Gl. Kongsgaard slår dørene op for sommeren

26.05.2023

Et historisk teaterstykke udspiller sig på gårdspladsen et par gange i løbet af dagen, når Gl. Kongsgård fejrer begyndelsen på en ny sæson. Foto: ROMU

Sommeren begynder med en festlig og historisk sæsonåbning på Gl. Kongsgaard. Søndag den 4. juni fra 11-16 vil gården være fyldt med aktiviteter, håndværk, godt til ganen og hyggeligt samvær.

Gamle håndværk får et særligt fokus ved årets åbning. Her kan gæsterne opleve boder med salg af håndværksvarer og demonstration af b.la. plantefarvning, pilefletning, hørproduktion, båndvævning og produktion af strådyr.

”Der vil også være mulighed for at prøve kræfter med at slå med le og støbe sit eget lys. Så børnene kan få sig en sjov dag med gamle lege, og alle kan prøve lykken i en omgang hønsebingo. Det plejer at være ganske underholdende!” fortæller Maja Kvamm, der arbejder på Lejre Museum.

Gl. Kongsgaard er en fæstegård fra 1700-tallet, der ligger i hjertet af Gl. Lejre. Gårdens frivillige havehold, der hele sommeren holder gården åben med salg af kaffe og kage, vil vise rundt i den gamle gård med de smukke møbler og fortælle om den historiske have, som står med originale planter fra 1800-tallet. Hele dagen akkompagneres af lystig spillemandsmusik og et par gange vil et historisk teaterstykke udspille sig på gårdspladsen.

Lejre Museumsforening står for salg af sandwich, mens Gl. Kongsgårds frivillige sælger lækre kager og kaffe med på-tår.

Tag en dag ud af kalenderen og kom til en hyggelig sommerdag i Gl. Lejre.

”Vi glæder os alle sammen til at tage imod nye som gamle gæster til årets hyggelige sæsonåbning, og vi håber at gæsterne har lyst til at komme igen henover sommeren”, fortæller Else Kristiansen og Vivian Møller, der begge er medlemmer af det frivillige havehold.

Gl. Kongsgaard holder i sommersæsonen åbent torsdage og søndage kl. 13-16 i juni, juli og august med gratis adgang til det smukke stuehus og salg af kaffe og kage.

Tid, pris og sted

4. juni 2023, kl. 11:00-16:00

Gratis

Gl. Kongsgård, Orehøjvej 12, 4320 Lejre

OBS. Vær opmærksom på, at renoveringen af broen over Holbækmotorvejen (dvs. på Orehøjvej ved Gevninge) kan have betydning for din rute til Gl. Kongsgaard.

En vandmøllekanal fundet i Lejre Ådal

Af: Ole Thirup Kastholm.

22.12.2021

Læsetid: 4 minutter

Fundstedet i ådalen set sydfra. Foto: Ole Kastholm, ROMU.

Det er næppe gået hen over hovedet på den, der færdes i området ved Lejre Ådal, at der i de sidste mange måneder har foregået et større ledningsarbejde langs åen. Det er HOFOR A/S, som lægger vandledninger ned mellem vandværket ved Lejre og et nyt værk, der opføres ved Gevninge.

Sådan en ådal kan jo være et spændende sted, set med arkæologiske øjne, ikke mindst når den ligger ved Lejre. ROMUs arkæologer har derfor tilset gravearbejdet løbende, men der har hidtil ikke været gjort de store arkæologiske fund. I slutningen af november stødte gravemaskinen imidlertid på et stykke kraftigt egetømmer, en tilspidset pæl, der var rammet ned i tørven. Det skete på strækningen lidt syd for motorvejen.

Vi iværksatte en akut arkæologisk forundersøgelse på stedet, som afslørede flere nedrammede pæle samt et lag af meget store sten. Der var ingen tvivl om, at stedet skulle undersøges nærmere, før HOFORs entreprenør kunne arbejde videre her. Heldigvis kunne der arbejdes andre steder på strækningen, mens den arkæologiske udgravning stod på i et par uger i slutningen af november og starten af december. Det var ikke det mest gunstige tidspunkt for en udgravning i ådalens våde omgivelser, men det lykkedes, og det ganske foreløbige resultat kommer her.

En af de kraftige egepæle, som flankerede møllekanalen. Den er banket hen ved en meter ned i tørven. Foto: Christian Dedenroth-Schou/ROMU.

Udgravningen viste, at egepælene stod i to parallelle rækker med ca. to meter i mellem. Rækkerne forløb omtrent nord-syd, og fulgte på den måde ådalens forløb. Vi er ret sikre på, at pælerækkerne har udgjort siderne i et kunstigt åløb, en kanal, hvor man ville undgå at siderne skred sammen. På kanalens ene side – mod vest – rejser ådalens skråninger sig op mod Orehøjvej, og på den anden side – mod øst – ligger dalbunden med åens nuværende løb. På denne side havde man lagt lag af store sten oven på ådalens bløde tørv, formentlig for at skabe fast bund, hvor der kunne stå en bygning. Vi kunne dog ikke finde spor efter selve bygningen.

Formentlig har kanalen hørt til en vandmølle, og stenlægningen kan have udgjort funderingen til en møllebygning. I dag eksisterer der ikke vandmøller nord for Lejre Mølle lige uden for Gl. Lejre, men gamle kort fra o. 1800 meddeler os et tankevækkende stednavn lige på det sted, hvor møllekanalen blev fundet – ”Lune Mølles Agre”. At der må have ligget en vandmølle på stedet understreges af, at der godt hundrede meter mod syd findes en stor vold på tværs af ådalen, som formentlig har været en mølledæmning til opstemning af åens vand, der løb til sydfra.

Det er oplagt, at vi her er på sporet af ”Lune Mølle”. Vi kender ikke til den fra andre kilder end de gamle marknavne, og derfor ved vi heller ikke hvilken alder den har. Her vil egetømmeret dog forhåbentlig være en hjælp, da det kan dateres ud fra årringene. Dette får vi vished for i løbet af 2022, og når der er nyt i sagen vil resultatet naturligvis tilflyde dette nyhedsbrevs spalter.

Den arkæologiske plantegning fra feltarbejdet. Stenfunderingen ses nederst (mod øst), mens selve kanalen er det vandrette bælte ovenfor (mod vest).

Spøgelsesskibet i Lejre Ådal

Af: Ole Thirup Kastholm

22.12.2021

Læsetid: 4,5 minutter

Dæmningen ved Gl. Lejre indrammet med rød. Baggrundskort: Reliefkort og ortofoto, © Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering.

I første afsnit af ”Spøgelsesskibet” hørte vi om, hvordan man ved et gravearbejde i ådalen i 1930’erne var stødt på et muligt skibsvrag fra vikingetiden. Men det er aldrig lykkedes at finde skibet. Og i andet afsnit blev der kastet lys over, hvorvidt åen var sejlbar i jernalderen. Det var den ikke. Her, i tredje og sidste afsnit, undersøger vi, hvad det mon så kan være for en trækonstruktion, der blev fundet i ådalen, når nu det ikke kan være et skib.

Del 3 – Den lange dal

Men hvis ikke det var muligt at sejle så langt op ad åen som til syd for Lænkebro, hvad var det så de observerede under ledningsarbejdet, arbejdsmændene dengang i 1930’erne? Dét vi konkret ved om selve fundet er, at det fremtrådte som en ca. fem meter lang ”væg” af planker, som blev blottet i ledningstraceets vestlige side, da en jordvæg skred ned. Det forlyder også, at nogle af plankerne blev taget med hjem af arbejderne som brænde, de var ca. en tomme tykke (2,5 cm). Men derudover er ingen yderligere oplysninger om plankernes dimensioner eller karakter i øvrigt, dog må vi notere os, at fundet intuitivt blev opfattet som et resterne af et skib. Omfanget såvel som skibstolkningen giver det indtryk, at det observerede må have været en del af en menneskeskabt konstruktion, og ikke bare nogle af naturens efterladenskaber i form af grene og væltede stammer. Men hvad?

Over åen

Mens det er højst tvivlsomt, at åen kunne fungere som transportvej i yngre jernalder, så kan vi regne det for en kendsgerning, at åen i sig selv, såvel som ådalens sumpede terræn, generelt har udgjort en barriere i oldtidens landskab. Det har været nødvendigt at etablere overgange for at kunne passere ådalen og åen – om ikke fuldstændig tørskoet, så dog på et nogenlunde fast underlag. Overgangene kunne være vadesteder, hvor der blev anlagt vej ved lavvandede strømsteder. Vejene kunne være befæstet med ris, sten eller planker. Fra yngre jernalder og frem kender vi også til brokonstruktioner, mest kendt er nok den monumentale Ravning Enge-broen i Vejle Ådal fra slutningen af 900-tallet.

Overgangene har været der, hvor landskabet gav de bedste muligheder for passage, for eksempel hvor strækket over ådalen var kort. Ofte kan de findes ved gamle vejforløb, og nogle gange kan man blive ledt på sporet på ældre kortmateriale, hvor ”vad” eller ”spang” kan være markeret. Ved en række undersøgelser i Tryggevælde Ådalen ved Stevns i 1970’erne blev oldtidens veje og vadesteder systematisk eftersøgt, og der blev lokaliseret adskillige fra mange perioder i oldtiden og middelalder. Også træbyggede konstruktioner blev fundet, i ét tilfælde var bygningstømmer fra jernalderhuse eller lignende blevet genanvendt som fundering af en stenlagt vej.

Var det resterne af et vadested, som arbejderne fandt, da de stødte på plankerne i ådalen? Det er en nærliggende tanke, og mere oplagt, end at det skulle være et skib i sin helhed. Man kan have genanvendt forskelligt konstruktionstømmer til opbygning og forstærkning af vadestedet – det kan jo sågar have været genbrugt skibstømmer, men nu bevæger vi os vist ud på gætteriets overdrev.

Der er flere steder spor efter – eller efterretninger om – konstruktioner på tværs af ådalen, dog uden at de umiddelbart kan sættes i forbindelse med ”skibet”. Lad os kaste et blik på dem, for til slut at vende tilbage til skibet.

Overgangen neden for Harald Hildetands Høj indrammet med rød. Baggrundskort: Reliefkort og ortofoto, © Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering.

Dæmningen ved Gl. Lejre

Mest markant og velundersøgt er den fredede dæmning lige sydøst for Gl. Lejre, der krydser ådalen, og hvorpå vejen til skibssætningerne ligger. Den ca. 200 m lange konstruktion er opført i midten af 1300-tallet, og menes at have været en mølledæmning, som opstemmede vandet i en dam syd for, så det kunne bruges til vandmølledrift. Nord for dæmningen er der fundet resterne af en vandmølle. En mindre udgravning i 1982 viste, at dæmningen var 10-15 m bred, og havde en højde på 4-5 m. Det var en tørveopbygget vold med en indre konstruktion af nedrammede pæle. Dæmningen fungerede naturligt – som i dag – som passage af ådalen. Her gik vejen mod Kornerup, der kan følges på gamle kort tilbage til ca. 1750, men som formentlig er langt ældre.

Overgangen neden for Harald Hildetands høj

Også nordøst for Gl. Lejre er der en passage af ådalen, som kalder på interesse. Der er tale om en lav dæmning af ½ m højde og 4-5 m bredde ved foden, som strækker sig knap 60 m fra landsbyen og nordøst på, på tværs af ådalen, og ud til selve åløbet, som her befinder sig i dalens østkant. I dag er der en trampesti på dæmningen, og selve åen forceres via en spang. Alderen på anlægget lader sig ikke umiddelbart spore, og der har indtil videre ikke været foretaget arkæologiske undersøgelser lige her. Ej heller ældre kortmateriale gør os klogere på, hvor længe der har været et vad eller en spang her. Imidlertid gjorde arbejdsmændene i 1930’erne en interessant opdagelse i dette område, da ledningen skulle graves ned. Det fremgår af nogle oplysninger, som Lejre Fredningsforening indsamlede: ” … Endvidere har fhv. vandværksarbejder Kaj Christiansen, Allerslev, i 1977 fortalt os, at der under ledningsarbejdet i 30’erne gravedes igennem en række stolper, på tværs af ådalen, omtrent ud for Harald Hildetands høj. Han havde dengang tydet det som rester af en havn.”.

Vi kan ikke med sikkerhed vide, om stolperækken blev fundet præcis i den lave dæmning vi kan se i dag. Men det er en nærliggende tanke, og efterretningen om tømmerkonstruktionen leder tanken videre til, at der i givet fald må have været tale om et anlæg af blivende karakter. Spørgsmålene om alder såvel som karakter kan formentlig besvares ved en mindre arkæologisk udgravning på stedet.

Volden ved Sønderdal indrammet med rød. Baggrundskort: Reliefkort og ortofoto, © Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering.

Lune Mølledæmning?

Længere nordpå, omtrent på højde med gården Sønderdal øst for ådalen, findes et menneskeskabt anlæg, hvis konkrete funktion svæver i det uvisse. Det er en større vold, der er anlagt på tværs af dalen, der her er meget smal. Volden er mindst 40 m lang, 20-25 m bred ved foden og har en højde på godt 3 m. Den synes oprindeligt at have været en forlængelse af en naturlig landskabsformation i ådalens østside, og på Original 1-kortet fra 1800-tallets begyndelse ses volden som en kraftig forhøjning, hvor åen slynger sig vest om. På senere kort, fra sidste halvdel af 1800-tallet og første halvdel af 1900-tallet, løber åen på begge sider af forhøjningen, mens den i dag kun løber øst om i en lille slugt, der lader til at være gravet. Slugten har kunnet forceres via en spang, som det fremgår af de Høje Maalebordsblade.

