Hugin og Munin indtager Lejre Museum
06.10.2022
På Lejre Museum kan man i efterårsferien blive sendt rundt i udstillingen på mission for selveste Odin. I uge 42 fokuserer museet nemlig på Odins flyvende efterretningstjeneste, ravnene Hugin og Munin. Foto: Katrine Catalan/ ROMU
I efterårsferien zoomer Lejre Museum ind på Odin – og ikke mindst hans to flyvende informanter, ravnene Hugin og Munin. Der vil være ravneaktiviteter for store og små, en ravneekspert og missioner, der skal løses. Så puds fjerene og tag familien med til Lejre i uge 42.
Af Lene Steinbeck
Siden arkæologer for 13 år siden fandt den lille sølvfigur Odin fra Lejre, har guden med det ene øje spillet en helt særlig rolle på Lejre Museum. Det gør han også i efterårsferien, hvor museet inviterer til aktiviteter, opgaver og missioner for hele familien. Odin har dog ikke hovedrollen, den tilhører hans to ravne Hugin og Munin, som sidder ved hans side.
I efterårsferien kan hele familien nemlig opleve udstillingen ”Sagnkongernes Lejre” fra fugleperspektiv, når museet tager udgangspunkt i Hugin og Munins verden. De to ravne er i nordisk mytologi Odins flyvende efterretningstjeneste, der hver dag ved daggry bliver sendt ud i alle verdens hjørner for at indsamle informationer. Samme opgave får museets besøgende, der vil blive sendt ud på mission blandt Lejres vikinger af selveste Odin. Museets ravneekspert står klar til at fortælle vilde historier om ravne og guder.
Ifølge mytologien bruger ravnene hele dagen på at flyve himlen tynd. Om aftenen sætter Hugin og Munin sig hos Odin og fortæller ham, hvad de har set og hørt. Og det er sandsynligvis den situation, som Odin fra Lejre-figuren illustrerer.
”Figuren er spændende og central for Lejre Museum, fordi den binder sagn, mytologi og Lejre tæt sammen. I efterårsferien dykker vi så helt ned i Odins to ravne, og hvordan deres rolle bliver fortolket. Ravnen er tæt forbundet med både den nordiske mytologi og folketro, hvor de har ry for at være de her lidt uhyggelige skabninger, der varsler ulykke” fortæller Maja Kvamm, der er projektmedarbejder på Lejre Museum.
Tirsdag, onsdag og torsdag i efterårsferien vil der være en ravneaktivitet for børn mellem kl. 11 og 14. Og hver dag kl. 14.30 vil der være en særrundvisning med Odin fra Lejre-figuren som udgangspunkt. Rundvisningen vil primært henvende sig til voksne. For at få mest muligt ud af oplevelsen, er det en rigtig god ide at medbringe en smartphone, der kan læse QR-koder.
Tid, pris og sted
Børneaktiviteter: 18.-20. oktober kl. 11-14
Særrundvisning: 18.-20. oktober kl. 14.30
Entre: voksne: 60 kr. Børn under 18: gratis.
Adresse: Lejre Museum, Orehøjvej 4B, 4320 Lejre
ROMUs mange efterårsferieaktiviteter
Uhyggelig Allehelgen og en tur i TV-2’s lydstudie:
Der er aktiviteter for alle, når ROMU inviterer til efterårsferiesjov i Lejre, Frederikssund og Roskilde Kommune. Tag til uhyggelig allehelgen på Færgegården, bryg din egen æblemost på Tadre Mølle, gå på jagt efter den fede lyd i TV-2’s gamle lydstudie på Ragnarock og vær med til æblefest i Lützhøfts Købmandsgaard.
Hele programmet kan ses på www.romu.dk/efteraarsferie
TILMELD DIG ROMU’S NYHEDSBREV
– OG MODTAG LIGNENDE ARTIKLER OG NYHEDER DIREKTE I DIN INDBAKKE
FLERE NYHEDER OG ARTIKLER FRA ROSKILDE MUSEUM
Vilde konger og varm kakao på Lejre Museum
Lejre Museum inviterer indenfor i uge 7 til ’Konger og Kakao’ – en smags- og fortællingsoplevelse om de sagnomspundne Skjoldunger og de mytiske guder fra Asgård. Museet er naturligvis også åbent for almindelige besøg
En vandmøllekanal fundet i Lejre Ådal
Det er næppe gået hen over hovedet på den, der færdes i området ved Lejre Ådal, at der i de sidste mange måneder har foregået et større ledningsarbejde langs åen. Det er HOFOR A/S, som lægger vandledninger ned mellem vandværket ved Lejre og et nyt værk, der opføres ved Gevninge.
Spøgelsesskibet i Lejre Ådal – Del 3
I første afsnit af ”Spøgelsesskibet” hørte vi om, hvordan man ved et gravearbejde i ådalen i 1930’erne var stødt på et muligt skibsvrag fra vikingetiden. Men det er aldrig lykkedes at finde skibet. Og i andet afsnit blev der kastet lys over, hvorvidt åen var sejlbar i jernalderen. Det var den ikke. Her, i tredje og sidste afsnit, undersøger vi, hvad det mon så kan være for en trækonstruktion, der blev fundet i ådalen, når nu det ikke kan være et skib.
ÅRETS MEST POPULÆRE ARTIKLER PÅ LEJREMUSEUM.DK
Året er ved at gå på hæld, og her på Lejre Museum glæder vi os til at se, hvad 2022 kommer til at bringe.
Før vi springer ind i det nye år, vil vi dog kigge tilbage på hvad der rørte sig i løbet af året her i Lejre, det danske kongeriges vugge.
DR2 JAGTER DEN FØRSTE DANSKE KONGE – OG SPORENE ENDER PÅ LEJRE MUSEUM
I DR2’s nye historiske serie ”Gåden om Danmarks første konge” rejser historiker Cecilie Nielsen rundt i kongeriget for at blive klogere på, hvorfor kongerækken ser ud, som den gør. Jagten fører hende i sidste afsnit til Lejre Museum, hvor en lille figur udfordrer den nationale selvforståelse – og viser, at der har været en kongemagt i Lejre før kristendommens indtog i Danmark
HVOR MEGET VED DU OM SKIBSSÆTNINGEN I GL. LEJRE?
Gl. Lejres skibssætning blev fredet for 100 år siden og står i dag som et af vores fornemmeste fortidsminder fra yngre germansk jernalder og vikingetid. Hvor meget ved du om det imponerende spor efter Lejres vikinger? Tag miniquizzen og find ud af det!