Gl. Kongsgaard slår dørene op for sommeren

26.05.2023

Et historisk teaterstykke udspiller sig på gårdspladsen et par gange i løbet af dagen, når Gl. Kongsgård fejrer begyndelsen på en ny sæson. Foto: ROMU

Sommeren begynder med en festlig og historisk sæsonåbning på Gl. Kongsgaard. Søndag den 4. juni fra 11-16 vil gården være fyldt med aktiviteter, håndværk, godt til ganen og hyggeligt samvær.

Gamle håndværk får et særligt fokus ved årets åbning. Her kan gæsterne opleve boder med salg af håndværksvarer og demonstration af b.la. plantefarvning, pilefletning, hørproduktion, båndvævning og produktion af strådyr.

”Der vil også være mulighed for at prøve kræfter med at slå med le og støbe sit eget lys. Så børnene kan få sig en sjov dag med gamle lege, og alle kan prøve lykken i en omgang hønsebingo. Det plejer at være ganske underholdende!” fortæller Maja Kvamm, der arbejder på Lejre Museum.

Gl. Kongsgaard er en fæstegård fra 1700-tallet, der ligger i hjertet af Gl. Lejre. Gårdens frivillige havehold, der hele sommeren holder gården åben med salg af kaffe og kage, vil vise rundt i den gamle gård med de smukke møbler og fortælle om den historiske have, som står med originale planter fra 1800-tallet. Hele dagen akkompagneres af lystig spillemandsmusik og et par gange vil et historisk teaterstykke udspille sig på gårdspladsen.

Lejre Museumsforening står for salg af sandwich, mens Gl. Kongsgårds frivillige sælger lækre kager og kaffe med på-tår.

Tag en dag ud af kalenderen og kom til en hyggelig sommerdag i Gl. Lejre.

”Vi glæder os alle sammen til at tage imod nye som gamle gæster til årets hyggelige sæsonåbning, og vi håber at gæsterne har lyst til at komme igen henover sommeren”, fortæller Else Kristiansen og Vivian Møller, der begge er medlemmer af det frivillige havehold.

Gl. Kongsgaard holder i sommersæsonen åbent torsdage og søndage kl. 13-16 i juni, juli og august med gratis adgang til det smukke stuehus og salg af kaffe og kage.

Tid, pris og sted

4. juni 2023, kl. 11:00-16:00

Gratis

Gl. Kongsgård, Orehøjvej 12, 4320 Lejre

OBS. Vær opmærksom på, at renoveringen af broen over Holbækmotorvejen (dvs. på Orehøjvej ved Gevninge) kan have betydning for din rute til Gl. Kongsgaard.

Nye resultater om Ny Kongsgårdskatten

Af: Julie Nielsen

01.10.2021

Ny Kongsgårdskatten, der blev fundet af frivillige detektorførere i 2011, kommer under lup. Foto: Julie Nielsen, ROMU.

Læsetid: 1,5 minut

Guldfundet fra Lejre er netop blevet undersøgt af en hollandsk forsker. De foreløbige resultater sætter skatten i nyt perspektiv og viser igen, hvordan vi hele tiden bliver klogere på fortiden i nutiden

I midt august fik Lejre Museum besøg af Drs. Arent Pol fra Universitetet i Leiden, Holland. Han skulle undersøge massefyldesammensætningen af guldmønten fra Ny Konsgårdskatten, som led i sit forskningsprojekt om det forholdsvise indhold af guld og sølv i romerske guldmønter fra yngre jernalder. En forståelse af denne opblanding kan bl.a. hjælpe til mere konkrete dateringer af de romerske guldmønter uden kejserafbildninger, der jo normalt angiver prægningstidspunktet.

Fundet af frivillige detektorførere

Guldmønten fra Ny Kongsgård blev fundet i 2011 af dygtige frivillige detektorførere som en del af et større guldskattefund på i alt 22 stk., hvoraf de fleste stykker består af afhuggede eller afklippede dele af guldstænger. Ved første øjekast ligner guldmønten en romersk, byzantinsk solidus. På forsiden er afbilledet et kejserportræt (Justinianus), mens gudinden Victoria med vinger og bærende et stort kors, er afbilledet på bagsiden. Mønten er således præget, efter at den østromerske kejser Justinian (527-565) kom til magten i Byzans. Detailstudier af mønten ved den Kongelige Mønt- og Medaljesamling har imidlertid vist, at den er en imitation og ikke slået i hverken Lejre eller Danmark, men et sted i det galliske område (svarende til det nuværende Frankrig, Luxembourg, Belgien, det meste af Schweiz samt dele af Norditalien, Holland og Tyskland).