Et gammelt marknavn lige ved volden, ”Veile Agre”, antyder, at man her har kunnet passere åen, da ”vejle” betyder vadested. Og volden kunne for så vidt være tænkt som en overgang, men dens omfang overstiger langt det nødvendige for at opfylde denne funktion, og må enten have været tænkt som en særlig imposant overgang, eller have haft en anden primær funktion. En sådan anden funktion kunne være mølledæmning, ligesom dæmningen sydøst for Lejre. Det ville betyde, at der har ligget en vandmølle nord for dæmningen. Det gør der ikke i dag, men det er interessant, at der på de gamle udskiftningskort fra o. 1800 er skrevet et påfaldende marknavn umiddelbart nord for dæmningen, nemlig ”Lune Mølle Agre” – mistanken om tilstedeværelsen af en vandmølle på dette sted i ådalen bestyrkes yderligere af et helt nyt arkæologisk fund af en menneskeskabt regulering af åen, en mulig møllekanal, netop på Lune Mølle Agre.  Fundet blev gjort ved HOFORs omfattende ledningsarbejde i ådalen mellem Lejre og Gevninge, og vi kender endnu ikke alderen på det. Men det er tankevækkende, at siderne i kanalen er opbygget af egeplanker – kunne det arkæologisk utrænede øje mon forveksle sådan en plankevæg med en skibsside? 

Dæmningen nord for Gl. Lejre, som muligvis er mølledæmningen til den forsvundne ”Lune Mølle” gemmer sig i buskadset. Set fra nordvest. Foto: Ole Kastholm, ROMU.

Hvad med spøgelsesskibet?

For nu at vende tilbage til sagens udgangspunkt: ”skibet” i ådalen, som vi antager reelt er tømmer fra en konstruktion i dalen og ikke et fartøj, som har skullet sejle på åen. Der er ikke noget sammenfald med den strækning langs åen, hvor ”skibet” skulle være påtruffet, og de synlige anlæg i landskabet, der kan tænkes at udgøre sådanne konstruktioner – dæmninger, vadesteder m.v. Men konstruktionen behøver ikke at være synlig i dag for at kunne have været der.

Lad os kaste et nærmere blik på området, hvor tømmeret lader til at være fundet. Vi må tage udgangspunkt i den lokalisering som Lejre Fredningsforening nåede frem til i 1980’erne. På ældre kortmateriale, de Høje Maalebordsblade fra sidste halvdel af 1800-tallet, ses et vejforløb, som snor sig vest ud af Kornerup ved gården Vesterlund, og forcerer Kornerup Mose hen over de højeste områder i terrænet. På bakkedraget, der skyder sig op mellem ådalen og mosebassinet, stopper vejen tilsyneladende. Men på den anden side af ådalen ses et andet gammelt vejforløb, som går op mod Orehøjvej, og støder til den lige øst for Orehøjgård. Det er nærliggende at tænke sig, at disse to gamle vejforløb, som hver især ender blindt, engang har været knyttet sammen – og hvis det er tilfældet, må der have været et vadested i denne del af ådalen. Mon det var dette vadested, arbejderne traf på dengang i 1930’erne, da de fandt ”spøgelsesskibet”, eller var det en ukendt møllekanal som den ved ”Lune Mølle”?

Oversigtskort med Lejre Ådal. Gamle vejforløb nævnt i teksten er markeret med rød. Overgange i ådalen med grøn. Blå prik er Fredningsforeningens udgravning fra 1984, og blå streg markerer den strækning, hvor det menes at ”skibet” blev set. Baggrundskort: Høje Maalebordsblade fra sidste halvdel af 1800-tallet, © Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering.

DR2 jagter den første danske konge – og sporene ender på Lejre Museum

04.11.2021

Museumsinspektør Isabella No’omi Fuglø (tv) tager imod DR2-vært og historiker Cecilie Nielsen (th) på Lejre Museum, hvor jagten på den første danske konge ender. Foto: Nicki Sørensen/DR.

