Kørte germanerne vognkørsel og druknede slaver i Lejre?

I Lejre har rygterne i flere år gået på, at der for ca. 2000 år siden skulle have fundet et helt særligt fænomen sted i istidslandskabets skove. Fortællingen om en særlig gudekult. Men hvordan er den historie egentlig blevet til, og er der egentlig noget som helst bevismateriale for fortællingerne er sande?

I år 98 skrev den romerske historiker Publius Cornelius Tacitus det berømte værk ’GERMANIA’, som handlede om de flere forskellige germanske stammer, der levede nord for det romerske riges grænser ved Rhinfloden. Værket er i flere hundrede år efter dets udgivelse blevet nærstuderet af historikere, og det anses som et af verdenshistoriens første etnografiske tekster.

De fleste beskrivelser omhandler de germanske stammer, der har levet i midten af Europa men netop én beskrivelse fra Tacitus tager os muligvis hele vejen op til Sjælland og måske helt til Lejre.             

Helligdommen i oceanet

I det historiske og etnografiske værk beskriver Tacitus i detaljer alt fra germanernes spisevaner, samfundsopbygning og beklædning, til religion og kønsroller. Eftersom skriftsproget nærmest ikke var udviklet blandt de germanske stammer, er de romerske beskrivelser et nyttigt værktøj til at forstå datidens germanske kultur.

Flere af oplysningerne skal læses med et kildekritisk forbehold, da Tacitus havde flere politiske motiver med udgivelsen af værket. Hans forherligelse af germanernes simple og ærefulde liv skal læses i kontrast til, hvad der sker i samtidens romerske rige, hvor Tacitus og den øvre romerske overklasse havde et anstrængt politisk forhold til kejseren Domitian og hans styre. Derfor kan GERMANIA også læses som en indirekte provokation af den romerske kejser.

Ikke desto mindre giver GERMANIA et meget sjældent og unikt indblik i germanernes samfund, verdensbillede og tro.

I beskrivelsen af germanernes religion nævner Tacitus bl.a. frugtbarhedsgudinden Nerthus, som tilbedes på tværs af stammerne.

Dyrkelsen af hende beskrives således:

40,3

Ved disse stammer taget hver for sig er der intet bemærkelsesværdigt udover, at de i fællesskab dyrker Hertha, Moder Jord, som de tror griber ind i menneskelige anliggender og, at hun i en vogn kører omkring til dem, der dyrker hende.

På en ø ude i Oceanus er der en hellig lund. I den befinder sig en indviet vogn, som er tildækket af et klæde. Kun én præst må røre vognen. Han kan fornemme gudindens tilstedeværelse i vognens indre, og han ledsager hende fuld af religiøs ærefrygt, når hun kører i sin vogn, der trækkes af køer.

Da er der glade dage, og festsmykkede er alle de lokaliteter, gudinden værdiger et gæstebesøg. Da drager de ikke i krig, og da griber de ikke til våben, men alle våben er under lås og slå.

Derpå vaskes vognen og klædet og, hvis man ellers vil tro det, guddommen i en afsides liggende sø. Slaver som søen straks efter opsluger, går da til hånde. Dette har skabt en hemmelighedsfuld gysen og from uvidenhed om, hvad det er for et væsen, som kun de til døden dømte får at se.

(Tacitus, 98. kap. 40)

Hvilken ø i oceanet Tacitus refererer til, er ikke beskrevet yderligere. Da der findes en del øer nord for Rhinfloden, er det nærmest umuligt at udpege, hvor den hellige gudinde har kørt fra landsby til landsby. Et muligt bud på denne helligdom har dog i lang tid været Lejre, da der her i flere hundrede år har eksisteret en lund der måske er opkaldt efter gudinden, Nerthus.

I skovene omkring Ledreborg Slot et par kilometer fra Lejre Museum, ligger Herthadalen. Området er i dag fyldt med skov og træer som indelukker den nedsunkne dal i det højtstående istidslandskab. Det er netop her, at begivenhederne fra Tacitus’ beskrivelser muligvis har fundet sted.

Forbindelsen mellem Herthadalen og Tacitus’ optegnelser skal findes i navnet ’Hertha’.

Der har mellem historikere og religionsforskere i længere tid været diskussioner om, hvorledes navnebetegnelserne ’Nerthus’ og ’Hertha’ er beslægtede. Flere danske historikere advokerede i begyndelsen for, at navnet ’Hertha’ måtte være den Skandinaviske udgave af ’Nerthus’. Både fordi de to navnes ordlyd var så tæt op ad hinanden og fordi Sjælland passede godt geografisk ind i beskrivelserne fra Tacitus

Midt på Sjælland i Lejre lå endda et område som i folkemunde blev kaldt ’Ertedalen’. Historikeren Ole Worm fandt frem til i sine undersøgelser, at ’Ertedalen’ måtte være en lokal betegnelse for ’Herthas Dal’. Dette kunne unægtelig have været tilfældigt, og forbindelsen mellem dalen i Lejre og de germanske beskrivelser, var derfor oplagt at fremstille.