De foreløbige resultater

Arents foreløbige resultat af undersøgelsen viste at guldmønten havde et højt indhold af guld (95 % guld og 5 % sølv) og derfor må være fremstillet engang i andet kvartal af det 6. årh., dvs. mellem ca. 525-550 e. Kr. Da mønten netop er en imitation, slået uden for det byzantinske område – måske med den ældre oprindelige mønt som forlæg – er selve dens fremstillingstidspunkt nok nærmere slutningen af kvartalet. Men hvor længe mønten har cirkuleret fra Gallien inden den blev deponeret i jorden omkring Gl. Lejre viser resultaterne ikke noget om. Sandsynligvis er hele guldskatten blevet nedgravet i tiden mellem 550-600, samtidig med de første store halbyggerier i Lejre.

Du kan opleve Guldskatten fra Ny Kongsgård og flere spektakulære fund fra Danmarks første kongesæde i udstillingen på Lejre Museum. Planlæg dit besøg.

Drs. Arent Pol fra Universitetet i Leiden, Holland, undersøger guldfundet fra Lejre. Foto: Julie Nielsen, ROMU.

Spøgelsesskibet i Lejre Ådal

Af: Ole Thirup Kastholm

28.09.2021

Den største af kongehallerne ved Lejre set fra luften, da den blev udgravet i 2009. I baggrunden ses Lejre Ådal og åen. Foto: Ole Kastholm, ROMU.

Læsetid: 6,5 minutter

Tag med denne artikelserie med på en opdagelsesrejse i tre dele, hvor vi kaster os over spørgsmålet: Kunne jernalderens og vikingetidens folk sejle ind til kongesædet i Lejre? Rejsen hen over Roskilde Fjord til Lejre Ådal byder på tiders forskningsresultater, overraskende opdagelser og et spøgelsesskib

Del 1 – Eftersøgningen

”I gamle dage kunne man vist sejle her?” Dét er en folkelig opfattelse, man som arkæolog ofte bliver præsenteret for ude i det danske landskab. Selv ude i Vindinge, landsbyen sydøst for Roskilde, der befinder sig godt 50 m over fjordens nutidige vandspejl, er jeg engang blevet stillet det spørgsmål. Og vand har der jo været også der, hvor Vindinge ligger i dag – for henved 20 millioner år siden, dog uden et ”man”, som kunne sejle på det. Når det er sagt, så er tanken om sejlads til lands alligevel ikke helt skæv. Landskabet er dynamisk, det har været – og er – under stadig forandring, hvilket skyldes både eustatiske og isostatiske kræfter, altså henholdsvis ændringer i havspejlets niveau og landhævning eller -sænkning. I slutningen af jægerstenalderen (5400-3950 f.Kr.) nåede havspejlet sit maksimum inden for den periode, hvor der har levet mennesker på vores breddegrader, og stod 3-5 m højere end i dag i regionen omkring Roskilde Fjord. Dermed lå kystlinjen, hvor der er tørt land i dag, og mange af vores nuværende ådale udgjorde små fjordarme. Dengang kunne man sejle mange steder, hvor det ikke er muligt i dag. Imidlertid hævede landet sig efterhånden, vandet blev trukket tilbage, og det landskab vi kender i dag, dukkede frem i løbet af bondestenalderen.

Kongesædet i Lejre

En lokalitet, der traditionelt har pådraget sig særlig opmærksomhed med hensyn til mulige eller umulige besejlingsforhold, er jernalderkongesædet i Lejre. Kunne man dengang sejle de ca. seks km fra bunden af Lejre Vig ad åen indtil dette betydningsfulde sted, som var i funktion fra ca. 500-1050 e.Kr.? Det er et rigtigt guldaldermaleri: Langskibenes knejsende dragehoveder i ådalen neden for skråningen med den mægtige kongehal. Guldaldermaleriet er jo sådan set ikke grebet ud af den blå luft, for i sagaerne sejler kongerne så godt som altid, når de skal ud og føre sig frem. Skibet og kongemagten havde et symbiotisk forhold i jernalderen.

Lejre Å som den ser ud i dag, lige syd for Lænkebro, hvor georadarundersøgelsen fandt sted i 1981. Foto: Ole Kastholm, ROMU.

Et skib i ådalen?

