kunnet forceres via en spang, som det fremgår af de Høje Maalebordsblade.

Et gammelt marknavn lige ved volden, ”Veile Agre”, antyder, at man her har kunnet passere åen, da ”vejle” betyder vadested. Og volden kunne for så vidt være tænkt som en overgang, men dens omfang overstiger langt det nødvendige for at opfylde denne funktion, og må enten have været tænkt som en særlig imposant overgang, eller have haft en anden primær funktion. En sådan anden funktion kunne være mølledæmning, ligesom dæmningen sydøst for Lejre. Det ville betyde, at der har ligget en vandmølle nord for dæmningen. Det gør der ikke i dag, men det er interessant, at der på de gamle udskiftningskort fra o. 1800 er skrevet et påfaldende marknavn umiddelbart nord for dæmningen, nemlig ”Lune Mølle Agre” – mistanken om tilstedeværelsen af en vandmølle på dette sted i ådalen bestyrkes yderligere af et helt nyt arkæologisk fund af en menneskeskabt regulering af åen, en mulig møllekanal, netop på Lune Mølle Agre.  Fundet blev gjort ved HOFORs omfattende ledningsarbejde i ådalen mellem Lejre og Gevninge, og vi kender endnu ikke alderen på det. Men det er tankevækkende, at siderne i kanalen er opbygget af egeplanker – kunne det arkæologisk utrænede øje mon forveksle sådan en plankevæg med en skibsside? 

Dæmningen nord for Gl. Lejre, som muligvis er mølledæmningen til den forsvundne ”Lune Mølle” gemmer sig i buskadset. Set fra nordvest. Foto: Ole Kastholm, ROMU.

Hvad med spøgelsesskibet?

For nu at vende tilbage til sagens udgangspunkt: ”skibet” i ådalen, som vi antager reelt er tømmer fra en konstruktion i dalen og ikke et fartøj, som har skullet sejle på åen. Der er ikke noget sammenfald med den strækning langs åen, hvor ”skibet” skulle være påtruffet, og de synlige anlæg i landskabet, der kan tænkes at udgøre sådanne konstruktioner – dæmninger, vadesteder m.v. Men konstruktionen behøver ikke at være synlig i dag for at kunne have været der.

Lad os kaste et nærmere blik på området, hvor tømmeret lader til at være fundet. Vi må tage udgangspunkt i den lokalisering som Lejre Fredningsforening nåede frem til i 1980’erne. På ældre kortmateriale, de Høje Maalebordsblade fra sidste halvdel af 1800-tallet, ses et vejforløb, som snor sig vest ud af Kornerup ved gården Vesterlund, og forcerer Kornerup Mose hen over de højeste områder i terrænet. På bakkedraget, der skyder sig op mellem ådalen og mosebassinet, stopper vejen tilsyneladende. Men på den anden side af ådalen ses et andet gammelt vejforløb, som går op mod Orehøjvej, og støder til den lige øst for Orehøjgård. Det er nærliggende at tænke sig, at disse to gamle vejforløb, som hver især ender blindt, engang har været knyttet sammen – og hvis det er tilfældet, må der have været et vadested i denne del af ådalen. Mon det var dette vadested, arbejderne traf på dengang i 1930’erne, da de fandt ”spøgelsesskibet”, eller var det en ukendt møllekanal som den ved ”Lune Mølle”?

Oversigtskort med Lejre Ådal. Gamle vejforløb nævnt i teksten er markeret med rød. Overgange i ådalen med grøn. Blå prik er Fredningsforeningens udgravning fra 1984, og blå streg markerer den strækning, hvor det menes at ”skibet” blev set. Baggrundskort: Høje Maalebordsblade fra sidste halvdel af 1800-tallet, © Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering.