ARKIV

Artikel
Grundlovsmøderne i Herthadalen i 1800-tallet

Grundlovsmøderne i Herthadalen i 1800-tallet

Herthadalen ved Ledreborg Slot var gennem sidste halvdel af 1800-tallet samlingspunkt for tusindvis af mennesker, der mødtes om politik, sang og underholdning. Journalist og lokalhistoriker Henrik Denman fortæller om mødernes udvikling fra livlig politisk kampplads til udhulet ritual.

læs mere
X
post-6205

Gl. Kongsgaard slår dørene op for sommeren

BEGIVENHED

Gl. Kongsgaard slår dørene op for sommeren

26.05.2023

Et historisk teaterstykke udspiller sig på gårdspladsen et par gange i løbet af dagen, når Gl. Kongsgård fejrer begyndelsen på en ny sæson. Foto: ROMU

Sommeren begynder med en festlig og historisk sæsonåbning på Gl. Kongsgaard. Søndag den 4. juni fra 11-16 vil gården være fyldt med aktiviteter, håndværk, godt til ganen og hyggeligt samvær.

Gamle håndværk får et særligt fokus ved årets åbning. Her kan gæsterne opleve boder med salg af håndværksvarer og demonstration af b.la. plantefarvning, pilefletning, hørproduktion, båndvævning og produktion af strådyr.

”Der vil også være mulighed for at prøve kræfter med at slå med le og støbe sit eget lys. Så børnene kan få sig en sjov dag med gamle lege, og alle kan prøve lykken i en omgang hønsebingo. Det plejer at være ganske underholdende!” fortæller Maja Kvamm, der arbejder på Lejre Museum.

Gl. Kongsgaard er en fæstegård fra 1700-tallet, der ligger i hjertet af Gl. Lejre. Gårdens frivillige havehold, der hele sommeren holder gården åben med salg af kaffe og kage, vil vise rundt i den gamle gård med de smukke møbler og fortælle om den historiske have, som står med originale planter fra 1800-tallet. Hele dagen akkompagneres af lystig spillemandsmusik og et par gange vil et historisk teaterstykke udspille sig på gårdspladsen.

Lejre Museumsforening står for salg af sandwich, mens Gl. Kongsgårds frivillige sælger lækre kager og kaffe med på-tår.

Tag en dag ud af kalenderen og kom til en hyggelig sommerdag i Gl. Lejre.

”Vi glæder os alle sammen til at tage imod nye som gamle gæster til årets hyggelige sæsonåbning, og vi håber at gæsterne har lyst til at komme igen henover sommeren”, fortæller Else Kristiansen og Vivian Møller, der begge er medlemmer af det frivillige havehold.

Gl. Kongsgaard holder i sommersæsonen åbent torsdage og søndage kl. 13-16 i juni, juli og august med gratis adgang til det smukke stuehus og salg af kaffe og kage.

Tid, pris og sted

4. juni 2023, kl. 11:00-16:00

Gratis

Gl. Kongsgård, Orehøjvej 12, 4320 Lejre

OBS. Vær opmærksom på, at renoveringen af broen over Holbækmotorvejen (dvs. på Orehøjvej ved Gevninge) kan have betydning for din rute til Gl. Kongsgaard.

Vild med sagnkonger, vikinger og jernalderarkæologi? Skal du være med til at få Lejre tilbage i danmarkshistorien?
Så skal du tilmelde dig Lejre Museums nyhedsbrev, hvor du månedligt vil modtage artikler, nyheder og spændende historier.

FLERE NYHEDER OG ARTIKLER FRA LEJRE MUSEUM

Grundlovsdag på Lejre Museum

Grundlovsdag på Lejre Museum

På Grundlovsdag den 5. juni inviterer Roskilde Museum til hyggeligt samvær og fællessang, hvor vi med historiefortællinger og nærværet til Roskilde by omfavner grundloven gennem tale fra ROMUs direktør Morten Thomsen Højsgaard og musik akkompagneret af Line Rosenlund.

læs mere
LÆR LEJRE AT KENDE PÅ HISTORISKE SOMMERVANDRETURE

LÆR LEJRE AT KENDE PÅ HISTORISKE SOMMERVANDRETURE

Ved du, hvor Harald Hildetand eftersigende er begravet? Eller kender du historien om gudinden Nerthus i Herthadalen? Lejreområdets naturskønne landskab er sprængfyldt med fascinerende historier – og hele sommeren kan du høre nogen af dem, når Lejre Museum i samarbejde med Lejre Museumsforening, Lejre Historiske forening og lokale lodsejere inviterer på gratis historiske vandreture i lejreområdet.

læs mere
[{ _i=”0″ _address=”4.0.0.0″ /]

post-5664

Vær med I Stafet For Livet

BEGIVENHED

Vær med i Stafet For Livet

15.05.2022

Af Stine Blegvad

Alle kan være med, når Stafet For Livet inviterer til en tur i løb eller på gåben til fordel for Kræftens Bekæmpelse. Foto: Stafet For Livet Lejre

Alle kan være med, når det den 11. – 12. juni igen er muligt at løbe eller gå til fordel for Kræftens Bekæmpelse. Stafet For Livet Lejre foregår denne gang ved og omkring Lejre Museum – og den allestedsnærværende fortid i området sætter sit præg på programmet, der nu er klar.

Gennem 24 timer er alle deltagere med til at holde stafetten i gang i løb eller ”på gåben”. Det gælder hverken om at komme først eller længst, men om at gøre en aktiv indsats for at bekæmpe kræft og tænde håb for dem, der er ramt af sygdommen.

Dét er grundtanken i Stafet For Livet, som i år bliver til i samarbejde med Lejre Museum.

Stafet For Livet Lejre er for både voksne og børn, fortæller formand for Stafet For Livet Lejre, Torkil Werner Jørgensen:

”I år har vi lagt os ekstra i selen for, at det skal være en begivenhed for hele familien. Vi har tilrettelagt programmet i samarbejde med Lejre Museum, og netop det historiske sted, “Kongerigets Vugge” indbyder til en stemningsfuld oplevelse for alle vores deltagere, der kæmper for den gode sag, Kræftens Bekæmpelse. Vi har oplevet et fortrinligt samarbejde med museets medarbejdere under hele forløbet”.

Lejre Museum holder helt ekstraordinært åbent hele døgnet med flere aktiviteter for alle aldersgrupper, så arrangementet bliver også en sjælden chance for at gå på museum om natten.

”Vi glæder os til at opleve en hel nat på museet sammen med deltagerne. Stafet for livet er en fantastisk mulighed for både at tilbringe tid i det naturskønne kulturhistoriske landskab og at få mindeværdige og anderledes museumsoplevelser med i rygsækken. Men frem for alt er det en meget fin mulighed for, både for Lejre Museum og for deltagerne, at støtte en meget vigtig sag,” fortæller museets publikumsmedarbejder Maja Kvamm.

Tilmelding sker på hjemmesiden eller på dagen, og man kan gå en tur i de smukke historiske omgivelser og samtidig støtte det gode formål Kræftens Bekæmpelse med 100, – kr. for voksne og 50, – kr for børn op til 18 år.

Program Stafet For Livet Lejre 2022

LØRDAG DEN 11. JUNI

Kl. 11.00 Åbningsceremoni

Velkomst v/formand for Stafet For Livet Lejre, Torkil W. Jørgensen.

Åbningstale v/borgmester Tina Mandrup.

Fællessang: ”Gi’ os lyset tilbage”

Kl. 11.15 Første vandring for alle på ruten ”Munin” (1,3 km).

Derefter forskellige aktiviteter i holdteltene i dagens løb.

Kl. 12:00 Rundvisning i museumsudstillingen med efterfølgende gåtur til en arkæologisk lokalitet.

Kl. 13:30 Familierundvisning i udstillingen på Lejre Museum.

Kl. 15:00 Rundvisning i museumsudstillingen med efterfølgende tur til en arkæologisk lokalitet.

Kl. 18.00 Vandretur fra Lejre Museum til Skovbegravelsespladsen, Herthadalen og Kongehalsvejen (rundtur på 8 km).

Kl. 21.00 Aftenbanko.

Kl. 22.45 Fælles vandring fra pladsen til Skibssætningen.

Kl. 23.00 Lysceremoni ved Skibssætningen v/direktør for ROMU Morten Thomsen Højsgaard.

SØNDAG DEN 12. JUNI

Kl. 00:30 Mørkerundvisning med lommelygter i Lejre Museums udstilling.

Kl. 06.00 Morgenvandring med fuglesang i Ledreborg Skov (rundtur på 4 km). Start fra museumspladsen.

Kl. 08.15 Fælles morgensang på pladsen ”Svantes lykkelige dag”

Kl. 08.30 Vi cykler fra museumspladsen og rundt om Gevningehalvøen (18 km). Alle tilmeldte i Stafet For Livet Lejre 2022 kan deltage. Cykelhjelm er et krav og også gerne gul vest eller bluse.

Kl. 11.00 Afslutningsceremoni. Tale v/ formand for Stafet For Livet Lejre, Torkil W. Jørgensen og KB-konsulent Erik Overgaard. Vi slutter af med fællessang.

Der er parkering forbudt på museets parkerings­plads fra fredag den 10. juni kl. 08.00 til søndag 12. juni kl. 14.00.

Vi henviser i stedet til P-pladserne ved Myssel­højstien og ved Ravnshøjgaard.

I tidsrummet lørdag den 11. juni kl. 11.00 – 13.00 vil Orehøjvej være spærret for bilkørsel pga cykelløb.

Åbningstider museer under Stafet For Livet:

Lejre Museum lørdag kl. 11.00 – søndag kl. 16.00

Gl. Kongsgaard lørdag kl. 13.00 – 16.00 søndag kl. 13.00 – 16.00

Åbningstider madboder:

Wok Nation lørdag kl. 12.00 – 20.00 søndag lukket

Café Skjold lørdag kl. 11.00 – 23.00 søndag kl. 08.00 – 11.00

Tilmelding og information:

www.stafetforlivet.dk/stafet/lejre

MobilePay: 36348

Stafet For Livet er et døgn med 24 timers aktiviteter, smukke gåture, underholdning, oplysning og fællesskab, der giver håb og støtte til alle, der er berørt af kræft. Al overskuddet går ubeskåret til Kræftens Bekæmpelse til forskning, patientstøtte og oplysning.

Følg Stafet For Livet Lejre på Facebook www.facebook.com/StafetForLivetLejre/

Landskabet med de mange historiske spor omkring Lejre Museum danner rammen om årets Stafet For Livet Lejre. Foto: Ole Malling/ROMU

Vild med sagnkonger, vikinger og jernalderarkæologi? Skal du være med til at få Lejre tilbage i danmarkshistorien?
Så skal du tilmelde dig Lejre Museums nyhedsbrev, hvor du månedligt vil modtage artikler, nyheder og spændende historier.

FLERE NYHEDER OG ARTIKLER FRA LEJRE MUSEUM

Her er hvad verdensberømt digt kan fortælle om vikingetidens Lejre

Her er hvad verdensberømt digt kan fortælle om vikingetidens Lejre

Det angelsaksiske kvad om helten Beowulfs strabadser er kendt i hele verden. Det inspirerede Tolkien til Ringenes Herre og Hobbitten, og har stået på pensumlisten for mange engelske skolebørn gennem generationer. Herhjemme er det derimod næsten ukendt. Og det er egentlig mærkeligt. For selv om kvadet ikke konkret kan fortælle om livet i vikingetidens Lejre, så knytter det sig tæt til stedet – og rummer nøglen til en forståelse af Lejre som et mystisk og sagnomspundet sted.

læs mere

post-5626

Kørte germanerne vognkørsel og druknede slaver i Lejre?