I DR2’s nye historiske serie ”Gåden om Danmarks første konge” rejser historiker Cecilie Nielsen rundt i kongeriget for at blive klogere på, hvorfor kongerækken ser ud, som den gør. Jagten fører hende i sidste afsnit til Lejre Museum, hvor en lille figur udfordrer den nationale selvforståelse – og viser, at der har været en kongemagt i Lejre før kristendommens indtog i Danmark

Lejre er et sted fyldt med sagn og mysterier – men de sidste 40 års arkæologiske udgravninger på egnen taler deres tydelige videnskabelige sprog og viser os, at de vilde historier ikke bare er grebet ud af den blå luft.

Før Gorm den Gamle og før Harald Blåtands kristning af danerne har der været en centraliseret magt i Lejre, og dén del af Danmarkshistorien får nu oprejsning i DR2’s nye serie ”Gåden om Danmarks første konge”. Historiker Cecilie Nielsen rejser land og rige rundt og besøger flere steder, hvor der er spor efter store konger.

Kongehallerne er en magtmanifestation
I sidste afsnit af serien, som lige nu kan ses i sin fulde længde på DRTV, møder Cecilie Nielsen museumsinspektør ved Lejre Museum, Isabella No’omi Fuglø, som hun har sat stævne ved kongehallen i Sagnlandet Lejre.

Kongehallen er en genskabelse af den største hal fra vikingetid, vi kender i Danmark, baseret på blandt andet Lejre Museum og ROMUs udgravninger og forskning. Sporene efter den blev fundet i 2009, og Isabella No’omi Fuglø peger på, hvordan den enorme hal, som måler over 60 meter fra gavl til gavl, er ét blandt flere vidnesbyrd om et magtcentrum i Lejre før Gorm den Gamle og hans efterkommere.

Odin fra Lejre udfordrer vores nationale selvfortælling
Isabella No’omi Fuglø inviterer også Cecilie Nielsen med ind på Lejre Museum, hvor man kan opleve sølvfiguren Odin fra Lejre, som blev fundet omkring kongehallen.

Ifølge Fuglø udfordrer tolkningen af denne unikke lille figur den danske selvforståelse som en nation, hvis historie først rigtig begynder ved Harald Blåtands kristning af danerne på Jellingestenen i ca. 965.

For Odin var gudernes konge og kongernes gud – derfor har figuren været meget værdifuld og en konge værdig. Så også dén vidner om en kongemagt i århundrederne, der gik forud for Gorm den Gamles og Harald Blåtands tid, forklarer Isabella No’omi Fuglø.

Hun mener, at der skal være mere plads i vores fælles bevidsthed til fortællingen om de kongemagter, der gik hånd i hånd med asatroen, og som havde deres langvarige storhedstid gennem flere århundreder, inden kristendommens indtog – og en væsentlig del af den historie begynder i Lejre.

Se hele serien ”Gåden om Danmarks første konge” på DRTV eller onsdage kl. 21.00 på DR2 fra 3. november. Afsnittet fra Lejre sendes på DR2 den 1. december.

Bliv klogere på, hvor Lejre er Kongerigets Vugge, og dyk dybere ned i historien om de første konger i udstillingen på Lejre Museum.

Læs mere om museet og se åbningstider og entrepriser.

100 år siden: Bondemand havde nær sprængt stort monument fra jernalderen i stykker

12.11.2021

Af Linda Corfitz Jensen

Få den dramatiske historie om, hvordan den store skibssætning i Gl. Lejre blev reddet fra en bondemands pulveriserende dynamit. Og få endnu mere at vide ved et online-foredrag den 24. november om skibssætningen og dens dramatiske og mystiske historie.

Folk fra den nystiftede forening Lejre Fredningsforening hørte pludseligt i 1921 store brag ovre fra Ravnshøjsgårdbondens mark i Gl. Lejre. Foruroligede gik et par repræsentanter fra foreningen over for at se, om de resterende dele fra den ca. 90 meter lange og 18-20 meter brede skibssætning stadig stod uberørt. De havde jo netop fredet den – troede de.

Det her er en del af den historie, du vil kunne høre fortalt af formand for Lejre Historiske Forening, Hans Jørgen Lych Larsen, når Lejre Museum inviterer til dobbelt-foredrag den 24. november.

Sammen med arkæolog Julie Nielsen vil han i anledningen af 100-året for fredningen af den bemærkelsesværdigt store skibssætning fortælle hele historien om fredningen, om skibssætningen, og om hvad vikingegravene omkring den gemmer på af utrolig viden og uopklarede mysterier.