Havde fordums kongers snekker besejlet Lejre Å, så kunne man måske være så heldig at finde resterne af et skib i dag? Det var motivationen for nogle undersøgelser i ådalen, som blev foretaget af Vikingeskibshallen, Nationalmuseet, Roskilde Museum og Lejre Fredningsforening i første halvdel af 1980’erne. På Lejre-egnen havde nemlig i mange år floreret den historie, at der ved et gravearbejde i Lejre Ådal i slutningen af 1930’erne skulle være fundet plankerne fra et vikingeskib. Historien kom fra arbejdsmænd, som havde været med ved anlæggelsen af den kildeplads i ådalen, der til i dag medvirker til at forsyne København med drikkevand.

I musealt regi begyndte historien d. 5 december 1977, hvor Ole Crumlin-Pedersen fra Nationalmuseets Skibshistoriske Laboratorium i Roskilde blev ringet op af en fru Aasted – indrømmet, et for sagen ganske sigende efternavn. Fru Aasted havde før boet i Gevninge, og hendes nabo her – en hr. Sørensen – arbejdede ved vandværket. Han fortalte, at der var fundet et ”vikingeskib” ved gravearbejderne i ådalen, men at man havde holdt fundet hemmeligt for ikke at forsinke arbejdet. Nu var hr. Sørensen død, og fru Aasted mente at hun nu kunne give sin hemmelighed videre.

Men i Lejre Fredningsforening havde man kendt til ”vikingeskibssagen” i længere tid. Foreningens formand Leif Færregaard Jensen var siden 1973 gentagne gange blevet præsenteret for historien, og folkene fra foreningen udforskede den yderligere i tiden fra 1977-1979. Gennem interviews med en række lokale, som på den ene eller anden måde havde været involveret – eller kendte nogen, der havde – kom flere oplysninger frem. Det skete dog ikke uden sværdslag, for flere var uvillige til at tale om sagen, da arbejdsformanden dengang angiveligt havde truet dem til tavshed – en trussel, som åbenbart stadig havde sin virkning fire årtier senere. Men det lykkedes alligevel at få vigtige detaljer frem, ikke mindst om hvor ”skibet” formodentlig var blevet set.

Resultaterne fra georadarundersøgelsen i 1981. Anomalierne ses skraveret. Fra Vikingeskibsmuseets arkiv.

Eftersøgning med georadar i 1981

Med Jan Skamby Madsen fra Vikingeskibshallen i spidsen indledte museerne og Fredningsforeningen på den baggrund en undersøgelse i ådalen. Ud fra de forhåndenværende informationer blev eftersøgningsstedet indkredset til omtrent 30 m syd for Lænkebro, som stedet hedder, hvor landevejen mellem Roskilde og Holbæk krydser dalen. Her ved Københavns Vandforsynings brøndboring nr. G23 mente man at stedet var.

Som værktøj blev en af de dengang helt nye metoder valgt, georadar. Georadaren sender et radarsignal ned i jorden, og signalets refleksion kan fortælle om strukturer eller konstruktioner, der skiller sig ud fra jordlagene. På den måde kan man i princippet kigge ned i jorden – uden at svinge spade og skovl. Georadarundersøgelsen i Lejre Ådal var sammen med undersøgelserne af Sydhøjen i Jelling blandt de tidligste forsøg med denne metode på det arkæologiske område i Danmark. Med georadaren kunne man dække et relativt stort område, og på baggrund af resultaterne efterfølgende sætte ind med udgravninger på udvalgte steder.

Undersøgelsen, der fandt sted i oktober 1981, dækkede et areal på ca. 470 m² omkring vandværksbrønden. Radarsignalet kunne dog kun nå 1-1,5 m ned under overfladen, og dækkede dermed blot ferskvandstørven. En boreprøve viste, at der under denne dybde fandtes marine aflejringer. Desværre gav georadaren ikke entydige resultater, men der kunne dog udpeges enkelte ”anomalier” i undergrunden, der muligvis kunne være forårsaget af større træstykker. Der blev også planlagt en prøvegravning på de udpegede steder i maj 1982, men den fandt ikke sted. Der er dog også kun et enkelt af de udpegede steder, som kan have relevans, da det befinder sig, hvor der blev gravet i forbindelse med brønden, mens de andre ligger uden for graveområdet fra 1930’erne.

Stedet, hvor Lejre Fredningsforening foretog deres undersøgelse i 1984, som det ser ud i dag. Foto: Ole Kastholm, ROMU.