BEGIVENHED

Kørte germanerne vognkørsel og druknede slaver i Lejre?

22.04.2022
Læsetid: 5 min.
Af Søren Stegger Søndergaard Jensen

I Lejre har rygterne i flere år gået på, at der for ca. 2000 år siden skulle have fundet et helt særligt fænomen sted i istidslandskabets skove. Fortællingen om en særlig gudekult. Men hvordan er den historie egentlig blevet til, og er der egentlig noget som helst bevismateriale for fortællingerne er sande?

I år 98 skrev den romerske historiker Publius Cornelius Tacitus det berømte værk ’GERMANIA’, som handlede om de flere forskellige germanske stammer, der levede nord for det romerske riges grænser ved Rhinfloden. Værket er i flere hundrede år efter dets udgivelse blevet nærstuderet af historikere, og det anses som et af verdenshistoriens første etnografiske tekster.

De fleste beskrivelser omhandler de germanske stammer, der har levet i midten af Europa men netop én beskrivelse fra Tacitus tager os muligvis hele vejen op til Sjælland og måske helt til Lejre.             

Helligdommen i oceanet

I det historiske og etnografiske værk beskriver Tacitus i detaljer alt fra germanernes spisevaner, samfundsopbygning og beklædning, til religion og kønsroller. Eftersom skriftsproget nærmest ikke var udviklet blandt de germanske stammer, er de romerske beskrivelser et nyttigt værktøj til at forstå datidens germanske kultur.

Flere af oplysningerne skal læses med et kildekritisk forbehold, da Tacitus havde flere politiske motiver med udgivelsen af værket. Hans forherligelse af germanernes simple og ærefulde liv skal læses i kontrast til, hvad der sker i samtidens romerske rige, hvor Tacitus og den øvre romerske overklasse havde et anstrængt politisk forhold til kejseren Domitian og hans styre. Derfor kan GERMANIA også læses som en indirekte provokation af den romerske kejser.

Ikke desto mindre giver GERMANIA et meget sjældent og unikt indblik i germanernes samfund, verdensbillede og tro.

I beskrivelsen af germanernes religion nævner Tacitus bl.a. frugtbarhedsgudinden Nerthus, som tilbedes på tværs af stammerne.

Dyrkelsen af hende beskrives således:

 

40,3

Ved disse stammer taget hver for sig er der intet bemærkelsesværdigt udover, at de i fællesskab dyrker Hertha, Moder Jord, som de tror griber ind i menneskelige anliggender og, at hun i en vogn kører omkring til dem, der dyrker hende.

På en ø ude i Oceanus er der en hellig lund. I den befinder sig en indviet vogn, som er tildækket af et klæde. Kun én præst må røre vognen. Han kan fornemme gudindens tilstedeværelse i vognens indre, og han ledsager hende fuld af religiøs ærefrygt, når hun kører i sin vogn, der trækkes af køer.

Da er der glade dage, og festsmykkede er alle de lokaliteter, gudinden værdiger et gæstebesøg. Da drager de ikke i krig, og da griber de ikke til våben, men alle våben er under lås og slå.

Derpå vaskes vognen og klædet og, hvis man ellers vil tro det, guddommen i en afsides liggende sø. Slaver som søen straks efter opsluger, går da til hånde. Dette har skabt en hemmelighedsfuld gysen og from uvidenhed om, hvad det er for et væsen, som kun de til døden dømte får at se.

(Tacitus, 98. kap. 40)

Hvilken ø i oceanet Tacitus refererer til, er ikke beskrevet yderligere. Da der findes en del øer nord for Rhinfloden, er det nærmest umuligt at udpege, hvor den hellige gudinde har kørt fra landsby til landsby. Et muligt bud på denne helligdom har dog i lang tid været Lejre, da der her i flere hundrede år har eksisteret en lund der måske er opkaldt efter gudinden, Nerthus.

Figur 1 – kort over Lejre by, skov og agre. 1805. Foto: Geodatastyrelsen.
Nerthus i Herthadalen

I skovene omkring Ledreborg Slot et par kilometer fra Lejre Museum, ligger Herthadalen. Området er i dag fyldt med skov og træer som indelukker den nedsunkne dal i det højtstående istidslandskab. Det er netop her, at begivenhederne fra Tacitus’ beskrivelser muligvis har fundet sted.

Forbindelsen mellem Herthadalen og Tacitus’ optegnelser skal findes i navnet ’Hertha’.

Der har mellem historikere og religionsforskere i længere tid været diskussioner om, hvorledes navnebetegnelserne ’Nerthus’ og ’Hertha’ er beslægtede. Flere danske historikere advokerede i begyndelsen for, at navnet ’Hertha’ måtte være den Skandinaviske udgave af ’Nerthus’. Både fordi de to navnes ordlyd var så tæt op ad hinanden og fordi Sjælland passede godt geografisk ind i beskrivelserne fra Tacitus

Midt på Sjælland i Lejre lå endda et område som i folkemunde blev kaldt ’Ertedalen’. Historikeren Ole Worm fandt frem til i sine undersøgelser, at ’Ertedalen’ måtte være en lokal betegnelse for ’Herthas Dal’. Dette kunne unægtelig have været tilfældigt, og forbindelsen mellem dalen i Lejre og de germanske beskrivelser, var derfor oplagt at fremstille.

 

Du kan læse mere om historikeren Ole Worm og hans arbejde med Lejre her.

 

Fortællingen om frugtbarhedsgudinden i Herthadalen passede desuden også godt ind i 1600- og 1700-tallets historieskrivning, hvor mange lærde og akademikeres øjne var begyndt at se på det prægtige Lejre, som et helt særligt sted i Danmarkshistorien.

Figur 2 – Gudinden Herthes udtog fra Lejre Skov i Herthadalen i Sjælland. Andreas Flint 1767-1824. Foto: SMK. Fortællingen om gudinden Hertha/Nerthus, har været en inspiration for flere kunstnere igennem tiden.