Du kan læse mere om historikeren Ole Worm og hans arbejde med Lejre her.

Fortællingen om frugtbarhedsgudinden i Herthadalen passede desuden også godt ind i 1600- og 1700-tallets historieskrivning, hvor mange lærde og akademikeres øjne var begyndt at se på det prægtige Lejre, som et helt særligt sted i Danmarkshistorien.

Men selvom Herthadalens navn passer godt ind i beskrivelserne fra Tacitus, er der dog en anden overskyggende udfordring.

Problemet er, at der aldrig er blevet gjort nogle fund eller spor efter Nerthus, vogne eller druknede slaver i Herthadalen eller Lejre.

Ingen spor af Nerthus

Selvom ’Herthas Alter’ i dag står flot og historisk i skovene omkring Ledreborg, er talerstolen opført i 1800-tallet, og giver os derfor ikke et praj om oldtidens hændelser i området. Der er ikke nogle synlige markører i landskabet der peger tilbage til 98 e.Kr.

Et af budende på ’Den afsides liggende sø’, har været Knapsø, som i dag ligger op ad Restaurant Herthadalen. Her er der dog ikke blevet gjort nogle arkæologiske fund der kan støtte op om den påstand.

Der er hverken fundet rester fra vogne, slaver eller gudindestatuer ved Knapsø eller Herthadalen, så der mangler desværre mange flere beviser på, at gudindestatuen har kørt rundt i Lejre. 

Figur 3 – Herthas Alter blev opført i løbet af 1800-tallet. Talerstolen opleves langs Skjoldungestien der snor sig igennem Nationalpark Skjoldungernes Land. Foto: Søren Stegger

Samtidig er der flere andre påståede lokaliteter i Europa, der også ville kunne passe ind i Nerthus-fortællingen.

I Tyskland er der blevet udlagt, at øen Rügen med sin sø, Herthasee må have været hjemsted for Nerthus-kulten, mens man i Sverige har peget på Gammel-Uppsala som muligt sted. Af andre bud på lokaliteter har man også igennem tiden peget på Femern, Helgoland, Nordstrand og Fyn.

Så selvom Herthadalen i Lejre med sit navn er et godt bud på stedet, er der også andre steder i Nordeuropa der er gode mulige lokaliteter.

Kan vi stole på Tacitus?

En hel anden kritik af Tacitus’ fortælling går ud på, at skildringerne om de gudindedyrkende germanere, er stjålet fra lignende samtidige ritualer og fejringer man kendte fra Egypten, Rom og Gotiske stammer. Beretningerne fra Tacitus er derfor også blevet klandret for at være det pure opspind, og at han muligvis aldrig har været på besøg hos de germanske stammer.

Der er dog igennem dansk arkæologisk historie blevet gjort flere fund af træstatuer og smukt udsmykkede vogne, der passer fint ind i Tacitus’ beskrivelser fra GERMANIA. Se for eksempel Dejbjergvognene og figurerne fra Braak.

Vi er dog, trods lignende fund i Sydskandinavien, stadig meget langt fra, at vi kan kalde Herthadalen i Lejre for gudinden Nerthus hjem.

.

Ikke nødvendigvis. Det er vigtigt at pointere, at vores erfaring viser, at arkæologien i Lejre bliver ved med at overraske, når det kommer til mødet mellem sagn og fakta.

Vi skal ikke længere tilbage end til de sidste par årtier, hvor myterne om Skjoldungerne og Danmarks første kongerige blev genaktualiserede ved udgravningerne af Mysselhøjgård, hvor arkæologer og detektorførere fandt Danmarks største kongehal og den enestående Odin-figur blev opdaget. De ellers afskrevne Skjoldunger fra sagaerne og Saxos Danmarkshistorie, kom derfor atter ind igen i diskussionen om den tidligste danske kongemagt.

Lejres historie har en bemærkelsesværdig evne til at rumme muligheder og diskussion inden for myter, fakta, fund og kildekritik.

Det er dermed ikke til at forudse, hvad arkæologerne kommer til at finde i fremtidens udgravninger af områderne omkring Lejre Museum – Vi kan højst sandsynligt afskrive påstanden om, at Nerthus-kulten har været til stede i Lejre, ja – Men det spændende ved arkæologien er, at vi aldrig kan vide os 100% sikre på fortiden.

Måske der en dag dukker en gudinde op af søen?

Herthadalen har i nyere tid været mest kendt for dens omdrejningspunkt for store politiske begivenheder. Blandt andet de storslåede grundlovsmøder fra midten af 1800-tallet hvor prominente personer såsom C.C. Albert, P. Chr. Zahle og Viggo Hørup stod på talerstolen, også kendt som ’Herthas Alter’.

Du kan læse mere om de historiske grundlovsmøder i Lejre her:

https://lejremuseum.dk/grundlovsmoederne-i-herthadalen-i-1800-tallet/