Du behøver dog ikke vente helt til den 24. november med at få en flig mere af historien, for den får du lige her:

Bondemanden sprængte oldtidsværk i stykker

Repræsentanterne for Lejres Fredningsforening så til deres forfærdelse, at bondemanden var i færd med at sprænge de op til 2 meter store sten til småstumper, så bonden kunne frigøre jorden til pløjning.

“Hvis man nærstuderer nogle af stenene, kan man se, at der er blevet hakket små huller, hvor sprængstoffet formentlig skulle have været placeret,” fortæller Hans Jørgen Lych Larsen. Hullerne er et bevis på, hvilken skæbne stenene og dermed hele det oldgamle monument havde lidt, hvis Ravnshøjsgårdbonden havde fået sin vilje.

De lokale kræfter blandede sig i bondemandens gøremål for 100 år siden, fordi netop den del af marken slet ikke var bondemandens længere. Den nystiftede Lejre Fredningsforening havde betalt den tidligere ejer af Ravnshøjgård 1.000 kroner for at frede stenene. Den nye ejer af Ravnshøjgård kendte imidlertid ikke noget til aftalen, hvorefter Lejre Fredningsforening og Historisk Samfund for Roskilde Amt i fællesskab købte arealet for endnu 1.000 kroner.

Siden har skibssætningen været fredet, nu i 100 år. Og heldigvis ligger det fortsat mange lokale på sinde,  at der bliver passet på det imponerende monument.

Selvom staten siden har overtaget ansvaret for at passe på skibssætningen, så holder Lejre Fredningsforening – under sit ændrede navn Lejre Historiske Forening – stadig øje med og presser på for, at stenene bliver bevaret ordentligt.

“Skibssætningen er et symbol på Lejre. Sådan noget er vigtigt at passe på. Og stenene står, så man kan fornemme, hvor stor den oprindelige skibssætning har været. Den var jo længe den største skibssætning i Danmark, indtil de fandt spor efter den nu forsvundne skibssætning i Jelling,” siger formand for foreningen, Hans Jørgen Lych Larsen.

Fra sagnkongen Rolf Krakes borg til skibssætning fra jernalderen

Først for lidt over et århundrede siden gik det op for ikke blot de lokale, men også for fageksperter, at stenene på marken var fra en skibssætning. Tidligere havde man troet, af det var resterne efter sagnkongen Rolf Krakes borg eller stenene fra et ældre tingsted. Det fortæller arkæolog Julie Nielsen fra ROMU, der er involveret i et forskningsprojekt med fokus på bl.a. skibssætningen.

“Men det var ikke kun den ene landmand, der ødelagde skibssætningen. På optegnelser fra 1700-tallet kan vi se, at nogle sten manglede allerede dengang. Siden forsvandt endnu flere af stenene, for sten var værdifuldt byggemateriale til blandt andet at bygge gårde eller til at fylde skærver mellem svellerne til jernbanen”

Ud fra de tidlige tegninger og spor i jorden kan arkæologen konstatere, at der har været flere skibssætninger på markerne omkring Gl. Lejre.

“Oprindeligt må der have været tre andre. I dag er der kun meget lidt tilbage af den ene, kun fem sten, mens de resterende to skibssætninger er helt væk.”

Men Julie Nielsen forsker ikke kun i skibssætningen. For i 1940’erne fandt arkæolog Harald Andersen fra Nationalmuseet ud af, at jorden omkring gemmer grave fra vikingetiden. De 55 grave er siden dateret til at være fra 900-950.

Det interessante er, fortæller Julie Nielsen, at selve skibssætningen ikke er fra samme periode. Hendes bedste bud er, at den stammer fra tidlig germansk jernalder, omkring år 600.

“Men det er svært at datere sten,” siger Julie Nielsen med smil i stemmen.

Det er dog lykkedes for hendes kollegaer ved ”Høj Stene” i Vejerslev at datere en lignende skibssætning til omkring år 600 ved at analysere, hvornår mindre støttesten er sat i jorden for at stabilisere de store sten. Nye naturvidenskabelige metoder gør det nemlig muligt at datere, hvornår en sten sidst har været udsat for sollys.

“Jeg håber også at kunne finde disse såkaldte skoningssten på marken i Gl. Lejre. Vi har scannet jorden for at se, hvad der gemmer sig under overfladen. Så må resultaterne i starten af det nye år formentlig vise, hvad vi kan gå videre med.”

Formand Hans Jørgen Lych Larsen og arkæolog Julie Nielsen fortæller om skibssætningens historie og forskningen, der knytter sig til det spektakulære fortidsminde, onsdag den 24. november.

Billetterne til dobbelt-foredraget er allerede udsolgt, men du kan følge med digitalt for 25 kroner.