 

Men selvom Herthadalens navn passer godt ind i beskrivelserne fra Tacitus, er der dog en anden overskyggende udfordring.

Problemet er, at der aldrig er blevet gjort nogle fund eller spor efter Nerthus, vogne eller druknede slaver i Herthadalen eller Lejre.

Ingen spor af Nerthus

Selvom ’Herthas Alter’ i dag står flot og historisk i skovene omkring Ledreborg, er talerstolen opført i 1800-tallet, og giver os derfor ikke et praj om oldtidens hændelser i området. Der er ikke nogle synlige markører i landskabet der peger tilbage til 98 e.Kr.

Et af budende på ’Den afsides liggende sø’, har været Knapsø, som i dag ligger op ad Restaurant Herthadalen. Her er der dog ikke blevet gjort nogle arkæologiske fund der kan støtte op om den påstand.

Der er hverken fundet rester fra vogne, slaver eller gudindestatuer ved Knapsø eller Herthadalen, så der mangler desværre mange flere beviser på, at gudindestatuen har kørt rundt i Lejre. 

Figur 3 – Herthas Alter blev opført i løbet af 1800-tallet. Talerstolen opleves langs Skjoldungestien der snor sig igennem Nationalpark Skjoldungernes Land. Foto: Søren Stegger

Samtidig er der flere andre påståede lokaliteter i Europa, der også ville kunne passe ind i Nerthus-fortællingen.

I Tyskland er der blevet udlagt, at øen Rügen med sin sø, Herthasee må have været hjemsted for Nerthus-kulten, mens man i Sverige har peget på Gammel-Uppsala som muligt sted. Af andre bud på lokaliteter har man også igennem tiden peget på Femern, Helgoland, Nordstrand og Fyn.

Så selvom Herthadalen i Lejre med sit navn er et godt bud på stedet, er der også andre steder i Nordeuropa der er gode mulige lokaliteter.

Kan vi stole på Tacitus?

En hel anden kritik af Tacitus’ fortælling går ud på, at skildringerne om de gudindedyrkende germanere, er stjålet fra lignende samtidige ritualer og fejringer man kendte fra Egypten, Rom og Gotiske stammer. Beretningerne fra Tacitus er derfor også blevet klandret for at være det pure opspind, og at han muligvis aldrig har været på besøg hos de germanske stammer.

Der er dog igennem dansk arkæologisk historie blevet gjort flere fund af træstatuer og smukt udsmykkede vogne, der passer fint ind i Tacitus’ beskrivelser fra GERMANIA. Se for eksempel Dejbjergvognene og figurerne fra Braak.

Vi er dog, trods lignende fund i Sydskandinavien, stadig meget langt fra, at vi kan kalde Herthadalen i Lejre for gudinden Nerthus hjem.

Figur 4 – Herthadalbøgen. Axel Schovelin. 1887. Foto: SMK.

.

Er myten om Nerthus i Herthadalen er falsk?

Ikke nødvendigvis. Det er vigtigt at pointere, at vores erfaring viser, at arkæologien i Lejre bliver ved med at overraske, når det kommer til mødet mellem sagn og fakta.

Vi skal ikke længere tilbage end til de sidste par årtier, hvor myterne om Skjoldungerne og Danmarks første kongerige blev genaktualiserede ved udgravningerne af Mysselhøjgård, hvor arkæologer og detektorførere fandt Danmarks største kongehal og den enestående Odin-figur blev opdaget. De ellers afskrevne Skjoldunger fra sagaerne og Saxos Danmarkshistorie, kom derfor atter ind igen i diskussionen om den tidligste danske kongemagt.

Lejres historie har en bemærkelsesværdig evne til at rumme muligheder og diskussion inden for myter, fakta, fund og kildekritik.

Det er dermed ikke til at forudse, hvad arkæologerne kommer til at finde i fremtidens udgravninger af områderne omkring Lejre Museum – Vi kan højst sandsynligt afskrive påstanden om, at Nerthus-kulten har været til stede i Lejre, ja – Men det spændende ved arkæologien er, at vi aldrig kan vide os 100% sikre på fortiden.

Måske der en dag dukker en gudinde op af søen?

Herthadalen har i nyere tid været mest kendt for dens omdrejningspunkt for store politiske begivenheder. Blandt andet de storslåede grundlovsmøder fra midten af 1800-tallet hvor prominente personer såsom C.C. Albert, P. Chr. Zahle og Viggo Hørup stod på talerstolen, også kendt som ’Herthas Alter’.

 

Du kan læse mere om de historiske grundlovsmøder i Lejre her:

https://lejremuseum.dk/grundlovsmoederne-i-herthadalen-i-1800-tallet/

Vild med sagnkonger, vikinger og jernalderarkæologi? Skal du være med til at få Lejre tilbage i danmarkshistorien?
Så skal du tilmelde dig Lejre Museums nyhedsbrev, hvor du månedligt vil modtage artikler, nyheder og spændende historier.

FLERE NYHEDER OG ARTIKLER FRA LEJRE MUSEUM

Her er hvad verdensberømt digt kan fortælle om vikingetidens Lejre

Her er hvad verdensberømt digt kan fortælle om vikingetidens Lejre

Det angelsaksiske kvad om helten Beowulfs strabadser er kendt i hele verden. Det inspirerede Tolkien til Ringenes Herre og Hobbitten, og har stået på pensumlisten for mange engelske skolebørn gennem generationer. Herhjemme er det derimod næsten ukendt. Og det er egentlig mærkeligt. For selv om kvadet ikke konkret kan fortælle om livet i vikingetidens Lejre, så knytter det sig tæt til stedet – og rummer nøglen til en forståelse af Lejre som et mystisk og sagnomspundet sted.

læs mere

post-5609

En jernaldergrav mellem langhusene ved Højby

BEGIVENHED

En jernaldergrav mellem langhusene ved Højby

19.04.2022

Læsetid: 5 min.