Boringer og prøvegravning i 1984

Efter de ikke helt entydige resultater fra 1981-undersøgelse, fortsatte Fredningsforeningen indsatsen i Gevningeområdet med at indsamle oplysninger om fundet i ådalen. Det førte til ny og mere præcis viden, som tydede på, at georadarundersøgelsen havde ramt ved siden af. Ifølge de nye oplysninger var fundet gjort nedenfor Orehøjgård, 600-800 m syd for Lænkebro. Det havde befundet sig i to meters dybde, og havde kunnet følges over en strækning på fem meter i vestsiden af ledningsgraven. På den baggrund granskede folkene fra foreningen terrænet, sammenholdt det med vandforsyningens kortmateriale, og interessen samlede sig derefter om strækningen mellem to vandværksbrønde, G18 og G17.

Eftersøgningen blev taget op på ny i 1984. Nu med jordbor på strækningen mellem de to brønde. I alt 22 boringer blev foretaget for at finde frem til trærester, og omtrent midtvejs mellem brøndene dukkede der pludselig træ op i adskillige boringer. Træet lå godt en meter nede, og et gennemsyn på Vikingeskibshallen viste, at der var tale om ret nedbrudt fyrretræ. Det var på tide at foretage en prøvegravning, hvilket skete juni-august 1984.

Et lille udgravningsfelt 6 m² blev anlagt der, hvor koncentrationen af træ havde vist sig. Terrænoverfladen var her ca. 3,6 m over havets overflade. Der blev gravet ned gennem tørven, til omtrent halvanden meters dybde, ned til istidens aflejringer af grus og sand, som befandt sig ca. 2,4 m over havets overflade. Undervejs undersøgte Fredningsforeningen mange stykker træ, der viste sig at være fyrretræ, ligesom i boreprøverne. Men beklageligvis viste træet sig at være uberørt af menneskehånd, det var naturens efterladenskaber omkring vandløbet. At der har været en del fyrreskov ved ådalen blev også indikeret i nogle pollenprøver, der blev taget under udgravningen fra den nederste del af tørvelaget, og efterfølgende analyseret på RUC. To af prøverne blev vurderet til at være fra Subboreal tid (3900-500 f.Kr.) mens en tredje var fra Subboreal eller Subatlantisk tid (500 f.Kr. til i dag).

Udgravningsplanen fra Lejre Fredningsforenings undersøgelse i 1984. Fra Vikingeskibsmuseets arkiv.

Fredningsforeningens undersøgelse viste sig altså også resultatløs, for så vidt angår spøgelsesskibet. Da udgravningen var afsluttet gik foreningens folk til deres kilde i Gevninge, i udgravningsrapporten benævnt ”H.”, for at dobbelttjekke om de nu havde gravet det rette sted. Det blev i store træk bekræftet af H., dog opstod der en mistanke om, at vraget kunne gemme sig under den flere meter brede ingeniørvej, som var anlagt mellem vandværksbrøndene. Denne mistanke blev dog liggende på skrivebordet, for her kunne man ikke så let komme til at grave.

Georadar, boringer, prøvegravning. Intet spor af spøgelsesskibet var blevet fravristet ådalens tørv. Efter Fredningsforeningens indsats blev der ikke gjort yderligere for at opklare den mærkelige sag, og hvis der er et skib i ådalen, så ligger det der måske endnu. Eller gør det? For hvordan skulle et vikingeskib have passeret det snævre åløb – kan det overhovedet lade sig gøre? Det er et spørgsmål, hvis besvarelse vi må kigge nærmere på i næste afsnit af ”Spøgelsesskibet i Lejre Ådal”.

Oversigtskort med de to undersøgelser i Lejre Ådal. Øverste prik er georadarundersøgelsen, nederste prik er udgravningen. Baggrundskort: Høje Maalebordsblade fra sidste halvdel af 1800-tallet, © Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering.

Nye spor fra mulden kaster lys over livet for middelalderens overklasse

Af: Linda Corfitz Jensen

10.09.2021

Middelalderarkæolog Jesper Langkilde i søgegrøften, hvor arkæologerne fandt potteskår fra 1100-tallet. Skårene understøtter teorien om, at Ryegaards historie rækker endnu længere tilbage end til 1350, hvor stedet første gang omtales i skriftlige kilder. Foto: Alexander Banck /ROMU.

Udgravningen af en stormandsgård ved Rye Kirke i Lejre Kommune fortæller om den absolutte overklasses liv i højmiddelalderen. Gården trækker muligvis spor tilbage til Hvideslægten.

De seneste uger har en mark lige vest for Rye Kirke oplevet ganske uvant aktivitet. Gravkøer, detektorførere og arkæologer fra ROMU har gravet i jorden for at blive klogere på fortiden. Helt præcist, for at finde ud af mere om stormandsgården Ryegaard, som lå lige vest for kirken fra engang i 1100-tallet til 1575. Og som muligvis blev opført af Hvideslægten. Men den historie vender vi tilbage til. Først må vi finde ud af, hvad jorden i det sydlige Hornsherred gemte på.

Blot 20-30 centimeter under jordens overflade har teamet på tre arkæologer udgravet en mindst 20 meter lang bygning i bindingsværk. Selve stormandsgårdens hovedhus af frådsten, hvor herskabet boede, stammer fra 1100-tallet og blev udgravet af Roskilde Museum 1989. Men nu kan arkæologerne tilføje, at gården var meget større, end de hidtil anede.

“Det nye fund fortæller os, at det var en stor gård – med den nye bygning fylder den næsten en fodboldbane. Nu har vi altså både en udgravet stenbygning og en bindingsværksbygning. Fundet sætter to streger under, at velhavende og magtfulde personer har ejet gården. ” siger Jesper Langkilde, der er arkæolog for ROMU og har ledet udgravningen.

Utroligt, at resterne ikke var pløjet op

Arkæologen har været meget begejstret for opgaven. I mulden har han og kollegerne allerede afdækket vægforløb, gulvlag, stenlægninger og rester fra et, måske to, ildsteder eller ovne.

“Det er ikke hver dag, at man får mulighed for at udgrave den type anlæg og lokalitet. Det er overraskende, at så meget er så velbevaret, netop fordi det kun ligger 20-30 centimeter under terræn. Det er overraskende, at de arkæologiske levn ikke er mere pløjet væk, end de er – det er meget positivt. Men der er også så meget tilbage i mulden, at vi heller ikke når helt i bund med den tid, vi har til rådighed. Men vi får i hvert fald undersøgt det, der er mest truet af ploven,” forklarer Jesper Langkilde.

Udgravningens første dage gik med at skrabe de øverste jordlag af med gravemaskiner og gennemgå jorden med detektor. Herefter foregik det meste af arbejdet med håndkraft og koncentrerede sig om de mest velbevarede levn. Foto: Jesper Langkilde/ROMU.

Potteskår afslører alderen

Det nye fund viser også, at gården var i aktiv drift i flere hundrede år, for den nye bygning dateres til omkring år 1300. Det afslører de forskellige typer potteskår og mønter fundet i gulvlagene. Den nyfundne bygning har ikke været gårdens hovedhus, men var formentlig en såkaldt økonomibygning, der kan have været brugt til eksempelvis håndværk, køkken, opbevaring eller måske som beboelse for noget af gårdens tyende.

Via nogle dybe såkaldte søgegrøfter i jorden har arkæologerne også undersøgt dybereliggende jordlag. Her fandt eksperterne potteskår fra 1100-tallet, hvilket tyder på, at der under bygningen måske kan findes ældre bygningsrester.

Blev Ryegaard opført af Hvideslægten?

Vi ved ikke præcis, hvem der opførte Ryegaard.

“Men nogle spekulerer i, at den stammer fra Hvideslægten, som i 1100-tallet var en meget magtfuld familie i Danmark, som ejede enormt meget jord på Sjælland,” fortæller Jesper Langkilde. Historien er som følger:

Første gang Ryegaard omtales er i år 1350 – altså på den tid hvor den netop udgravede bygning var i funktion – hvor kongen bytter gården væk til en adelsmand. Stedet omtales da som ”Grevens Rye”. Greven der henvises til kunne være grev Jakob af Halland, der blev dømt fredløs for mordet på Erik Klipping i 1286 og dermed mistede al sit gods til kongen. Grev Jakob havde sandsynligvis sit gods i området fra sin mor, Cecilie Johannesdatter, der var af Hvideslægten.

“Vi ved, at Hvideslægten ejede rigtig meget land, og at de byggede mange kirker i området. Så en af Hviderne kunne godt have bygget Rye Kirke og stormandsgården lige ved siden af. Det er ikke umuligt eller usandsynligt. Men der er altid mange usikkerheder.”

En mulig bygherre for Rye Kirke kunne være Sune Ebbesen, som netop var farfar til Cecilie Johannesdatter.

Gården er sandsynligvis endnu større

Selvom Jesper Langkilde og resten af arkæologerne fra ROMU har gravet i jorden i flere uger, er der stadig løse ender. Undersøgelser med georadar i områderne omkring udgravningsfeltet tyder nemlig på, at der findes en del koncentrationer af sten, som kunne være rester af flere bygninger end de hidtil udgravede.

Stolpehuller kan være bebyggelse fra vikingetiden

Desuden er det fortsat et åbent spørgsmål, om der har ligget bebyggelse på stedet før middelalderen, eksempelvis i vikingetiden. Arkæologerne har nemlig fundet spor efter enkelte stolpehuller i jordlagene, som kan være fra ældre huse. Men et par stolpehuller er foreløbig ikke bevis på noget som helst. Som Jesper Langkilde siger:

 “Det kan jo være, at beboerne i middelalderen har sat nogle stolper i jorden af forskellige årsager. Vi kan endnu ikke se noget system i hullernes placering, som kunne tyde på huse. Vi kan derfor endnu ikke udelukke muligheden for førkristen beboelse, men på den anden side har vi heller ingen genstandsfund, der peger på det.”

De tilbageværende spørgsmål kan arkæologerne måske få svar på, næste gang de får mulighed for at grave i den historierige mark ved Rye Kirke.

Derfor er Odinfiguren Lejre Museums kronjuvel

Af: Henriette Michaelsen

25.03.2021

Der er flere ting ved figuren, der får den til at ligne Odin. Særligt stolens flotte udskæringer og de to ravnelignende fugle på stolens armlæn. Det må være Odins højsæde ”Lidskjalv” og hans to ravne ”Hugin” og ”Munin”. FOTO: ROMU

En detaljeret lille sølvfigur af gudernes konge Odin har en særlig plads i Lejre Museums udstilling. Figuren er et af museets absolut vigtigste fund, da den kan fortælle os vigtige dele af historien om, hvem der har hersket og regeret i Lejre.

En septemberdag i 2009 går detektorfører Tommy Olesen i udgravningen efter de store Kongehaller i Lejre. Omringet af store jordbunker leder han fortsat efter metaldele. Der er allerede dukket mange interessante fund op, men det kan jo være, at der er mere at komme efter. Og det er der!
Pludselig lyder et højt råb fra udgravningen og Tommy Olesen kaster armene i vejret. Han har gjort endnu et fund. Et fund der vækker særlig opsigt.
Folkene i udgravningen stimler sammen for at se med. Tommy Olesen har fundet en lille sølvfigur. Den er stadig fuld af jord, men udgravningsholdet ser straks, at figuren er spændende. Den forestiller en person placeret på en fint udskåret stol. Snakken og gætteriet går hurtigt om, hvem der er afbildet. En gætter på en konge, en anden tror det er en gud, og en tredje synes, det ligner en kvinde. Men hvem kan figuren forestille, og hvad kan det fortælle os om Lejre?

Derfor er det Odin
Fundet af den lille figur vækker med god grund opsigt og er genstand for mange fortolkninger. Figuren har træk, som kan være inspireret fra flere perioder. Da figuren kom helt til syne efter konserveringen, kunne man konstatere, at figuren består af 3 elementer. En stol, en person og to fugle. Men hvordan elementerne spiller sammen er spørgsmålet.
Stolens udskæringer hører stilmæssigt hjemme i vikingetiden. Det daterer figuren til perioden 900-950. I vikingetiden havde den nordiske mytologi højsæde.

”Både stolen, personen og fuglene kan være inspireret af fortællingerne, som vi kender fra den nordiske mytologi,” fortæller Lejre Museums arkæolog Julie Nielsen.

Stolen er en flot udskåret stolpestol dekoreret med udsmykninger og dyrehoveder. Udsmykninger, som kan ligne gudernes konge, Odins højsæde, kaldet Lidskjalv. Myterne siger, at når Odin sad i Lidskjalv kunne han skue ud over hele verden.
Personen på stolen ligner en hersker på sin trone og er iført lang kappe, smykker, overskæg og hjelm. Ved hans side sidder to store fugle.

”Når personen er flankeret af to ravnelignende fugle, og stolen ligner Lidskjalv, så må det sandsynligvis være guden Odin, som Tommy Olesen har fundet. Ifølge den nordiske mytologi ejer Odin to ravne ”Hugin” og ”Munin” som hver dag flyver ud i verden og holder Odin informeret om alt der sker,” fortæller arkæolog Julie Nielsen.

Selvom figuren var dækket af jord, da Tommy Olesen fandt den, var det tydeligt for udgravningsholdet at det var et helt unikt fund. FOTO: ROMU

Det fortæller Odinfiguren os om Lejre
Der eksisterer flere tolkninger af figuren og ikke alle er enige med os i, at den forestiller Odin.
Odin er ifølge den nordiske mytologi asernes øverste overhoved, han er gudernes konge. Han er både krigsgud, gud for visdom, magi og digterkunst. Hvis den lille figur er Odin, har det stor betydning for historien om Lejre. Man ved nemlig at guden Odin blev tilbedt af konger og af overklassen. Som både krigsgud og konge har han haft egenskaber, man kan have haft brug for, hvis man skulle regere. Egenskaber som man kan forestille sig, at jordiske konger og Lejres beboere også har ønsket sig.

”Hvis figuren er Odin, som vi forestiller os, så fortæller det os rigtig meget om Lejres historie. Det er endnu en brik i puslespillet, der peger på, at Lejre har været hjemsted for en kongeslægt. Med fundet af kongehallerne og Odinfiguren kan vi konstatere at en magtfuld overklasse, måske en kongemagt, må have regeret i Lejre.” siger arkæolog Julie Nielsen.

Derfor vakte fundet af figuren så stor begejstring hos Tommy Olesen og resten af udgravningsholdet, da de for knap tolv år siden stod med figuren i hænderne. Nu kunne man endnu engang koble sagnene om lejre sammen med de faktiske fund, man har gjort gennem tiden.
Vi ved, at der lå kongehaller i Lejre og Odinfiguren kan derfor være endnu et tegn på, at magtfulde personer har boet og regeret her. På den måde spiller faktiske fund og fortællinger endnu engang sammen i det sagnomspundne Lejre.

Selvom man ikke kan se det på figuren i udstillingen, så er den faktisk hul. Man ved ikke præcist hvad figuren har været brugt til. Det kan have været en amulet, men netop fordi figuren er hul, kan den også have været fastgjort på noget, måske en vølvestav. FOTO: ROMU

Derfor skal du se ”The Dig”, hvis du interesserer dig for Lejres sagnkonger

Af arkæolog ved ROMU, Julie Nielsen

Still fra filmen ‘The Dig’. Foto: Netflix

PERSPEKTIV. Den nyligt udsendte Netflix-film ’The Dig’ handler om ét af verdens mest imponerende arkæologiske fund til dato: Sutton Hoo. Og for alle, der er er optagede af jernalderens og vikingetidens Lejre, er dét en film, som er værd at lægge mærke til. Arkæolog Julie Nielsen giver dig her de vigtigste ligheder mellem fundene i Sutton Hoo og Lejre.

Fundet af den prægtige skibsbegravelse ved gravpladsområdet Sutton Hoo fra 500- og 600-tallet ved Suffolk i det sydlige England blev foretaget af amatørarkæologen Basil Brown. Det var på opfordring af jordens ejer enken Edith Pretty i 1938 og 1939 under optakten til 2. verdenskrig i Europa. Skibsgraven og dets rige intakte gravgods fra Sutton Hoo fik massiv interesse, fordi de for alvor kastede lys over gråzonen mellem myter og egentlige fakta. Fundene blev – og er – stadig centrale i forståelsen af den angelsaksiske epoke og er tilmed kaldt for ”en af de vigtigste arkæologiske opdagelser nogensinde”.

På omtrent samme tidspunkt herhjemme i Danmark opdagede og udgravede arkæologen Harald Andersen imidlertid også en vigtig gravplads – vikingetidsgravpladsen fra 900-tallet anlagt ved skibssætningerne på næsset mellem to å-løb øst for Gl. Lejre landsby. Interessen for stedet opstod, da arbejdsmænd var stødt på knoglerester i forbindelse med grustagning i området omkring stenmonumenterne. Selvom udgravningerne ikke fik samme massive interesse som fundene i Sutton Hoo, havde Andersen, ligesom Brown, nu opdaget den første reelle kobling mellem Lejres arkæologiske fakta og de skriftlige kilders nedskrevne myter og sagn.

Og der er flere ligheder mellem de to lokaliteter: Skibsbegravelsen ved Sutton Hoo gemte på mange prægtige fund af imponerende håndværksmæssig kvalitet. Men hvad filmen ikke viser, er opdagelsen af, hvad der senere skulle blive nok et af de bedst kendte og omdiskuterede fund fra graven, nemlig hjelmen. Og særligt den er en nøgle til at forstå de ligheder, der findes mellem Sutton Hoo og Lejre

De adskillige fragmenterede jernstykker, som jordhøjens tryk havde efterladt Sutton Hoo-hjelmen i, blev først sat sammen af konservatorer flere år senere. Igen kom hjelmens majestætiske udformning til syne. Ikke mindst det flotte ansigtsparti af stilistisk fremstillede øjenbryn, næseryg og overskæg. Og kigger man en ekstra gang fremkommer ligeledes formen af en fugl set ovenfra , med hovedet mellem øjenbrynsbuerne, der tilmed udgør fuglens vinger, næsebeskyttelsen, der forestiller kroppen og overskægget fuglens halefjer. Detaljerne er altså ikke overladt til tilfældighederne.

Hjelmen fra Sutton Hoo. Foto: The British Museum

I Danmark er der til dato fremkommet to eksempler på hjelme. Det ene fra et smededepot fundet i Tjele nær Viborg, der er tolket som øjenbrynsbuer og næsebeskytter fra en hjelm dateret til vikingetiden. Det andet stammer fra Gevninge kun et par kilometer nord for Lejre og er et fragment af selve hjelmøjet fra hvad, der må være en bronzestøbt hjelm. Stykkets mål er blot 8 x 5 cm, men elegant udført med en svungen plastisk udformet øjenbrynsbue, der tilmed fremhæves med fine streger, så det ligner et ægte øjenbryn. Spor efter forgyldning tyder på at hjelmen, hvorpå stykket har været pånittet, oprindeligt må have strålet om kap med selveste solen.      

Hjelmøjet fra Gevninge. Foto: Lejre Museum // ROMU

Hjelmøjet fra Gevninge blev fundet i 2000 under en arkæologisk prøvegravning forud for udstykning af grunde i hjertet af Gevninge landsby. Fragmentet blev fundet alene uden andre dele fra hjelmen. Desuden blev der ikke fundet andet i nærheden, der umiddelbart kunne hjælpe med dateringen. Men dekorationerne på fragmentet har samme karakteristika som hjelme fra 500-600-tallet fundet i bl.a. Uppåkra, Vendel og Välsgärde i Sverige. Og så også fra netop Sutton Hoo-hjelmen. Gevningefragmentet passer altså til de angelsaksiske og skandinaviske “langkammede hjelme”, karakteriseret af en rund top, med en kam fra næse til nakke.

Der er altså store ligheder mellem de to hjelmes fysiske fremtræden. Men lighederne stopper ikke her. Også når det gælder deres symbolske tolkninger, er der mange fællestræk. Hjelmøjet fra Gevninge kan være et fragment fra en ødelagt hjelm, eller det kan være faldet af og tabt for ca. 1400-1500 år siden. Men forskere har også fremstillet en hypotese om, at øjet kan være ofret til kongernes enøjede gud Odin. Nyere forskning af hjelmen fra Sutton Hoo peger ligeledes på, hvordan de røde granater, der har prydet både højre og venstre øjenbrynsbue på hjelmen, er fremstillet forskelligt således, at det alt efter lysindfaldet kun er det ene hjelmøje, der fremhæves – er dette en tilfældighed eller har det været den siddende regents hyldest til ikke kun gudernes konge men også kongernes gud, den enøjede Odin?

Lejre har flere paralleller til Sutton Hoo end kun hjelmfragmentet. En kobling findes i relationen til Odin, der for Lejres vedkommende nærmest ingen yderligere præsentation behøver, idet den lille sølvfigur, der fremkom under de arkæologiske udgravninger af det gamle kongesædes residensområde i 2009, efterhånden er gået hen og blevet et ikonisk varemærke (læs mere om Odin fra Lejre her).

At hjelmen fra Sutton Hoo er en del af det personlige gravudstyr fra en højtstående person, gravlagt i et næsten 30 meter langt skib, leder tankerne mod Lejres stamfader til skjoldungeslægten, hvis beretning, der bl.a. berettes om i åbningen til det berømte oldengelske kvad Beowulf, fra første halvdel af 500-tallet. Heri fortælles om, hvorledes et barn, Kong Skjold, kommer sejlende til sit folk i et skib ladet med alverdens kostbarheder sendt til Sjælland af selveste Odin. At guddommelighed, slægtskab og hjelm hænger stærkt sammen kommer således på fornemste vis til udtryk i netop sangen om Beowulf, hvor den døende helts sidste handling beskrives således:

”Fra halsen tog den tapre høvding
Det gyldne ringsmykke, rakte svenden (Viglaf),
den unge med spydet, sin udsmykte guldhjelm,
ring og brynje, bad ham bruge dem ret:
Du er den sidste frugt af vor fælles stamme”