Fakta: Hvad er en skibssætning?

En skibssætning er et overvejende sydskandinavisk fænomen bestående af en menneskeskabt spidsoval stensætning, der kan danne rammen om en eller flere grave eller fungere som et mindesmærke. 

Den mest gængse antagelse er, at stenskibet symboliserer den båd, der fragter afdøde til dødsriget.

Skibssætninger kendes fra både bronzealder, yngre jernalder og vikingetid.

Tid, pris og sted

24. november kl. 19.00-21.00.
Live streaming: 25 kr. + billetgebyr. Billetter købes på billetto.dk.
Fysisk foredrag: 75 kr. + billetgebyr (UDSOLGT)
Lejre Museum, Orehøjvej 4B, 4320 Lejre.

Spøgelsesskibet i Lejre Ådal

Af: Ole Thirup Kastholm

11.11.2021

Læsetid: 4,5 minutter

Lejre Ås munding med kig mod Lyndby Kirke. Foto: Ole Kastholm, ROMU.

I første afsnit af ”Spøgelsesskibet” hørte vi om, hvordan man ved et gravearbejde i ådalen i 1930’erne var stødt på et muligt skibsvrag fra vikingetiden. Vi hørte også om, hvordan museumsfolk såvel som den lokalhistoriske forening i 1980’erne forsøgte at genfinde skibet – med georadar, boringer og prøvegravning. Men der blev ikke fundet noget skib, og til slut lød spørgsmålet: Kunne man overhovedet sejle på åen dengang?

Del 2 – Sejle op ad åen?

Kunne man sejle på Lejre Å i yngre jernalder, for henved 1.000 år siden? Flere faktorer har betydning for besvarelsen af spørgsmålet: vandstanden i fjorden, åens slyngninger og beliggenhed i landskabet samt designet på datidens fartøjer. Flere af disse spørgsmål har i større eller mindre omfang har været berørt af tidligere forskning.

Havniveauet i Roskilde Fjord

I ældre forskning mente man at havniveauet i vikingetidens Danmark generelt var omkring 1 m højere end i dag, hvilket gennem tiden været brugt som argument for at man dengang kunne sejle ind til en række vigtige indlandslokaliteter. Men nyere undersøgelser, der hviler på et større datamateriale og mere præcise dateringer, viser noget ganske andet: Nemlig at vikingetidens havniveau i det store og hele var lige som i dag. Dét er et billede, der kan bekræftes for Roskilde Fjord-områdets vedkommende, hvor havspejlets forandringer gennem historien har været undersøgt af geologen Erling Bondesen, som har sammenholdt de generelle havspejlssvingninger med lokale boringer og arkæologiske fund ved fjordens kyster. Selv om havniveauet i en given periode er resultatet af nogle komplekse processer, så viser Bondesens resultater ret klart, at vandspejlet i yngre jernalder og vikingetid maksimalt kan have svinget indenfor ± 1 m i forhold til nutidens vandspejl, og at strandlinjen overordnet set befandt sig nogenlunde der, hvor den også findes i dag. Derfor må det også konkluderes, at fjorden ikke har været nærmere Lejre end det er tilfældet i dag. Eventuel sejlads ind mod kongesædet må altså have fundet sted fra Lejre Ås nuværende udmunding ved Tranehalsen, knap to kilometer nordvest for landsbyen Gevninge.

Åmundingen set fra luften. Flyfoto: Ole Kastholm, ROMU.

I dag er selve åmundingen meget lavvandet, og kun besejles af små og fladbundede både. Artiklens forfatter udforskede her i efteråret åens ydre del ved en lille test-rotur i en såkaldt norsk pram, som venligst blev stillet til rådighed af Maritimt Forsøgscenter ved Lyndby. Prammen er en ganske lille og let robåd, der har en dybgang på ca. 20 cm, og har behov for ca. fem m bredde for at kunne manøvres for årer. Med få cm vand under kølen lykkedes det at forcere åmundingen, og fortsætte op ad åløbet, hvor dybden blev øget lidt. Men efter ca. 500 m måtte videre fremfærd opgives, da åen smalnede til, og årerne blev fanget af sivene på begge sider. Afstanden mellem åløbets faste bredder er på dette sted ca. 5,75 m. Kun med en kano eller en kajak ville man kunne komme videre. At stage sig videre frem var heller ikke en mulighed, da åens bund viste sig er for blød til at kunne støde fra.