Af Ole Thirup Kastholm, museumsinspektør og arkæolog

Kraniet in situ, set fra vest. Foto: Rasmus Mathiesen, ROMU.

I de senere år har vi omkring Roskilde Fjord oplevet en sand tsunami af gravfund fra den periode af oldtiden vi kalder romersk jernalder (fra år 1 til 375 e.Kr.)

Ikke alene fik vi lejlighed til at undersøge den sidste del af Stålmosegårdgravpladsen ved Vindinge uden for Roskilde, som med sine omtrent 130 grave er Sjællands mest omfattende fra perioden, der dukkede også endnu to gravpladser op lige ved siden af – Vindinge Vest og Lundbjerggård – hvori smykkesæt og importvarer fra fjerne egne i flere tilfælde kunne imponere. Men det var ikke gjort med det. I forbindelse med byggeriet af den nye broforbindelse over Roskilde Fjord – Kronprinsesse Marys Bro – berørte vejanlæggene i tre tilfælde gravpladser med begravelser fra romersk jernalder.

I de sidste 10 år har vi faktisk undersøgt mere end 200 begravelser fra tidsregningens første fire århundreder. Oftest ligger de på en gravplads lidt værk fra bopladsen. Men i sjældne tilfælde optræder gravene på selve bopladsen, og giver nærmest indtryk af at have ligget midt mellem samtidens langhuse. Sådan en grav dukkede op uden for Højby ved Lejre under arkæologiske udgravninger for et par år siden, hvor resultaterne netop er blevet klar.

Arkæologien ved Højby

Arkæologerne fra ROMU har fra 2015 til 2018 foretaget flere udgravninger på markarealerne vest for Højby forud for Valdemarsgård-udstykningen. Uden for den lille landsby, som har sit navn efter de mange gravhøje, hvoraf flere stadig kan ses i landskabet, undersøgte vi blandt andet resterne af en jættestue fra bondestenalderen og såkaldte kogegruber fra yngre bronzealder. Det, der imidlertid gemte sig mest af under mulden, viste sig at være gårde fra romersk jernalder.

Der blev fundet godt 30 bygninger, de fleste har være langhuse, der har rummet beboelse og stald, men det er også mindre driftsbygninger og hegn i blandt fundene. Bygningerne har ikke ligget på stedet på én gang, men er aftrykket af nogle gårde, som er blevet fornyet generation efter generation i jernalderen. Ud fra formen på de mest karakteristiske af husene sammenholdt med naturvidenskabelige kulstof 14-analyser har vi kunnet datere gårdene til perioden fra tiden lige efter tidsregningens begyndelse og op til o. 400 e.kr.

Figur 1: Oversigtskort med udgravningerne ved Højby 2016-2018. Huskonstruktionerne er markeret med rød, området med graven indrammet med blå cirkel. Plan: Ole Kastholm, ROMU. Baggrundskort: Høje Maalebordsblade, SDFE.

Graven

Da vi sidst gravede ved Valdemarsgård, i 2018, forventede vi derfor at finde bopladser. Og det fandt vi også. Men en særlig overraskelse gemte sig i udgravningsfeltets sydlige udkant. Et lille anlæg, som stak ud under feltgrænsen, blev rutinemæssigt undersøgt – og et menneskekranium dukkede op, det var en begravelse. Udgravningsfeltet blev udvidet for at se om der lå flere grave på stedet. Men tilsyneladende lå den alene sammen med husene.

Figur 2: Kraniet in situ, set fra vest. Foto: Rasmus Mathiesen, ROMU.

Graven bestod af en aflang nedgravning, orienteret nord-vest, hvor den døde var lagt i sideleje. Der var intet spor af kiste. Skelettet var dårligt bevaret, men det lykkedes efterfølgende retsmedicinerne på Københavns Universitet at foretage en analyse, der viste, at den gravlagte antageligt var en kvinde på over 50 år med adskillige skavanker: mulig kronisk mellemørebetændelse, tandtab før døden, udtalt karies, rodspidsbetændelse, tandsten og parodontose.

Figur 3 – Et udvalg af glas- og ravperler fra smykkeopsatsen. Foto: Ole Kastholm, ROMU.

Over den gravlagtes lå en perlekæde, hvoraf 55 perler var bevaret. Størstedelen af perlerne var små dobbeltkoniske perler i blåt glas, men der var også skiveformede ravperler i blandt samt en enkelt guldfoliebelagt skiveformet glasperle og en enkelt sølvring/perle. I perlekæden var også et cirkulært hængesmykke og et S-formet hægte, begge fremstillet i sølv. I hver ende af halskæden var der to såkaldte armbrøstfibler – dragtspænder – og vi må formode, at de har været fæstnet til dragten i hver side over brystregionen, og perlekæden har været båret imellem dem. Ved den døde stod et enkelt lerkar, som var meget dårligt bevaret, mens skårene fra et andet lerkar blev fundet rundt om i graven. Måske har der været gravet ned i graven senere hen? Det er velkendt fænomen i grave fra denne tid, og det har snarere været en integrereret del af gravritualerne end for at lave gravrøveri.

Figur 4 – Det S-formede hægte. Foto: Ole Kastholm, ROMU.

Men hvilken tid? Graven kan heldigvis dateres relativt præcist til sidste halvdel af 200-tallet e.Kr., dels ud fra gravgaverne, dels ud fra en kulstof 14-datering af skelettet. Vi skal altså godt 1.800 år tilbage i tiden for at møde denne kvinde vandre i levende live rundt på Lejre-egnen.

Graven og bebyggelsen

Den gravlagte kvinde lå ganske tæt ved resterne af flere langhuse, hvoraf kun hullerne efter de tagbærende stolper var tilbage. Husene er ligesom graven fra 200-tallet, og de har formentlig udgjort en gård med hovedhus og driftsbygninger, som har ligget på netop dette sted i nogle generationer.

Men hvorfor ligger graven alene mellem husene, og ikke på en gravplads? Almindeligvis er gravene i denne periode samlet på gravpladser, som befinder sig i nærheden af bopladsen – måske inden for et par hundrede meters radius. Men en gang imellem støder vi på det fænomen, at en enkelt grav, eller en håndfuld, ligger på et samtidigt bopladsområde.

Set i en længere tidsramme end blot inden for romersk jernalder, er koblingen mellem bolig og grav ikke uset. Velkendte eksempler har vi allerede fra den tidlige del af bondestenalderen ved for eksempel Bygholm Nørremark ved Horsens og Sarup på Sydvestfyn, hvor gravmonumenter er blevet placeret bevidst oven på nyligt nedrevne boliger. Også i slutningen af bondestenalderen og i ældre bronzealder kender vi til gravhøje placeret bevidst oven på huse. Det geografisk nærmeste eksempel er fra Trekroner ved Roskilde.

Også i perioder af jernalderen kendes fænomenet. Et godt eksempel findes lige om hjørnet: nemlig begravelserne på halområdet ved kongesædet i Lejre. Her påkalder syv grave på bopladsområdet sig opmærksomhed, og især én af dem – en 900-tals mandsgrav – som med sin placering centralt nærmest forsegler en af kongehallerne stedet. Graven kan ses i Lejre Museums udstilling.

Figur 5 – Det cirkulære hængesmykke, for- og bagside. Foto: Ole Kastholm, ROMU.

Der vil kunne nævnes flere eksempler, hvor koblingen mellem hus og grav er klar. Men én ting er, at koblingen overordnet betragtet er klar, noget andet er hvad den underliggende symbolik har bestået i? Vi kan nok være sikre på, at det ikke altid var den samme årsag.

Lå bedstemor lige omme bag laden, fordi hun havde haft en særlig status socialt eller slægtsmæssigt, og det var trygt og lykkebringende at have hendes grav helt tæt på de efterlevende? Eller var det den barnløse enke på gården, som med sin død ”lukkede og slukkede” for slægten, og hvis grav måtte forsegle den nedrevne og forladte gårdtomt? Eller var kvindens grav placeret ud fra landskabelige ræsonnementer, hun skulle måske ligge tæt ved vadestedet over åen, og var relationen til bopladsen i virkeligheden sekundær? Svaret blæser ud over spekulationernes udstrakte slette, og i forsøget på at få det tøjlet, må vi kigge dybt i kildematerialet for at finde mere af samme slags og få kortlagt det.

Figur 6 – Den bedst bevarede af de to fibler. Foto: Ole Kastholm, ROMU.

Læs Mere:

Christensen, T. 2015: Lejre bag myten. De arkæologiske udgravninger. Jysk Arkæologisk Selskab. Højbjerg.

Kastholm, O.T. under forb.: En yngre romertids boplads-begravelse fra Højby ved Lejre. Gefjon. Arkæologiske studier og rapporter, nr. 7 (udkommer nov. 2022).

Kastholm, O.T., K.I. Kjær, N.M. Kring Mortensen & P.Ø. Sørensen 2019: Døden i Vindinge – et smugkig på to nye gravpladser. ROMU. Årsskrift for Museumsorganisationen ROMU 2018.

Kjær, K.I. 2018: Fra begravelse til bebyggelse i Højby, Lejre. Kærvej i Højby, Rorup Sogn. ROMU. Årsskrift for Museumsorganisationen ROMU 2017.

Kjær, K.I. 2022: Gravpladserne langs Fjordlandsvej. I: O.T. Kastholm (red.): Kronprinsesse Marys Bro og arkæologien. Roskilde.

Vild med sagnkonger, vikinger og jernalderarkæologi? Skal du være med til at få Lejre tilbage i danmarkshistorien?
Så skal du tilmelde dig Lejre Museums nyhedsbrev, hvor du månedligt vil modtage artikler, nyheder og spændende historier.

FLERE NYHEDER OG ARTIKLER FRA LEJRE MUSEUM

Her er hvad verdensberømt digt kan fortælle om vikingetidens Lejre

Her er hvad verdensberømt digt kan fortælle om vikingetidens Lejre

Det angelsaksiske kvad om helten Beowulfs strabadser er kendt i hele verden. Det inspirerede Tolkien til Ringenes Herre og Hobbitten, og har stået på pensumlisten for mange engelske skolebørn gennem generationer. Herhjemme er det derimod næsten ukendt. Og det er egentlig mærkeligt. For selv om kvadet ikke konkret kan fortælle om livet i vikingetidens Lejre, så knytter det sig tæt til stedet – og rummer nøglen til en forståelse af Lejre som et mystisk og sagnomspundet sted.

læs mere

post-5598

Sæsonåbning af Gl. Kongsgaard

BEGIVENHED

Sæsonåbning af Gl. Kongsgaard

04.04.2022

Foto: ROMU

EN HISTORISK DAG MED HANDEL, OPLEVELSER OG HYGGE

I hjertet af Lejre åbner Gl. Kongsgård sommersæsonen den sidste søndag i maj med en historisk dag fuld af aktivitet, optrædener og boder.

Frivillige ildsjæle, der hele sommeren holder gården åben med salg af kaffe og kage, giver i løbet af dagen omvisninger i den gamle fæstegård med de smukke møbler og i haven, som står med originale planter fra 1800-tallet. De frivillige står desuden for plantesalg, mens flere boder med godt håndværk sælger gode og varierede varer af bl.a. træ, planter, uld og sødt.

Hele dagen akkompagneres af lystig spillemandsmusik og et dramatisk, historisk glimt fra midten af 1800-tallet udspille sig på gårdspladsen. Der er dagen igennem omvisninger for alle og aktiviteter for børn, der frit kan lege i de naturskønne omgivelser.

Tag en dag ud af kalenderen, og kom med en tur ind i historiens vingesus, når vi lægger rammerne for hyggelig spæd sommerdag i Gl. Lejre.

Mødested: Alle omvisninger starter ved flagstangen nord for huset.

Gl. Kongsgård holder i sæsonen åbent torsdage og søndage kl. 13-16 i juni, juli og august.

TID OG STED:

D. 29 MAJ, KL. 11:00-16:00

Orejøjvej 12, 4320 Lejre

Vild med sagnkonger, vikinger og jernalderarkæologi? Skal du være med til at få Lejre tilbage i danmarkshistorien?
Så skal du tilmelde dig Lejre Museums nyhedsbrev, hvor du månedligt vil modtage artikler, nyheder og spændende historier.

FLERE NYHEDER OG ARTIKLER FRA LEJRE MUSEUM

Her er hvad verdensberømt digt kan fortælle om vikingetidens Lejre

Her er hvad verdensberømt digt kan fortælle om vikingetidens Lejre

Det angelsaksiske kvad om helten Beowulfs strabadser er kendt i hele verden. Det inspirerede Tolkien til Ringenes Herre og Hobbitten, og har stået på pensumlisten for mange engelske skolebørn gennem generationer. Herhjemme er det derimod næsten ukendt. Og det er egentlig mærkeligt. For selv om kvadet ikke konkret kan fortælle om livet i vikingetidens Lejre, så knytter det sig tæt til stedet – og rummer nøglen til en forståelse af Lejre som et mystisk og sagnomspundet sted.

læs mere

post-5573

Derfor er Lejre Museum det ideelle mål til din næste vandretur

BEGIVENHED

Derfor er Lejre Museum det ideelle mål til din næste vandretur

Af Søren Stegger Søndergaard

18.02.2022

Læsetid: 5 min.

Beskidte vandrestøvler og tunge rygsække er måske ikke det der oftest forbindes med museumsbesøg. På Lejre Museum er der dog rig mulighed for at opleve Danmarkshistorien og få frisk luft på samme tid. Museumsmedarbejder Søren Stegger Søndergaard nævner i denne artikel 4 gode grunde til hvorfor, at Lejre tilbyder den perfekte kombination af kultur- og naturoplevelse. Foto: 

Med stier igennem nogle af Sjællands flotteste skove og mulighed for at opleve flere af Danmarks mest betydningsfulde fortidsminder tilbyder Skjoldungestien, der strækker sig mellem Hvalsø og Roskilde gennem Lejre, en hel speciel vandreoplevelse

Ruten, som blev etableret sammen med Nationalpark Skjoldungernes Land i 2015, er opkaldt efter det sagnomspundne Skjoldunge-dynasti, der ifølge krønikerne havde kongesæde i Lejre i jernalderen og vikingetiden. Det er denne fortælling, der viser sig frem i det historiske landskab og unikke natur, som også byder på møder med endnu ældre monumenter tilbage fra sten- og bronzealderen.

I hjertet af nationalparken og midt på Skjoldungestien ligger Lejre Museum. Denne placering er ideel, da Lejre Museum med sine omgivelser er et vigtigt historisk omdrejningspunkt for Lejre og danmarkshistorien. Det er her muligt at komme helt tæt på kongerigets vugge og opleve historien på egen hånd.

Her er 4 gode grunde til, hvorfor du skal vælge Lejre Museum og Skjoldungestien som din næste vandreoplevelse.

  1. Du kan vandre i et istidslandskab med spor fra et mægtigt dynasti

Allerede for 500 år siden begyndte der at være interesse for det historiske landskab, der i dag omkredser Lejre Museum. Biskopper og lærde fra Roskilde var optagede af at undersøge de mystiske oldtidsmonumenter, der ifølge Saxos Danmarkskrønike rummede spor og levn fra nogle af de største konger og helte fra Lejres sagnkonger. Dette drejede sig bl.a. om Kong Dans høj, der eftersigende skulle rumme resterne af Kong Dan, som havde lagt navn til Danmark. Resultaterne af udgravningerne og den stigende interesse for den storslåede fortid gjorde, at der i flere århundrede efter har været fokus på Lejres unikhed.

Kunne du tænke dig at høre mere om Lejres Skjoldunger under vandreturen?

Sammen med Politiken Histories ”Kongerækken” har Lejre Museum produceret en serie podcast-afsnit om Lejres mest berømte sagnkonger.

 Alle 5 afsnit kan streames på Lejre Museums Hjemmeside.

Der bliver stadig lavet undersøgelser i Lejres undergrund i dag og hver udgravning giver et nyt overblik over fortidens kulturlandskab. Museets arkæolog og museumsinspektør Julie Nielsen har været med til at udgrave de store haller og huse ved Fredshøj og Mysselhøjgård, der dateres tilbage til yngre germansk jernalder og vikingetid. De arkæologiske udgravninger omkring museet giver et indblik i, hvordan Lejre har været et af det største og mest betydningsfulde magtcentre i den tidlige Danmarkshistorie.

Museumsinspektører Julie Nielsen og Isabella No’omi Fuglø har i samarbejde skrevet en dybdegående fortælling om udgravningerne af tronsædet og 500 års dynasti

Artiklen kan læses her.

De mægtige haller og huse kan stadig sanses i området i dag, hvor tørveplader er blevet lagt ud for at markere deres størrelse og taktiske placering i landskabet.

Det er derfor en helt speciel og historisk vandreoplevelse, som landskabet omkring Lejre Museum tilbyder. Flere af monumenterne er igennem tiden blevet genrejst således, at de kan opleves i landskabet, som dengang de blev opført i forhistorien. Dette tæller blandt andet langdyssen Harald Hildetands Høj, der er det første restaurerede oldtidsmonument i danmarkshistorien og skibssætningen ved Grydehøj, der fortæller om fortidens gravskik.

  1. Du kan nyde fortidens stille ro blandt oldtidens spor

Der er hverken støjende trafik eller larmende bebyggelse i området omkring Lejre Museum. Det er derfor uden forstyrrelse og støj muligt at nyde naturens ro igennem istidslandskabets højdedrag. Alt efter årstiderne tilbyder Gl. Lejre et varieret naturliv, der florerer i de forskellige grønne områder. Ådalen og de frodige enge, der omkredser skibssætningen og museet, giver mulighed for fine og grønne friluftsoplevelser med store og små dyr.

Henover Kornerup Å er det oplagt at gøre sig et hvil på broen til lyden af åens vand, der løber ud fra Lejre og ind mod fjorden.

Ådalen har i gennem historien været et vigtigt område for de, der har været bosat i området. Arkæolog og museumsinspektør Ole Kastholm beskriver i denne artikelserie, hvilken betydning og funktion åerne fra Lejre har haft tilbage i vikingetiden.

 Alle tre artikler kan læses her.

På et af istidslandskabets bakker eller på toppen af en gravhøj, er det muligt at få en smuk udsigt over Lejres natur og åbne vidder. Med den medbragte kikkert vil det ofte være muligt at se flere af de forskellige fuglearter, der bebor naturen. Hvis man er rigtig heldig, kan man støde på ravnen, hvis særlige kald giver genlyd i Lejres mytologiske fortid.

  1. Du kan gå dybere ind i sagnkongernes verden i udstillingen

Da Lejre Museum netop befinder sig halvejs på Skjoldungeruten, er museumsudstillingen et oplagt sted at holde en pause fra grusstierne. I udstillingen præsenteres nogle af de største og mest betydelige fund fra Lejres historie. Flere af museumsgenstandene er blevet fundet i natur- og kulturlandskabet, der omgiver Skjoldungestien

Heriblandt flere af de pragtgenstande, der blev fundet ved de arkæologiske udgravninger af Mysselhøjgård og Fredshøj.

Udstillingen samler trådene og spørgsmålene bag Lejres gådefulde fortid og forklarer, hvorfor Lejre i dag betegnes som kongerigets vugge. Museumsoplevelsen er skabt således, at alle personer, historiekendt eller ej, vil få et spændende nyt indblik i Lejres sagn, fakta og fantastiske arkæologiske fund.

I museumsbutikken kan man anvende toiletfaciliteter og skaffe sig kaffe, kakao og andre forsyninger, som giver ny energi til resten af turen. I museumsbutikken er det også muligt at skaffe sig foldere og kort over Skjoldungestien samt flere andre vandreruter, der tilbydes i naturen omkring Lejre Museum. Der er både inden- og udendørs faciliteter, der giver mulighed for at sætte sig ned, hvile kroppen og nyde omgivelserne, inden turen fortsætter.

Museumsbygning, toiletfaciliteter og grusvejene omkring Lejre Museum er kørestolsvenlige.

  1. Det er en vandre- og naturoplevelse for alle

Om der er tale om en kort søndagstur i solskin eller den lange vandretur med overnatning i det fri, er Skjoldungestien med sit netværk af stier, der alle går forbi Lejre Museum, den oplagte destination. Uanset hvor mange kilometer af ruten, der planlægges at vandre på, vil det altid være muligt at opleve dele af Lejres kulturhistorie i de naturrige omgivelser.

Med den rige historiske kulturarv og muligheder for mindeværdige oplevelser i naturen, er Skjoldungestien og Lejre Museum derfor et oplagt valg til det næste danske vandreeventyr. Museet og dets omgivelser tilbyder gode oplevelser for vandreentusiaster og historieinteresserede i alle afstøbninger.

Kommer du forbi Lejre Museum uden for åbningstid, er der stadigvæk tilbud at benytte. Der er mulighed for at tappe vand fra den udendørs hane, cyklister kan reparere og pumpe deres dæk på den ny-opførte cykelstation og udendørsskiltene langs stierne fortæller flere spændende historier fra landskabet. Tæt ved den historiske skibssætning er der opsat shelter- og bålplads, som også kan inkorporeres i vandreoplevelserne.

Du kan læse mere om brug af shelterpladsen her.

Vild med sagnkonger, vikinger og jernalderarkæologi? Skal du være med til at få Lejre tilbage i danmarkshistorien?
Så skal du tilmelde dig Lejre Museums nyhedsbrev, hvor du månedligt vil modtage artikler, nyheder og spændende historier.

FLERE NYHEDER OG ARTIKLER FRA LEJRE MUSEUM

Her er hvad verdensberømt digt kan fortælle om vikingetidens Lejre

Her er hvad verdensberømt digt kan fortælle om vikingetidens Lejre

Det angelsaksiske kvad om helten Beowulfs strabadser er kendt i hele verden. Det inspirerede Tolkien til Ringenes Herre og Hobbitten, og har stået på pensumlisten for mange engelske skolebørn gennem generationer. Herhjemme er det derimod næsten ukendt. Og det er egentlig mærkeligt. For selv om kvadet ikke konkret kan fortælle om livet i vikingetidens Lejre, så knytter det sig tæt til stedet – og rummer nøglen til en forståelse af Lejre som et mystisk og sagnomspundet sted.

læs mere

post-1509

Butik

BEGIVENHED

Besøg Lejre Museums butik hvor du finder et varieret udvalg af varer bl.a. historiske smykker, bøger, legetøj, drikke og meget mere. Mange af varerne kommer med en lille historie tilknytte. I Butikken kan også købes billet til museets udstillinger såvel som til museets forskellige arrangementer.

Lejre Museum tilbyder også muligheden for at stille tørsten og den søde tand. I museets lille cafehjørne kan du nyde økologisk, fairtrade Puro kaffe, økologisk juice, smoothies og sodavand fra Naturfrisk Ørbæk Bryggeri, Hansen’s Is samt chokolade fra den lokale chokoladeverdensmester Friis-Holm m.m. I sommerhalvåret kan du nyde dine køb og solens stråler i vores udendørs cafemøbler.

Det er gratis entré til museets butik og café.

banner_gul_99x32

Åbent i påsken
Alle dage kl. 11-16