Lejre Å i yngre jernalder

Spørgsmålet er så om forholdene på åen var anderledes for 1000 år siden. Arkæologen Jens Ulriksen har kigget nærmere på dette, og pointerer indledningsvis, at en række menneskeskabte faktorer – såsom dræning af omkringliggende jorder og indvinding af drikkevand – igennem tiden har ændret på vores vandløb, både hvad angår form og vandmængde. For Lejre Ås vedkommende, så er vandmængden i dag kraftigt reduceret, hvilket dels skyldes at drikkevandsboringerne har sænket grundvandsniveauet, dels at der løber mindre vand til åen sydfra. Før da var der altså en højere vandstand i åen, men også en kraftigere strøm ud mod fjorden. Ulriksen har på baggrund af kortmateriale desuden undersøgt faktorer som åens slyngninger og dens fald igennem landskabet fra udspring til munding. Herudfra når han frem til, at strækningen fra fjorden og indtil området omkring Gevninge er relativt lige og med ubetydelig stigning, mens strækningen herfra og frem til Lejre dels er præget af skarpe slyngninger, dels af en kraftigere stigning. Konklusionen er, at det næppe har kunnet lade sig gøre at bevæge sig længere op ad Lejre Å end til Gevninge.

Den første del af Lejre Å er relativt bred. Her set fra mundingen og østpå mod Sluphuse. Foto: Ole Kastholm, ROMU.

Efter få hundrede meter bliver åløbet for smalt til at ro selv en lille båd videre. Foto: Ole Kastholm, ROMU.

Undersøgelser ved Borgring

Et andet sted på Sjælland har et forskerteam undersøgt en lignende problemstilling grundigt, og netop offentliggjort resultatet i en videnskabelig artikel. Det er ved vikingetidsborgen Borgring vest for Køge. Borgring ligger på kanten af Køge Ådal, og der er ca. 4,5 km gennem ådalen fra borgen og ud til kysten i Køge Bugt, når man ser bort fra åens slyngninger. Ganske som i tilfældet Lejre har der været fremsat spekulationer om, hvorvidt det i vikingetiden var muligt at besejle Køge Å ind til Borgring. For at afklare spørgsmålet blev der taget boreprøver og gravet tværsnit i ådalen, og på baggrund af ¹⁴C-dateringer kunne hovedtrækkene i åens forløb og størrelse i vikingetiden fastslås. Efterfølgende kunne resultatet sammenholdes med en række kendte vikingeskibsfund i forskellig størrelse. Konklusionen var klar: Åens slyngninger og dybde tillod højst en jolle at komme frem, og så ville åens brinker ikke have levnet plads til brug af årer. Et fartøj på bare 10 m længde ville have siddet fast i vandløbets skarpe sving – her må det indskydes, at bare et mindre langskib fra vikingetiden har haft en længde på 17-20 m, mens de længste vi kender til har haft en længde på op mod 37 m.

Slyngningerne på Køge Å sammenholdt med vikingeskibsfundene fra Skuldelev: vrag nr. 1 = 16 m langt; vrag nr. 2 = 29,2 m langt; vrag nr. 3 = 14 m langt; vrag nr. 5 = 17,3 m langt; vrag nr. 6 = 11,2 m langt. Kun den lille jolle på 6,5 m fra Gokstadfundet i Norge kan passere slyngningerne. Illustrationen stammer fra artiklen ”The lost landscape of Borgring” skrevet af C. Jessen, P.S. Henriksen, M.M. Hald & J. Ulriksen i ”Danish Journal of Archaeology” (vol. 10, 2021).

Vi kan naturligvis ikke i detaljen overføre forholdene omkring åen ved Køge til Lejre. Men indtil videre tyder alt på, at muligheden for sejlads i større stil har været lige så umulig til Lejre som til Borgring. Ikke desto mindre vil en grundig geoarkæologisk undersøgelse af ådalen, som den ved Borgring, være den bedste måde at få afklaret spørgsmålet på.

Men hvis ikke det var muligt at sejle så langt op ad åen som til syd for Lænkebro, hvad var det så de observerede under ledningsarbejdet, arbejdsmændene dengang i 1930’erne? Det må vi se nærmere på i tredje og sidste afsnit af ”Spøgelsesskibet i Lejre Ådal” …

Oversigtskort med Lejre Ådal. Rød pil er kongesædet i Lejre. Gul pil er Gevninge, som er foreslået som Lejres anløbsplads. Grøn pil viser hvor langt man i dag kan komme op i Lejre Å med en lille robåd. Baggrundskort: Høje Maalebordsblade fra sidste halvdel af 1800-tallet, © Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering.